Kristian Lunds blog

Medicinsk Tidsskrift

-først med nyheder om ny medicin

Om os | Om nyhedsbrevene | Annoncer | Betingelser

Uddannelsesformand: Kompetencer sikres bedst, hvis læger tør tale om fejl

Jesper Brink Svendsen

Hvis man også i fremtiden skal sikre de lægefaglige kompetencer, stiller det krav til medicinstuderende og læger om, at de skal turde tale om fejlbarlighed.

Morgan McCalls 70-20-10 model beskriver, hvordan læring ikke bare sker igennem formaliseret teori, men også i høj grad ude i virkeligheden, når vi løser konkrete opgaver i løbet af arbejdsdagen. 70 procent af ny læring finder således sted ved konkrete opgaver på arbejdspladsen, 20 procent finder sted, når man har sparring og dialog med kolleger, og blot 10 procent af ny læring finder sted via formaliseret læring i form af en teoretisk uddannelse.

Med den viden in mente kunne man måske være bekymret for, om medicinstudiet er opbygget, så fremtidens læger tilegner sig lægefaglige kompetencer på en hensigtsmæssig måde.

Jesper Brink Svendsen, formand for Uddannelsesudvalget i Lægeforeningen betoner også væsentligheden af en introduktion til praktisk læring tidligt i kommende lægers uddannelsesforløb.

”Det er et område, vi har råbt op om før, da vi gerne vil have, at de medicinstuderende får større praktisk erfaring il klinikken. Vi mener, at det er vigtigt, at de studerende kommer ud og bliver eksponeret for selve kerneopgaven i klinikken og lærer i tæt samarbejde med patienterne. En anden del af historien er, at de studerende opnår en vigtig menneskelig udvikling, når de har en hverdag med patienterne i fokus hele vejen igennem deres uddannelse,” siger Jesper Brink Svendsen og uddyber:

”I klinikken arbejder man som færdiguddannet læge under eget ansvar og beder om supervision til sine opgaver. Det er noget, man aftaler med sin kliniske vejleder i klinikken eller i samarbejde med sin hovedvejleder. I den forbindelse er det meget vigtigt, at der i klinikken er rum og tid til supervision, så man ikke bare går og laver kerneopgaven uden at reflektere og få sparring. Som læge skal man hele tiden udvikle sig i den rigtige retning,” siger han.

One-size-does-not-fit-all

Som læge under uddannelse til speciallæge er dialog og sparring altså en del af den løbende kompetenceudvikling, da uddannelseslægerne hele tiden bør sørge for at have nogle kompetencemål, de sigter efter, og løbende evaluerer med deres vejleder.

Løbende dialog og sparring sikrer imidlertid ikke per definition den kommende læges kompetencer, men alligevel mener Jesper Brink Svendsen ikke, at decideret standardiseret feedback efter fastlagte skemaer er vejen frem.

”Jeg mener ikke, at man kan lave en one-size-fits-all-model og bruge den som udgangspunkt, hvis vi vil sikre, at vi har dygtige læger, som hver især har de rette kompetencer. Her er det nødvendigt at se individuelt på, hvad lægen har af kompetencer, hvilke kompetencer lægen skal udvikle samt, hvad der er behov for af kompetencer på et bredere samfundsplan. Derfor er løbende dialog og medarbejderudvikling kerneredskaber, hvis vi skal sikre kompetencerne,” siger Jesper Brink Svendsen.

Der findes mange forskellige bud på at vurdere, om kompetencerne er opnået, og der skal man selvfølgelig altid læne sig op ad, hvad evidensen er, mener han. Evidensen er ret dårlig for, at kontrol og tjek fordrer den læring, der skal til for at sikre kompetencerne på sundhedsområdet på det niveau, der er krævet. Det er langt bedre at arbejde med løbende dialog, klare forventningsafstemninger, klare kompetencemål og så lave en vurdering af, hvilke kompetencer, man har, mener han.

”Sætter man et kontrol-tjek-system op, fordrer det ikke ny læring, og det øger måske i yderste instans folks usikkerheder, så de arbejder for at bestå en prøve og ikke for at blive gode til det, de gør, når de har patienten i centrum. Derudover kunne frygten for fejl og utilsigtede hændelser gøre, at man frygter at sige, hvad man er dårlig til,” siger han og uddyber.

”Man kan sige, at et kontrol-tjek-system gør det sværere for uddannelseslægerne at indrømme fejl og arbejde med egen fejlbarlighed. Der er der meget bedre evidens for, at man i et åbent og lærende sundhedsvæsen italesætter åbent i personalegrupper, hvad man føler sig utilstrækkelig inden for og gerne vil blive bedre til - og så får man en støttende hånd til det,” siger Jesper Brink Svendsen.

Han mener, at et åbent og lærende sundhedsvæsen på den måde giver øget patientsikkerhed og højere kvalitet i behandlingen.

”Jeg tror ikke, at et test- og kontrolsystem vil føre til færre utilsigtede hændelser og derudover vil det have den slagside, at hvis der er mindre åbenhed omkring fejl og utilsigtede hændelser, vil der nemt opstå en kultur, hvor man ikke deler sine erfaringer. Dermed afskærer man læger fra at lære af de fejl, der sker - og derfor tror jeg, at i forhold til at sikre kvalitet og patientsikkerhed, så vil et kontrolsystem sandsynligvis være dårligere,” siger Jesper Brink Svendsen.

