Skip to main content

Aldrig før er så mange blevet vaccineret mod influenza i almen praksis

1,7 mio. danskere fik en influenzavaccination i vaccinationssæsonen 2021/22. Det er en eksplosiv stigning siden tiden før covid-19, hvor kun ca. halvt så mange blev vaccineret.

Den stigende tilslutning til influenzavaccinationen blandt de 1,4 millioner i risikogrupperne har også betydet mere travlhed i almen praksis med vaccinationsindsatsen, for to ud af tre vaccinerede personer i risikogrupperne (910.000 personer), fik deres stik i almen praksis. Blandt borgere på +80 var det tre ud af fire.

I næsten alle landets 1.650 lægepraksis er der givet influenzavaccinationer, og i gennemsnit har hver klinik vaccineret flere end 500 patienter i risikogrupperne i indeværende sæson.

Det fremgår af en ny PLO Analyse, hvor man også kan læse, at 78 procent af de 65+årige blev vaccineret mod influenza i 2021/2022-sæsonen. Det er den højeste andel nogensinde, og dermed blev WHO’s anbefaling om flere end 75 procent af alle 65+årige opnået for blot anden gang (første gang var sæsonen før).

Blandt den nye målgruppe, to-seks-årige børn, var almen praksis de første, der vaccinerede i vaccinationssæsonen. I slutningen af november blev der åbnet for, at apotekerne også kunne tilbyde vaccinationen, men 99 procent af de ca. 109.000 børn fra målgruppen, som har fået vaccinen, blev vaccineret i almen praksis.

I influenzasæsonen 2022/23 overgår ansvaret for at vaccinere til regionerne, som dog kan vælge at benytte andre aktører, herunder praktiserende læger. PLO anbefaler, bl.a. på baggrund af analysen, at der for målgruppen for den gratis vaccination fortsat er tilbud om at blive vaccineret hos egen læge.