Eksperter: Behandling af voksne med ADHD går den gale vej

Selvom forskere igen og igen har påpeget, hvor meget ubehandlet ADHD koster både den enkelte og samfundet, går udviklingen stadig den forkerte vej. Og det ærgrer og undrer flere førende eksperter.

”Med den viden, vi efterhånden har fået opbygget om lidelsen og prisen for den, havde jeg håbet, at vi i dag var kommet længere, end vi er. Det kommer bag på mig, at der ikke sker mere end der gør,” siger Anne-Mette Lange, forsker i klinisk psykologi ved Aarhus Universitetshospital.

Hun bakkes op af professor Per Hove Thomsen fra Børne- og Ungdomspsykiatrisk afdeling på Aarhus Universitetshospital, der beklager den manglende opfølgning på tydelige forskningsresultater.

”Ingen kan i dag være i tvivl om, at der er en kæmpe besparelse at hente, både for den enkelte og for samfundet, hvis der blev investeret rigtigt i forebyggelsen af ADHD i voksenalderen. Og det er både ærgerligt og en stor skam, at det ikke sker,” siger han.

Noget af den dokumentation, der findes, bliver i denne tid præsenteret på et roadshow med overskriften ”ADHD and Costs”, som turnerer i Danmark og udlandet. Det er arrangeret af Medice Nordic, og en af oplægsholderne er Anne-Mette Lange, der sammen med forskerkolleger har forfattet et omfattende studie af prisen for ubehandlet ADHD. Et studie, der første gang blev præsenteret for fem år siden og vakte stor opsigt.

I studiet, der var finansieret af Rockwoolfonden, så forskerne for første gang på, hvilke omkostninger ubehandlet ADHD påfører den enkelte og samfundet – og endte på et beløb på ikke mindre end næsten tre mia. kr. årligt. Samtidig fandt forskerne frem til, at voksne med ADHD på alle parametre klarer sig dårligere end andre. Intet af dette har siden ændret sig i positiv retning. Tværtimod.

På basis af beregningerne pegede studiet på, at det både på det personlige og det samfundsmæssige plan vil være en fordel at sætte ind tidligere, så man undgår de følgevirkninger, som ses af ubehandlet ADHD i voksenalderen.

”Vores budskab er, at man roligt kan begynde at investere i forskellige indsatser, da det hurtigt vil lønne sig. Og så ved jeg godt, at mange offentlige instanser formentlig vil svare, at de skam investerer. Men tilbage står, at problemerne og regningerne eskalerer. Og det kunne tyde på, at der ikke gøres nok, at det ikke er det rigtige, der gøres, og at man ikke måler på, om det man gør rent faktisk virker,” siger Anne-Mette Lange.

Forskerne bag studiet og andre eksperter har længe peget på en bred vifte af tiltag, der vil være oplagte i arbejdet med at forebygge ADHD i voksenalderen. Blandt andet i form af forskellige støtteforanstaltninger til børn i skolealderen. 

Forklaringerne på den manglende indsats er flere. Som Per Hove Thomsen ser det, skyldes det i al væsentlighed det manglende samarbejde mellem psykiatrien, kriminalforsorgen og kommunerne.

”Vi mangler en overordnet koordinering. Havde vi det, ville vi bedre kunne danne os et overblik over, hvad der rundt omkring virker, hvad der mere skal til, og hvor det bedst kan betale sig at investere. Der er heller ingen tvivl om, at de penge, der allerede bruges i dag, kunne investeres bedre, hvis vi fik koordineret behov og indsatser mere,” fastslår professoren. 

Det er Anne-Mette Lange enig i, og finder desuden en forklaring i berøringsangst blandt politikerne, som skyldes, at der via medierne er skabt – og stadig skabes – meget kontrovers omkring diagnosen.

”Man kan stadig høre nogle sætte spørgsmålstegn ved, om ADHD er en reel psykiatrisk diagnose. Og så længe der er denne stigma omkring lidelsen, sker der ikke så meget, som vi godt kunne tænke os,” siger hun.

Som endnu en forklaring peger hun på, at diskussionerne om, hvad der bør gøres, ofte drukner i det, hun kalder en fagkamp, f.eks. mellem psykologer og psykiatere.

”Vi taler tit mere om os selv, end om de mennesker, som vi bør gøre noget for, nemlig patienterne. Men der vil være meget at hente i en fælles indsats – og i at få forholdene løftet op i et større perspektiv, hvor vi ser på de reelle omkostninger,” siger Anne-Mette Lange.

For at nå frem til den fælles indsats peger Per Hove Thomsen på, at det i første omgang handler om at få sat fokus på behovet herfor – og dermed om at få skabt en fælles erkendelse af, at der er brug for at gøre mere, og hvad man vil kunne opnå ved det – bl.a. ved at se på de klare og tydelige fakta og anbefalinger, som bl.a. Rockwool-studiet indeholder. Og indtil da mener han, at man i det mere sporadiske samarbejde, der allerede findes, bør se mere specifikt på ADHD hos voksne, som generelt er et forsømt område – også i voksenpsykiatrien.

”For eksempel er udredning og behandling af voksne med ADHD ikke på niveau med den, vi tilbyder børn. Så det er som udgangspunkt et oplagt sted at rette opmærksomheden hen,” siger Per Hove Thomsen.

Væsentligste resultater af studiet af omkostningerne ved ADHD blandt voksne

Voksne med konstateret ADHD tjener mindre, er mere ledige, er i højere grad ramt af sygdom, er hyppigere på offentlig forsørgelse og har flere domme for kriminalitet end den øvrige del af befolkningen.

Den gennemsnitlige årlige lønindkomst for voksne med ADHD er 195.000 kr., mens den er 309.000 kr. for andre.

En voksen med ADHD tjener netto ca. 4.000 kr. mindre om måneden end en voksen uden ADHD.

Godt og vel 100.000 kr. om året pr. person er hvad en voksen med ADHD koster det offentlige.

De ca. 19.000 voksne med konstateret ADHD, der bor i Danmark, koster sig selv og samfundet 2,8 mia. kr. om året – svarende til 150.000 kr. pr. person.