Kompetencemåling skal følge evidensen

I den anden ende af boldbanen står professor Lars Konge, som har speciale i thoraxkirugi og er forskningsleder på simulationscenteret på Rigshospitalet. Han forsker blandt andet i simulationsbaseret træning og certificering af tekniske færdigheder. Lars Konge mener, at man bør sikre lægefaglige kompetencer ved at måle dem.

”Den eneste måde, man kan sikre kompetence hos medarbejdere, er ved at måle kompetencer. Den videnskabelige viden viser, at der er dårlig korrelation mellem, hvor god man reelt er, og hvor god, man tror, at man er, og at man således ikke er i stand til selv at vurdere egne kompetencer på en pålidelig måde. Kompetencevurderinger er heller ikke noget, der kan læses i personalemapper, så med mindre hospitalets ledelser og afdelingsledelser selv står nede og for eksempel ser deres folk lave operationerne, så kan de jo heller ikke vurdere, hvor gode de er," sagde Lars Konge til Sundhedspolitisk Tidsskrift i november 2018.  

På trods af en vis enighed, så mener Jesper Brink Svendsen dog alligevel ikke, at man kan sætte lægens personlige vurdering af egne kompetencer til side, hvis man vil sikre de lægefaglige kompetencer.

Man skal bruge de kompetencemålingsredskaber, der er evidens for – det er jeg jo fuldstændig enig med Lars Konge i, men evidens peger på at bruge de vurderingsredskaber, der lægger op til, at man via en vejledningsplan arbejder med de manglende fagligheder og kundskaber, som eksempelvis bliver talt om ved MUS-samtaler,” siger han.

Hvis man vil sikre de mere personlige, ikke-målbare kompetencer, så skal man være i dialog med sin kliniske vejleder, kolleger og ledelse omkring de svært målelige kompetencer, tilføjer Jesper Brink Svendsen.

”Det er afgørende, at der sker en kulturændring ude på afdelingerne, så det bliver okay at tale om de mere personlige kompetencer og de svære problemstillinger, man kan stå i. Der findes derudover også kompetencemålingsredskaber for nogle af de her områder, som man i samarbejde med sin kliniske vejleder vil kunne bruge,” siger Jesper Brink Svendsen.

Fremadrettet kan vi også overveje, om vi skal blive bedre til at se på de patientrapporterede data og vurdere, hvad patienterne oplever i forhold til de svært målbare kompetencer, foreslår han. 

Fokus på projektlederrolle allerede ved studiestart

I fremtiden skal læger i endnu højere grad varetage en projektlederrolle, end de skal i dag. Det hænger sammen med, at der udvikles ny teknologi, ny medicin, og der vil være flere patienter med flere sygdomme, kaldet multi-morbiditeter.

”For lægerne er det en kerneopgave at kunne udføre projektarbejde. Den del må gerne være noget, der følger de studerede fra starten af studiet. Man bør sætte fokus på mere problemorienteret læring, så de studerende lærer at arbejde med problemløsning i grupper,” siger Jesper Brink Svendsen.

Jesper Brink Svendsen peger på, at mange af de udfordringer vi vil få fremadrettet i fremtidens sundhedsvæsen eksempelvis er svære overgange for patienterne, og så er det vigtigt at have det organisatoriske aspekt med. De studerende kan med fordel komme ud på mange forskellige afdelinger og se, at man kan fejle mange forskellige ting, som bliver set på med forskellige briller alt efter, hvor de er, mener han.

Derfor tænker vi, at man bedst sikrer, at lægerne er rustet til en fremtidig projektlederrolle, hvis man uddanner mange af dem bredt med mange forskellige ophold i mange forskellige specialer og lader dem indgå i forskellige ledelsesprojekter – og opgaver, tilføjer Jesper Brink Svendsen.

DCS laver vejledninger om sektorovergange

Helt ekstraordinært er Dansk Cardiologisk Selskab, DCS, lige nu i gang med at sikre, at der er vejledninger tilgængelige for både hospitalslæger og praktiserende læger, som kan smidiggøre overgangen mellem sektorerne.

Ekspertuddannelse i kardiologi skal styrke kompetencer og mindske risiko for fejl

Mangel på tid og resurser og høje produktions-krav øger risikoen for fejl. For kardiologer og for deres patienter kan det have alvorlige konsekvenser. En gruppe kardiologer har derfor taget initiativ til en formaliseret ekspertuddannelse – i første omgang vil uddannelsen rette sig mod speciallæger i arvelige hjertesygdomme. 

Hjerteforeningen: Ingen tjekker om anbefalinger følges

På hjertekarområdet, såvel som alle andre sygdomsområder, findes der adskillige typer af behandlingsvejledninger, guidelines, forløbsprogrammer, referenceprogrammer osv. Og fælles for dem alle er, at ingen ved, om de bliver implementeret i det danske sundhedsvæsen. For det er der ingen, der holder øje med.

Diskussion på DCS-efterårsmøde: Skal alle have PCSK9-hæmmere?

Et LDL-niveau på under 1.8 mmol/L hos patienter med hjertekarsygdom anses i dag for at være tilstrækkeligt lavt. Med PCSK9-hæmmere vil man dog være i stand til at sænke LDL-kolesterolet til et endnu lavere niveau, end hvad man hidtil har opnået med statiner.

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift

Propatienter