Skip to main content

Laveste antal handler med praksis i 7 år

Kun 228 handler med lægepraksis blev der foretaget i 2021. Det er det laveste antal handler siden 2014.

Det fremgår af PLO´s analyse om goodwill i almen praksis. 

Af goodwill-analysen for 2021 kan man også læse, at der siden 2012 er sket en stigning i andelen af handler med kompagniskabspraksis, mens der ses et tilsvarende fald i handler med delepraksis. Andelen af handler med solopraksis er svagt faldende hen over perioden. Af de 228 handler i 2021 var de 61 procent kompagniskabspraksis, 10 procent delepraksis og 29 procent solopraksis. 

Andelen af praksishandler uden goodwill (nul-handler) er steget fra at udgøre 14 pct. i 2012 til at tegne sig for 21 pct. af alle handler i 2021. Mens andelen af praksis, der lukkes uden en handel, ligger på den laveste andel de seneste 10 år. Kun to procent blev i 2021 lukket uden handel, hvor det tilsvarende tal i f.eks. 2018 var på 13 procent

Den gennemsnitlige goodwillprocent har siden 2019 ligget stabilt omkring de 50 pct., efter den ellers har været faldende fra 2012 og frem til 2019.

Det er Region Midtjylland, der har den klart højeste gennemsnitlige goodwillprocent, nemlig 68,4, mens goodwill-procenten er lavest i Region Sjælland, nemlig 42,5 pct. For andet år i træk er den gennemsnitlige goodwillprocent i Region Nordjylland steget.

De praktiserende læger har kollegialt fastsat et loft for den pris, som en praksis kan handles til. Loftet betyder, at praktiserende læger maksimalt kan købe og sælge praksis til en pris beregnet som gennemsnittet af de tre sidste års omsætning tillagt 36 pct.