Skip to main content

PLO-Midtjylland ønsker mere trivsel og frivillighed

PLO-Midtjylland ønsker en modernisering af lægevagten, hvis samarbejdet med Region Midtjylland skal bestå. På denne måde adskiller de sig ikke fra deres kolleger sydpå.

”Trivsel og frivillighed er i højsædet,” siger Henrik Idriss Kise, der er formand for PLO-Midtjylland - ”og således kommer spørgsmål om økonomi i kølvandet."

I den kommende måned begynder de decentrale forhandlinger om en modernisering af lægevagten i både Region Nordjylland, Midtjylland og Syddanmark.

Henrik Idriss Kise vurderer dog ikke, at det i Region Midtjylland vil komme til en opsigelse af samarbejdet, som det lige er sket i Region Syddanmark.

”Vi har en platform, som vi kan bygge videre på. Men sikkert er det, at Lægevagten som den er i dag, ikke er holdbar”, tilføjer han.

Praksislægen fra Sorring har på sine kollegers vegne bedt om, at der foreligger en handlingsplan inden sommerferien. Det er en ”stram tidsplan”, erkender han, da han pointerer, at regionen er grundig og seriøs i sit arbejde med at involvere alle nødvendige udvalg og parter. Det får dog ikke Henrik Idriss Kise til at ryste på hånden. ”Mine kolleger har ventet længe og arbejdet på en udvikling i mindst tre-fire år,” siger han.

I Region Midtjylland er der planlagt en workshop om modernisering af lægevagten 31. marts. Den skal være første skridt hen imod en handlingsplan. Ud over frivillighed, trivsel og økonomi er praksislægernes nattevagter et oplagt sted at tage fat i en modernisering, mener Henrik Idriss Kise.

”Nattevagten er ret central. Er der andre måder, vi kan passe befolkningen fagligt forsvarligt om natten? Der er lige nu seks kørende læger, som kører rundt i en taxa hver nat. Det er måske ikke den rette måde at bruge deres tid på.” De mange kørende læger skyldes, at regionen får stadigt flere ældre borgere, der lever længere, men som har behov for at blive set i eget hjem og ikke kan transporteres til et sygehus, uden at det vil medføre forværring af deres sygdom.

Henrik Idriss Kise slår et slag for flere virtuelle løsninger, mere præhospital og mere samspil med kommunale sundhedstilbud i fremtiden. “Mange af de besøg, som vi laver, er jo på plejehjem, hvor der i forvejen er personale, så her burde man kunne lave nogle virtuelle løsninger,” vurderer han.

Skæve honorarer

Også honoreringen er skæv, påpeger den lokale PLO-formand.

”Skal vi køre ud, skal der en anden honorering til. Nattevagter, juleaften og nytårsaften er p.t. dårligere betalt end en helt almindelig arbejdsdag. Alle overenskomstforhandlinger har været i nationalt regi og udelukkende haft fokus på hverdagstaksterne. Jeg kan faktisk ikke huske, hvornår der sidst har været fokus på lægevagten. Det har givet nogle overenskomstmæssige skævheder, vi skal kigge på. Et stort mål for os er et meget mindre forbrug af speciallægers tid i døgnet. Så hvor ser vi flest patienter? Det er ikke i en taxa,” siger Henrik Idriss Kise.

Vagtordningen i Region Midtjylland er en visitationsvagtordning beliggende i Holstebro og Aarhus, hedder det i aftalen fra 2006. Konsultationssteder er placeret i Horsens, Aarhus, Randers, Viborg, Skive, Silkeborg, Herning og Holstebro. Derudover er der ifølge aftalen mulighed for at benytte konsultationer i Tarm, Ringkøbing, Lemvig og Grenå. I Ringkøbing har man måttet lukke konsultationen, da der var brug for ekstra hænder på akutklinikken i Herning. Håbet er, at man kan genåbne 1. april. Det har vakt forargelse blandt politikerne i Region Syddanmark, at over halvdelen af konsultationsstederne i den region er lukkede uden tegn på genåbning i et samfund, der ellers er ved at komme til sig selv efter coronakrisen. I Region Midtjylland er de fysiske vagtlægekonsultationer et mindre springende punkt ifølge PLO-lokalformanden.

