Forhandlinger brudt sammen: Konflikt mellem region og læger ender i retten
Region Syddanmark og Praktiserende Lægers Organisation (PLO) har siden foråret forhandlet om en moderniseret aftale for lægevagten i Region Syddanmark. Men parterne kan ikke blive enige, og forhandlingerne er brudt sammen.
Selvom forhandlingerne i Region Syddanmark er brudt sammen, forsikrer PLO og Region Syddanmark dog, at de praktiserende læger foreløbig fortsat driver lægevagten videre, og at ingen borgere skal frygte, at der ikke er hjælp at hente.
Parterne har forhandlet siden foråret, hvor PLO i regionen til sidst opsagde den gamle aftale pr. 1. oktober 2022. Region Syddanmark og PLO-Syddanmark var dog enige om at forhandle videre i bestræbelserne på at nå i mål med en aftale.
At forhandlingerne nu er brudt sammen betyder, at bemandingen af fremtidens lægevagt i Syddanmark fortsat er uafklaret. Den tidligere aftale mellem PLO-Syddanmark og Region Syddanmark indebar bemanding af i alt 21 konsultationssteder. Men siden 2020 har PLO-Syddanmark egenhændigt lukket 11 konsultationer, så der har været lægevagtskonsultation 10 steder i regionen. Det besluttede PLO med henvisning til coronaepidemien og mangel på læger.
PLO meldte så i slutningen af september i år ud, at organisationen ønskede at nedlukke 14 lægevagtkonsultationer i Region Syddanmark permanent og i stedet samle vagtlægerne på syv lokationer i byerne Esbjerg, Aabenraa, Sønderborg, Kolding, Vejle, Svendborg og Odense, såfremt det ikke lykkedes at indgå i en ny aftale med regionen. Lægernes ønske om færre konsultationssteder bunder i, at PLO har svært ved at rekruttere nok læger til at passe lægevagt-arbejdet.
”Den nuværende lægevagtsaftale er 15 år gammel og stammer fra en tid, hvor arbejdsbelastningen for praktiserende læger var langt mindre, og strukturen i sundhedsvæsenet var helt anderledes. Vi kan ikke i al evighed fortsætte med at køre uændret videre,” har formanden for PLO-Syddanmark, Birgitte Ries Møller, tidligere forklaret.
Lægerne har også argumenteret med, at der ved årsskiftet trådte en ny overenskomst om almen praksis mellem de praktiserende læger og Danske Regioner i kraft, og en del af den aftale er, at parterne skulle forhandle om at modernisere lægevagten i Region Syddanmark, Region Midtjylland og Region Nordjylland, hvor det er læger, som bemander lægevagten. PLO har gjort klart, at man ønsker at samle lægevagtens konsultationslokaler i tilknytning til akutsygehusene i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens faglige anbefalinger.
"Det er ærgerligt, at regionen har ønsket at afbryde forhandlingerne. Jeg mener, at vi har nærmet os hinanden, og jeg tror bestemt, det er muligt at lande en aftale om lægevagten. Så jeg håber, at vi kan vende tilbage til forhandlingsbordet snarest muligt. Det er afgørende for patienternes mulighed for at komme hurtigt igennem til lægevagten, at vi kan indgå en aftale, der reducerer arbejdsbelastningen for den enkelte læge, der i langt de fleste tilfælde skal dække lægevagten som ekstraarbejde udover hverdagen i sin egen klinik," siger Birgitte Ries Møller, i en pressemeddelelse.
I Region Syddanmark er der ifølge regionen pt. omkring 800 praktiserende læger. Derudover er der ca. 360 læger, som ikke har en praksis, men som også indgår i betjeningen af lægevagten.
Med nedlukningen af lægevagts-konsultationssteder lever regionen ikke op til sit eget servicemål om, at borgerne højest skal have 30 kilometer til et fysisk besøg hos en vagtlæge. Politikerne i Region Syddanmark har derfor også reageret skarpt på, at de 21 konsultationer ikke er blevet genåbnet.
Efter forhandlingernes sammenbrud er regionens servicemål heller ikke længere gældende i forhold til, hvor lang ventetiden må være i telefonen, og hvor lang ventetiden må være, hvis borgerne skal have en konsultation eller lægebesøg.
Voldgiftssag
Region Syddanmark vil nu gå rettens vej via en voldgiftssag for at afklare, hvorvidt man juridisk har mulighed for at pålægge PLO at organisere lægevagt-arbejdet på den måde, som regionen ønsker det.
Over for Vejle Amts Folkeblad bekræfter Bo Libergren (V), formand for Region Syddanmarks Udvalg for Det Nære Sundhedsvæsen og chefforhandler for regionen, at sagen ender i en voldgiftssag. Regionen holder nemlig fast på, at det er dem og ikke lægerne, som har ret til at bestemme, hvordan vagtlægerne skal organiseres.
Derudover vil regionen fratage PLO et tilskud på fem millioner kroner, som lægeorganisationen får i driftstilskud til lægevagtsekretariatet.
"Vi skal stå på mål for, at vi har en lokalt forankret vagtlægeordning, som giver patienterne mulighed for hjælp til pludselig opstået eller forværret sygdom, hvad enten det kan håndteres telefonisk, på video eller ved, at lægen tilser patienten. Vi har været indstillet på, at gøre det mere attraktivt for lægerne at tage vagter, og vi har forsøgt at finde kompromiser i forhold til nogle af de øvrige krav, som PLO-Syddanmark er kommet med. Vi har kort sagt været villige til at se på en lang række løsninger, men vi må konstatere, at vi er for langt væk fra hinanden i forhold til, hvad vi hver især mener, vi kan byde borgerne," siger Bo Libergren.
"Vi har nu i lang tid nødtvunget accepteret, at PLO-Syddanmark har leveret en lægevagtsordning, der ikke lever op til aftalen, som vi har indgået med dem, men nu hvor forhandlingerne er strandet, må vi sætte foden ned og skrue bissen på. De praktiserende læger har fortsat en forpligtigelse i forhold til at bemande lægevagten, da det er en del af den nationale overenskomst, der er indgået mellem PLO og Danske Regioner. Ifølge overenskomsten er det regionen, der tilrettelægger lægevagten, mens de praktiserende læger bemander den. Og med udsigten til, at PLO-Syddanmark nu egenrådigt beslutter, hvordan lægevagten skal se ud, så bryder de overenskomsten," siger Bo Libergren.
Professor: Kan betyde, at regionen selv må overtage driften
Professor i sundhedsøkonomi ved Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd (VIVE), Jakob Kjellberg, havde i første omgang troet, at parterne kunne nå frem til en aftale, siger han til TVsyd.
"Parterne har stået langt fra hinanden, men jeg havde alligevel troet, at man kunne finde en fælles vej," siger han til TVsyd.
Alligevel er det ikke overraskende for ham, for det kan være tegn på, at Region Syddanmark kan blive en del af en tendens, som man ser i andre regioner, hvis ikke parterne kommer tilbage til forhandlingsbordet.
"Det er den vej udvikling går, hvor regionerne hjemtager opgaven med lægevagterne, så de selv står for driften i stedet for, at PLO gør det. Så i den forstand er det ikke overraskende," siger Jakob Kjellberg.
