Skip to main content


Tre stik: COVID-19, influenza og pneumokokker på én gang

De forgangne år med vaccinationer mod COVID-19 har givet en god praksis i forhold til den anbefalede injektionsteknik. Men at give tre vacciner på én gang bør få ekstra opmærksomhed.

Når man spørger Statens Serum Institut, hvad status er for den anbefalede injektionsteknik ved efterårets vaccinationsindsats i Danmark, er svaret, at alt er som før. Dog er der ét enkelt opmærksomhedspunkt, og det er, at der kan gives op til tre vaccinationer på én gang. Samtidigt er alle tre vaccinationer, som noget nyt, overgået til de store vaccinationscentre:

”Nu er vi efter de sidste knap to års vaccinationsindsats mod COVID-19 ved at lave hele setuppet for vaccinationer om, så næsten alle vaccinationerne til ældre og særlige risiko­grupper nu ligger i de store vaccinationscentre, der ellers før kun lavede COVID-19-vaccination. I år er der for den ældre aldersgruppe mulighed for at blive vaccineret mod både COVID-19, influenza og pneumokokker på én gang, og selvom der er en god praksis fra årene med COVID-19, så er de op til tre vaccinationer et klart opmærksomhedspunkt,” siger afdelings­læge Peter Henrik Andersen, afsnitsleder for Børnevaccinationsprogrammet ved Statens Serum Institut, SSI. Han tilføjer:

”Vores anbefaling er at give vaccinationen i den store skuldermuskel, deltamusklen og højst at give to stik i samme overarm med mindst to centimeters mellemrum og to til tre fingersbredder neden for acromion-knoglefremspringet, så man undgår at ramme slimsækken under. Men det, mener jeg, er alment kendt viden hos dem, der vaccinerer. Det tredje stik skal så gives i den anden overarm. Det hele står beskrevet på vores hjemmeside, hvis man har brug for konkret vejledning.”

Regionerne har ansvaret

Det er regionerne, der har ansvaret for at uddanne og sørge for, at det hele foregår efter de retningslinjer, der er udstukket fra dels Sundhedsstyrelsen og dels fra Statens Serum Institut:

”Det er regionerne, der skal sørge for, at alle retningslinjer og vejledninger er overholdt, og at dem, der vaccinerer, har fået tilstrækkelig oplæring. Men vi har lavet noget supplerende materiale til de enkelte vacciner, og også lagt det i vaccinekasserne, som er udgået til regionerne,” siger Peter Henrik Andersen, som påpeger, at der alligevel er en risiko for fejl.

”Det vil jo ske, at man for eksempel trækker injektionsnålen ud for hurtigt ud eller giver den forkerte vaccine. Hvis man for eksempel kommer til at give to vacciner af den samme slags, så skal man observere personen i en halv time, og man bør desuden anmelde den utilsigtede hændelse til Styrelsen for Patientsikkerhed. Det er der en beskrevet praksis for på styrelsens hjemmeside. Fejl bør naturligvis undgås i videst muligt omfang, men UTH-rapporteringen er tænkt som et lærende og ikke et sanktionerende system, fordi man i sundhedsvæsenet skal kunne lære af sine fejl og på den måde undgå fremtidige hændelser.”

 

Artiklen har været bragt i Medicinske Tidsskrifters managasin til almen praksis i december 2022