Massivt flertal blandt praksislæger for ny overenskomst
Endelig kan man vel godt sige. Efter halvandet års forhandlinger får de praktiserende læger snart ny overenskomst, som varer i tre år. Landets praktiserende læger har nemlig sagt et rungende ja til den nye overenskomst, som træder i kraft 1. januar 2022.
Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) og Praktiserende Lægers Organisation (PLO) indgik den 19. juni 2021 en treårig forhandlingsaftale om vilkårene i almen praksis, og 17. august godkendte repræsentantskabet i PLOe aftalen og sendte den til urafstemning blandt de PLO-medlemmer, der har et ydernummer. 3.246 var stemmeberettigede, og den samlede stemmeprocent var på 66,5 pct.
Resultatet blev, at 77,2 pct. stemte for forhandlingsaftalen, mens 16,4 pct. stemte imod. 6,3 pct. stemte hverken for eller imod.
PLO's formand Jørgen Skadborg har tidligere fortalt, at forhandlingerne blev så langstrakte, primært fordi det ikke lykkedes parterne at lave en national aftale om organiseringen af lægevagten. De penge, der er nødvendige til at lave om på lægevagtsordningen, må regionerne således finde hver for sig. Regionerne har hverken en fælles pulje eller fælles organisering, fælles forpligtelser eller fælles økonomi.
“PLO gik til forhandlingerne med en ambition om, at det kunne lade sig gøre at indgå en fælles aftale med alle regioner om de moderniseringer, der skal til. Men under forhandlingerne konstaterede vi, at Danske Regioner er nødt til at indgå med hver enkelt region. Derfor ser Danmark ind i en fremtid, hvor lægevagten fortsat er en regional opgave med risiko for betydelige regionale forskelle,” sagde Jørgen Skadborg i august til Sundhedspolitisk Tidsskrift.
Den nye overenskomst indeholder et betydeligt fokus på ulighed i sundhed, sektorovergange, trivsel, faglig udvikling og fastholdelse af ældre læger. Der følger i alt 349 mio. kroner med, som skal bruges til målrettede indsatser på de prioriterede områder.
