Skip to main content

Medicinsk Tidsskrift

-først med nyheder om ny medicin

Strid om lægevagten trak OK-forhandlinger i langdrag

Halvandet år. Så længe tog det Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) at lande den nye overenskomst (OK22), som repræsentantskabet stemmer om den 17. august.

Og det skyldtes ikke kun coronakrisen, pointerer PLO's formand Jørgen Skadborg. 

“At forhandlingerne blev så langstrakte, var primært fordi det ikke lykkedes parterne at lave en national aftale om organiseringen af lægevagten,” siger Jørgen Skadborg, der slår fast, at Danske Regioner afviste at lave en fælles aftale med henvisning til regionernes selvbestemmelse. De penge, der er nødvendige til at lave om på lægevagtsordningen, må regionerne således finde hver for sig. Regionerne har hverken en fælles pulje eller fælles organisering, fælles forpligtelser eller fælles økonomi. 

“PLO gik til forhandlingerne med en ambition om, at det kunne lade sig gøre at indgå en fælles aftale med alle regioner om de moderniseringer, der skal til. Men under forhandlingerne konstaterede vi, at Danske Regioner er nødt til at indgå med hver enkelt region. Derfor ser Danmark ind i en fremtid, hvor lægevagten fortsat er en regional opgave med risiko for betydelige regionale forskelle,” siger Skadborg. 

PLO krævede mindre vagtarbejde

Under de individuelle forhandlinger lå det ham på sinde, at regionerne gik med til at finde løsninger for lægevagten, der medfører, at de praktiserende læger får mindre vagtarbejde. For da antallet af praktiserende læger er faldet markant, kan PLO ikke dække lige så mange konsultationssteder. Det gælder især i Region Sjælland, hvor staben af praktiserende læger siden dengang er dykket med 15 pct. Det gør det svært at imødekomme regionens ønske om, at der geografisk skal være en jævn fordeling lægevagtskonsultationer, hvor også de tyndest befolkede områder har enkelte konsulationer.

“Det, der er vigtigt for mig er, at alle regioner finder frem til løsninger, der medfører mindre vagtarbejde. Og set i lyset af, at Region Sjælland er den region med færrest praksislæger, var det PLO magtpåliggende, at regionen overtog lægevagten fra PLO for, at vi overhovedet kunne indgå en aftale,” siger Jørgen Skadborg.

Han fortæller, at PLO efterfølgende er blevet kritiseret for ikke at have løst lægevagtsproblemerne i Region Midtjylland og Region Syddanmark, der som de to eneste regioner stadig holder fast i den klassiske lægevagtsordning med mange vagtlæge-steder, hvor praktiserende læger har vagter. Men det har ikke kunnet lade sig gøre også at indgå aftaler med de to regioner under de givne vilkår, siger han. 

“Nærhed er ikke mere sikkert”

Jørgen Skadborg synes ellers, at en oplagt løsning ligger lige for, eftersom at Region Nordjylland allerede inden overenskomstforhandlingerne gik i gang reducerede vagtbyrden betragteligt ved at skrue ned for antallet af lægevagt-enheder gennem en centralisering, hvor de praktiserende læger i Region Nordjylland siden marts 2020 bl.a. kun har skullet bemande fem konsultationssteder i stedet for ni - en ændring, som kun i en overgang gav nogle sværdslag mellem læger, borgere og lokalpolitikere. Det er nu afløst af en ordning, som alle set fra hans stol synes at være tilfredse med. Han medgiver, at det giver noget længere transporttid for nogle borgere. Til gengæld har lægevagten flere muskler i de tilfælde, hvor patienten er alvorligt syg.

“Det er at stikke folk blår i øjnene, at det skulle være mere patientsikkert at have lægevagten så tæt på borgeren som muligt, da det i de alvorlige tilfælde alligevel vil være et spørgsmål om, at patienten hurtigst muligt skal videre til hospitalet. I sådanne situationer er det uforsvarligt først at skulle forbi lægevagten,” siger Jørgen Skadborg, der set i det lys synes, at det er ærgerligt, at nogle politikere finder lægevagtens nærhed til borgerne meget vigtig. 

“Særligt her i månederne op til regionsrådsvalget til november er der ikke nogen politikere, der vover at sige, at man skal lukke en lægevagt. Det er den politiske virkelighed. Og sådan er det at drive sundhedsvæsenet, selv om en centralisering i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens anbefalinger uden tvivl ville løfte kvaliteten af lægevagten,” siger han.

Hvilke ordninger, de enkelte regioner vælger, er endnu uvist, for det siger den nye overenskomstaftale ikke noget om. Så godt som sikkert er det til gengæld, at repræsentantskabet siger ja til overenskomstaftalen.  

“Jeg har allerede præsenteret overenskomstresultatet decentralt. Men nu skal man vi fremlægge og drøfte det i fællesskab på det forestående møde. Og min klare forventning er, at repræsentantskabet kommer til at godkende den aftale,” siger Skadborg.

Hvis OK-aftalen godkendes af PLO's repræsentantskab, skal den også til urafstemning blandt PLO's medlemmer. Først da er den endeligt godkendt.