”Vi taler ikke så meget om konsultationssteder hos os, for vi har ikke så mange som i Region Syddanmark, den rationalisering har vi lavet for længe siden,” siger Henrik Idriss Kise.

En modernisering af lægevagten handler ikke kun om kroner, øre og vagtplanlægning. Den bør også være led i en hel nytænkning af forholdet mellem borger og sundhedsvæsen, mener Henrik Idriss Kise.

”Vi er nødt til at bevæge os fra servicegrader til tryghedsgrader. Man skal føle sig tryg, men lægevagten skal ikke være en udvidet dagstid,” siger Henrik Idriss Kise og nævner borgeroplysning som en vej frem. ”Borgeren kontakter det sted, som er let tilgængeligt, så vi er nødt til at kigge på alle ugens dage både dag og nat: For lægerne får mere og mere at lave i dagstimerne. Hvordan laver vi et system, der hænger sammen? Der har vi også behov for politikerne til at give deres besyv med,” siger Henrik Idriss Kise.

Region Midtjylland: Dialog forud for forhandlinger

Regionsrådspolitiker Else Søjmark (Soc.) var 8. marts til et møde med Udvalg for nære sundhedstilbud, hvor hun sidder som formand. Samme dag fanger Medicinsk Tidsskrift hende på telefonen i sin bil mellem Viborg og Randers. ”Vi har lige haft et godt møde og bl.a. drøftet politisk involvering i modernisering af lægevagten,” indleder hun.

Medicinsk Tidsskrift: Lægerne klager over skæve honorarer og for meget taxakørsel om natten. Kan I hjælpe dem?

”Det har jeg ikke rigtig nogen kommentarer til, forud for at de egentlige forhandlinger går i gang til sommer. Velvidende, at det er vigtigt, at vi har et godt samarbejde om at få nogle fælles løsninger op at stå. Som udgangspunkt har vi et virkelig godt samarbejde, og der er et fælles ønske om, at PLO skal drive lægevagten. Med knappe sundhedsfaglige ressourcer og mange akutte patienter skal vi samarbejde på tværs og have en dialog om nye måder at gøre det på,” siger Else Søjmark, der også fremhæver workshoppen mellem bl.a. region, PLO og kommuner 31. marts.

Men bliver der flere penge til lægernes nattevagter?

”Det kan jeg ikke svare på på det her tidspunkt, det hører hjemme i forhandlingsprocessen. Og det skal ikke kun handle om penge. Hvordan kan man f.eks. taget trykket af ventetiderne og sikre den rette og trygge visitering af patienterne? Vi har et fælles ønske om, at PLO driver lægevagten, og der er velvilje til at finde løsninger. Det fundament er vigtigt, inden man går i gang med de egentlige forhandlinger,” siger Else Søjmark. 

Fakta

I oktober 2022 skal der forhandles om en reform af lægevagten i alle vestdanske regioner som del af en ny overenskomst.

I østdanske regioner er funktionen hjemtaget, hvorfor man i f.eks. Region Hovedstaden ringer til 1813 i stedet for til en vagtlæge.

Første orienteringsmøde, der skal bane vejen for en ny lægevagtaftale, mellem PLO-M, kommunale repræsentanter og regionsrådet er afholdt allerede i oktober måned 2021. 31. marts afholder regionen en workshop, der skal være det første væsentlige skridt mod en reform

I hensigtserklæringen fra 2007 er følgende servicemål aftalt:

  • 90 procent af alle opkald skal besvares inden 5 minutter
  • 90 procent af alle konsultationer skal være påbegyndt senest en time efter ankomst til konsultationslokalet -
  • 90 procent af alle hjemmebesøg skal være påbegyndt maksimalt tre timer efter, at opkaldet til Lægevagten er foretaget

PLO-Midtjylland kan ifølge dem selv overholde servicemålene, hvad konsultationer og hjemmebesøg angår. Når det kommer til at besvare telefonopkald inden for fem minutter, ser sagen dog anderledes ud. I 2021 var det kun lidt under 20 procent af opkald, hvor der kom hul igennem til en læge efter fem minutter