Fem læger: Det tager vi med hjem fra Lægedage 2022
LÆGEDAGE: Ny viden om alt fra hjertesygdom til arbejdsmedicin. Nye apps og nye apparater til praksissen derhjemme. Fem læger fortæller om deres udbytte af årets store almen praksis-konference.

Laura Bjerring, praktiserende læge, Nørrebro, København
”Det er dejligt at være tilbage. Jeg har deltaget en del år og får altid meget ud af det. I pausen lige nu skal jeg ned på udstillingen og kigge på et apparat, der kan måle langtidsblodsukker i min praksis. Det er rart at kunne tale med dem, der sælger de ting og få dem demonstreret. Det er mere face to face end bare at kigge i et katalog. ”

Camilla Fabricius, speciallæge i almen medicin, ansat i retspsykiatrien i Middelfart
”Jeg var til et meganørdet kursus om B12. Det er en problematik, jeg ofte møder med mine patienter i retspsykiatrien, der har alt muligt diætbetinget og forskellige mangler. Det synes jeg var rigtig godt. Det var ikke for overfladisk, og det synes jeg, var rart, med et nørdet foredrag.”

Christian Buus, uddannelseslæge hos Læge Charlotte Magnus, Aarhus
”Jeg var inde og høre om hudsygdomme. Der var meget interaktion og inddragelse af kursisterne, så vi kunne ikke bare sidde og kigge ned i vores telefon. Det var en fed undervisningsform. Han introducerede også en app kaldet Dermloop, som lød megasmart, og som jeg var inde og hente bagefter. Den skal jeg helt sikkert hjem og bruge tid på.”

Hans Henrik Kaae, sololæge, Sejerø
”Det mest brugbare har været kurserne om hjertesygdomme, et om iskæmisk hjertesygdom og et om hjertesvigt. Der var meget ny viden. Kurserne er på et højt niveau, men det er en lille smule anstrengende at være her hele ugen. Det er lange dage.”

Amneh Hawwa, sololæge, Tingbjerg
”Jeg har lige været til kurset ’Syg eller rask – kan patienten fortsat arbejde?’. Det gav mig en god indsigt i, hvilke lidelser hos mine patienter der kan være arbejdsbetingede, og hvornår jeg kan henvise dem til en arbejdsmedicinsk klinik. Jeg har også mange patienter, der henvender sig med ønsket om en sygemelding af socialmedicinske årsager, typisk 10-15 om ugen. Ikke alle af de patienter er i arbejde, men en del af dem er. Her er det rigtig godt at kende til lovgivningen, som udvikler sig hele tiden. Jeg arbejder i et meget socialt udsat område, så i min praksis er der et ekstra behov for kendskab til de her spørgsmål.”
