Skip to main content


Første praktiserende læge fra Aalborg Universitet starter praksis i Thisted

Nu bliver den første speciallæge i almen medicin fra Aalborg Universitet færdiguddannet. Og han slår sig ned i landsdelen.

Siden medicinstudiet kom til Aalborg for 12 år siden, har håbet været, at uddannelsen kan være med til at tiltrække og fastholde læger i hele regionen. Nu bliver den første speciallæge i almen medicin fra Aalborg Universitet færdiguddannet, og han bidrager til håbet ved at slå sig ned som praktiserende læge i regionen.

"Jeg bor lokalt, uddanner mig lokalt og ønsker også at arbejde lokalt. Derfor åbner jeg nu en klinik i Thisted," siger 38-årige Morten Falshøj Pedersen. Sammen med Søren Kæseler Andersen åbnede han 1. september´Lægerne Bølgen´ i Behandlerhuset Dokken i Thisted. De to læger driver klinikken som en kompagniskabspraksis. 

Under sin speciallægeuddannelse var Morten Falshøj Pedersen i en et-årig introstilling i Thy, og det var her, han fik øjnene op for området.

"Jeg har fået et godt sammenhold med de andre yngre læger, og det har givet mig nogle gode kolleger og et godt netværk i området. Og lige så vigtigt så går jeg godt i spænd med thyboerne og deres rolige sind, så jeg synes, jeg passer godt ind som familielæge i området. Jeg sætter stor pris på, at mit uddannelsesforløb har været med til at præge mig i den retning," lyder det fra Morten Falshøj Pedersen, der bor på Mors.

Morten Falshøj Pedersens beslutning om at blive i Thisted skaber glæde på universitetet og i regionen.

"Det viser, at vores regionale lægeuddannelse har utrolig stor betydning for, at vi fremadrettet kan få de praktiserende læger, vi har brug for i Nordjylland," siger Lars Hvilsted Rasmussen, dekan på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet som medicinuddannelsen hører under. Han fortsætter:

"Fra universitetets side har vi et meget tæt samarbejde med almen praksis i Nordjylland, hvor de medicinstuderende tilbringer perioder under uddannelsen. Efter min overbevisning øger det sandsynligheden for, at vores studerende vælger at slå sig ned regionalt, når de allerede har opbygget et netværk til kollegaer såvel som patienter."

Og der er behov for, at flere bliver lokalt. Lige nu driver regionen nemlig seks såkaldte regionsklinikker og har en privat aktør til at drive fire udbudsklinikker, fordi der aktuelt ikke er nogen praktiserende læger, der er interesseret i at drive klinik i de pågældende områder. Det er regionens førsteprioritet, at de enkelte klinikker er ejet af praktiserende læger, der driver klinikken i henhold til overenskomsten.

Da medicinuddannelsen på Aalborg Universitet blev oprettet i 2010, var der 50 studiepladser. I dag er der 179 studiepladser. Indtil videre er i alt 391 studerende blevet færdige som kandidat i medicin fra universitetet.