Læge og patient vurderer sygdom meget forskelligt
Praktiserende læger bør tage mere end et måleredskab i brug, når de skal vurdere sværhedsgraden af atopisk eksem, mener amerikansk dermatolog.
Praktiserende læger og patienter med atopisk eksem vurderer i en del tilfælde sygdommens symptomer og deres sværhedsgrad væsentligt forskelligt. I de fleste tilfælde, hvor der er forskel på lægens og patientens opfattelse, vurderer lægen sygdommen som mere alvorlig end patienten, men i hver tredje tilfælde er det omvendt, og der kan være god grund til, at lægerne tager flere vurderingsværktøjer i brug for at blive bedre til at vurdere den reelle sygdomsbyrde, fortalte dermatolog ved University of Pennsylvania Perelman School of Medicine Chiesa Fuxench ved sympositet Revolutionizing Atopic Dermatitis i december.
“Forskellen i opfattelsen har potentielle implikationer, der kan føre til enten over- eller undervurdering af sygdomsbyrden, og det kan påvirke vores behandling af AD-patienterne," sagde hun.
Chiesa Fuxench refererede i sin præsentation til en tværsnitsundersøgelse af 678 patienter med AD, hvor der dels er er indhentet selvrapporterede vurderinger af sværhedsgrad fra patienter og dels vurderinger fra læger, baseret på komponenter fra EASI-skalaen. I undersøgelsen er der overensstemmelse mellem lægens og patientens vurderinger i 68 procent af tilfældene, men i 32 procent af tilfældene vurderer læge og patient sygdommens sværhedsgrad forskelligt. I 11 procent af tilfældene rapporterede patienterne en højere sværhedsgrad af sygdommen end lægerne, mens patienterne i 21 procent af tilfældene rapporterede mildere sygdomsgrad end lægerne.
Tværsnitsundersøgelsen viste desuden, at bevidstheden om og brugen af kliniske og patientrapporterede værktøjer til at vurdere sværhedsgraden af AD-sygdommen blandt læger i almen praksis var lav. På den baggrund vurderede Chiesa Fuxench i sit oplæg, at
"Der er formentlig behov for, at vi bruger mere end ét måleværktøj, når vi forsøger at vurdere belastningen ved AD,” sagde hun.
Måleredskaber til AD
- EASI (Eczema Area and Severity Index),anvendes til at vurdere sværhedsgrad
- SCORAD (SCORing Atopic Dermatitis) anvendes til at vurdere sværhedsgrad
- POEM (Patient-Oriented Eczema Measure) anvendes til at vurdere sværhedsgrad
- DLQI (Dermatology Life Quality Index) måler livskvaliteten
- Pruritus Numerical Rating Scale (Pruritus-NRS) måler graden af kløe
- Three-Item Severity Scale (TIS) samt Validated Investigator Global Assessment (v-IGA) anvendes til at vurdere forskellige mål i forhold til intensiteten af udslættet
