
"De nye læger skal ud i hele regionen og arbejde. Det var udgangspunktet: At man kan få et godt læge- og arbejdsliv herovre. Uddannelsen er kommet på finansloven i en medvind af politisk velvilje," siger klinisk professor, overlæge Torben Knudsen.
Ny kandidatuddannelse i Esbjerg skal afhjælpe lægemanglen i Syddanmark
En kliniknær kandidatuddannelse skal skaffe flere praksislæger til Region Syddanmarks tyndt befolkede områder i fremtiden. Et særligt fokusområde bliver robusthed, der skal sikre, at morgendagens læger ikke bliver udbrændt.
Til efteråret 2022 begynder 30 nye kandidatstuderende uddannelsen til læge i nybyggede rammer på sygehuset i Esbjerg. Undervisningsplan og eksaminer er identisk med uddannelsen i Odense, der er en slags moderskib for den mindre filial i det vestjyske.
"De nye læger skal ud i hele regionen og arbejde. Det var udgangspunktet: At man kan få et godt læge- og arbejdsliv herovre. Uddannelsen er kommet på finansloven i en medvind af politisk velvilje," siger klinisk professor, overlæge Torben Knudsen. Han er koordinerende forskningsleder på Sydvestjysk Sygehus og centralt involvereret i planlægningen af den nye kandidatuddannelse, der skal supplere læger til både almen praksis, sygehusene og psykiatrien.
Og området trænger til læger. Billund, Fanø, Varde, Vejen, Aabenraa og Sønderborg (Nordenborg) blev i marts 2022 udpeget af PLO-Syddanmark som områder, hvor lægedækningen halter.
"Det er ikke antallet af læger, der er et problem, men fordelingen af dem, de klumper sammen," siger Torben Knudsen.
Begejstrer PLO
Den lokale gren af PLO jubler over kandidatuddannelsen.
"Det, at der nu uddannes læger i Esbjerg, vil få stor positiv betydning for lægedækningen overalt i Syd- og Sønderjylland. Ikke mindst fordi der på den nye uddannelse kommer et særligt fokus på at uddanne praktiserende læger," skriver den lokale PLO-formand Birgitte Ries Møller i et debatindlæg bragt i Jyske Vestkysten.
Og på Sydvestjysk Sygehus er Torben Knudsen overbevist om, at den nye uddannelse er godt nyt for de læger, der savner kolleger i det sydvestjyske.
"Aalborg Universitet startede en lægeuddannelse med stor succes," siger forskningslederen. "Og den nye uddannelse har gjort det nemmere at rekruttere i Nordjylland," tilføjer han.
Derfor anfægter det heller ikke Torben Knudsen, når man minder ham om, at Esbjerg ikke har det samme akademiske ry som de større byer.
"Fordomme står for fald," fastslår han. "Aalborg kæmpede med de samme fordomme og gjorde dem til skamme med det samme," siger den specialeansvarlige, forskningsaktive overlæge, dr.med. og ph.d. fra Esbjerg.
Robusthed på uddannelsesplanen
Som noget nyt i Danmark bliver 'compassion' introduceret systematisk som et læringsområde i den nye kandidatuddannelse. Overlæge Lone B. Svenningsen fra Sydvestjysk Sygehus har taget et certifikat inden for området og skal undervise de kandidatstuderende og give dem værktøjer, der også er taget i brug på medicinske uddannelsesinstitutioner som Stanford og Harvard. Med 'compassion' lærer man at være nærværende og empatisk både over for patienterne, men også over for sig selv og sine kolleger. Her gives redskaber til at bevare roen i en travl hverdag.
Torben Knudsen understreger, at området hviler på evidens og vurderer, at et proaktivt fokus på denne del af lægelivet kan afhjælpe de problemer med udbrændthed, stress og fatigue, der plager mange dele af sundhedsvæsnet, ikke mindst inden for almen praksis.
"Compassion øger din egen trivsel og arbejdsglæde. Og dermed patientens behandling," som det er formuleret i en af de videofilm, den nye uddannelse har lagt op på sygehusets hjemmeside som reklamefremstød rettet mod unge medicinstuderende.
Mere praksis, også almen
Også på andre punkter adskiller den nye kandidatuddannelse sig fra sine konkurrenter.
Man uddanner traditionelt læger ved at udsætte dem for en masse teori, men meget lidt praksis, reflekterer Torben Knudsen, der selv er mave-tarm-læge med inflammatorisk tarmsygdom som et af sine specialer.
"Vi vil gerne under studiet eksponere studerende for 40 års lægeliv. Derfor bliver vores uddannelse meget tættere på klinikken, med 96 formiddage på en afdeling i løbet af kandidatuddannelsen. De kandidatstuderende får også fire uger i almen praksis, hvilket er det dobbelte af, hvad man får andre steder," fortæller Torben Knudsen, der også fremhæver den nye forskningsenhed for almen praksis, som er startet op i Esbjerg.
Undervisningen bliver leveret af forskningsaktive læger fra Sygehus Lillebælt, Sygehus Sønderjylland, Sydvestjysk sygehus, psykiatrien i Region Syddanmark og almen praksis.
"Vi kan lave den her uddannelse, fordi vi har tilstrækkelige akademiske muskler, derudover kan vi på enkelte områder også tilknytte undervisere fra Odense, når det er nødvendigt" siger Torben Knudsen.
Undervisningen bliver mere intim end i Odense, med 30 per hold er der ifølge de uddannelsesansvarlige mulighed for en dialog, der ikke er lige så nem at skabe, når der sidder omtrent 100 studerende til en forelæsning. Ny teknologi, herunder virtual reality, er også et område, som vestjyderne vil slå på for at tiltrække studerende.
De 22 første studerende har p.t. søgt uddannelsen som førsteprioritet, og mange bachelorstuderende har været på besøg i det nye studiemiljø med en helt ny såkaldt 'vidensetage', der som et synligt billede på den akademiske overbygning er ved at blive bygget på Sydvestjysk Sygehus.
"Vi håber og regner med at få fuldt hus," siger Torben Knudsen.
