Skip to main content

Flere sager om mulig svindel i lægepraksis er dukket op

På det seneste møde i det såkaldte landssamarbejdsudvalg for almen praksis blev tre sager om overfakturering for skattekroner afgjort.

I en af sagerne har to læger fra en klinik i Svendborg ifølge Politiken nu fået frataget retten til at drive lægepraksis »som følge af deres uretmæssige opkrævninger«. Region Syddanmark har efter sin undersøgelse af lægeklinikkens afregningsmønster vurderet, at de to læger i Svendborg har overfaktureret for potentielt 1,7 mio. kr.

Det fremgår af en aktindsigt, som Politiken undtagelsesvist har fået i referatet fra landssamarbejdsudvalget.

»Der blev fremlagt dokumentation for, at lægen havde afregnet videokonsultationsydelser eller almindelige (fysiske, red.) konsultationer, selv om konsultationerne alene var gennemført på telefon. I nogle tilfælde havde lægen afregnet ydelser, selv om der ikke var fundet konsultationer sted. Lægen erkendte i en mail til regionen, at der var fundet bedrageriske uregelmæssigheder sted, og at det var startet for 3 år siden«, lyder det i referatet.

Forskellen mellem en telefonkonsultation og en fysisk konsultation er 118 kroner.

Ifølge Politikens oplysninger er det et spørgsmål om tid, før sagen overdrages til politiet.

I en anden sag har en klinik fået en advarsel og skal nu tilbagebetale 101.000 kroner. En tredje klinik fik en bod på 10.000 kroner efter forinden at være blevet anmeldt til politiet, der opgav at gå videre med sagen.

Foruden de tre sager har Region Hovedstaden igangværende undersøgelser af ’flere’ klinikker, som har opkrævet ekstraordinært mange skattekroner.

En af granskningerne handler om Charlottenlund Lægehus. Politiken skriver, at en opgørelse over lægehusets faktureringer viser, at det har afregnet for 19 millioner kroner i 2020 – 40 procent mere end en gennemsnitlig klinik i regionen og 37 procent mere end i det lokale lægedækningsområde. På en række af de mere lukrative ydelser har klinikken faktureret væsentlig mere. Eksempelvis er ’Tapning af væskesamling fra større led’, der i hvert tilfælde gav 299 kroner, opkrævet 90 gange, hvilket er 568 procent mere end regionssnittet, og ’Anlæggelse af immobiliserende bandager’ til 100 kroner stykket er opkrævet 753 gange – 670 procent mere end gennemsnittet.

De to ejere af Charlottenlund Lægehus skriver i en mail til Politiken, at deres interne afdækning hidtil har vist, at det er tidligere ansatte speciallæger, som har stået for de mange faktureringer.

Præsenteret for materialet vurderer lektor i sundhedsret ved SDU Kent Kristensen, at sagen kan blive den hidtil største svindelsag om praktiserende læger herhjemme.