Skip to main content

Seponeringslisten skal opdateres

Indsatser for Rationel Farmakoterapi i Sundhedsstyrelsen har sendt en opdateret version af Seponeringslisten i høring.

Seponeringslisten er et beslutningsstøtteværktøj til medicingennemgang, som er målrettet læger og andre sundhedsfaglige personer.

Seponeringslisten kan bruges som hjælp, når for eksempel praktiserende læger overvejer, om specifik medicinsk behandling af deres patienter skal fortsætte eller ophøre. Seponeringslisten samler og videregiver nationale lægemiddelanbefalinger, som er udarbejdet af lægevidenskabelige selskaber, danske myndigheder og andre danske organisationer, på en let og overskuelig måde.

”Ved dette års opdatering vil jeg fremhæve, at vi har tilføjet seponeringsbudskaber for betablokkere, hormonal kontraception og hormonbehandling i overgangsalderen. Derudover lægger vi også op til en mere farverig udgave, der synligt adskiller lægemiddelkategorierne ved hjælp af farver”, siger formand for arbejdsgruppen Simon Tarp fra Sundhedsstyrelsen.

Seponeringslisten er udarbejdet af Indsatser for Rationel Farmakoterapi (IRF) i Sundhedsstyrelsen i samarbejde med repræsentanter fra Dansk Selskab for Almen Medicin, Forskningsenheden for almen praksis, Dansk Selskab for Geriatri, Dansk Selskab for Klinisk Farmakologi, Dansk Selskab for Multisygdom og Polyfarmaci, Odense Deprescribing Initiative og regionerne.

Anbefalingerne er i høring frem til mandag den 29. august 2022 via Høringsportalen.

Om opdateringen

Der er bl.a. følgende ændringer i den nye version af Seponeringslisten:

  • Seponeringsbudskab for betablokkere er tilføjet
  • Afsnit om overvej seponering af statiner er opdateret
  • Seponeringsbudskab for hormonal kontraception er tilføjet
  • Seponeringsbudskab for hormonbehandling i overgangsalderen er tilføjet
  • Under opioider er der tilføjet noter om omsætning af kodein og tramadol, samt justering af laksanti
  • Benzodiazepiner og benzodiazepinlignende midler er slået sammen
  • I online versionen af Seponeringslisten tilføjes to nye afsnit: Ønsker til nationale lægemiddelanbefalinger og Seponeringsbudskaber under udarbejdelse