Regionsformand og PLO i heftig debat om strukturen af almen praksis
Hvis ikke, der kommer mere lighed i adgangen til alment praktiserende læger, må man overveje at gentænke strukturen med de praktiserende lægers monopol på at tilbyde ydelser inden for almen praksis.
Sådan lød det ifølge Sundhedsmonitor fra formand for Region Sjælland Heino Knudsen (Soc.) under en debat med landets fem regionsrådsformænd ved Regionernes Økonomi- og Styringsseminar 19.januar.
»Jeg vil gerne gå så langt som til at sige, at hvis ikke vi kan løse opgaven der, så må vi jo kigge på, om det er den rigtige struktur. Jeg håber ikke, vi skal derud. Jeg håber, vi kan løse det inden for den ramme, vi har. Det vil jeg gerne sige. Men vi kan simpelthen ikke være bekendt overfor vores borgere, at der er dele af landet, hvor man ikke kan få en læge,« lød det ifølge Sundhedsmonitor fra Heino Knudsen, som dog understregede, at han ikke ønskede scenariet med, at det offentlige driver almen praksis.
Men ordene var sagt, og det blev startskuddet til en debat mellem ham og PLO´s formand Jørgen Skadborg.
Få dage senere, 24. januar, sagde Skadborg i Sundhedsmonitor, at han syntes, at Heino Knudsens retorik var "lige ærgerlig nok".
"Jeg bliver nødt til at minde om, at det i snart et årti entydigt har været regionerne, der efter lovgivningen har haft kompetencen til at bestemme, hvor der kan åbnes nye klinikker. Jeg må simpelthen melde hus forbi overfor den der gamle retorik med, at hvis PLO ikke vil samarbejde om lægedækning, så må man gøre noget andet. Praksisplanlægning er entydigt regionernes eget ansvar. Man har ikke investeret det nødvendige til at sikre en ordentlig lægedækning,« sagde Jørgen Skadborg, som også understregede, at PLO ikke har nogen form for monopol.
"For det første driver PLO ikke lægeklinikker – vi er blot en forening, der varetager praktiserende lægers interesser,« sagde Jørgen Skadborg til Sundhedsmonitor og tilføjede, at PLO hellere end gerne ser, at regionerne opretter flere regionsklinikker i områder, hvor borgere står uden egen læge.
Siden 2014 er praksisplanlægningen for almen praksis og den fysiske placering af ydernumre blevet varetaget af regionalt nedsatte praksisplanudvalg bestående af repræsentanter fra regionen, kommuner og almen praksis. Før da havde de praktiserende læger gennem overenstkomsten med det offentlige mere direkte indflydelse på at sikre den lokale lægedækning – og det er altså derfor, at PLO-formanden melder ´hus forbi´ på Knudsens udtalelse.
30. januar fortsatte diskussionen, og Heino Knudsen understregede nu i Sundhedsmonitor, at han "aller-allerhelst" ville have, at regionerne løser opgaven med at sikre lige adgang til praktiserende læger i hele landet sammen med PLO-læger i alle områder af Danmark.
Han mente, at PLO fejllæste hans udtalelse, sagde han:
»Jeg oplever i dén grad, at vi har samme interesse i at sikre borgere adgang til en praktiserende læge. Det er bestemt ikke for at pege fingre ad PLO.«
Han gav samtidig Jørgen Skadborg ret i, at praksisplanlægning er regionernes ansvar, men at det ikke umiddelbart er praksisplanlægning, der er den største udfordring. For det ser ud til, at der er udstedt en passende mængde ydernumre rundt om i landet. Problemet er, at det er svært at tiltrække alment praktiserende læger til at besætte ydernumrene i nogle dele af Danmark, herunder nogle områder i Region Sjælland.
»Den problematik har vi jo et fælles ansvar for, i og med at vi laver en fælles overenskomst. Jeg ser ikke en konflikt her. Jeg understreger bare, at vi skal løse det. Det er en fælles opgave mellem regionerne og PLO. Og hvis ikke vi kan løse det på den ene måde, må vi kigge på, hvilke måder der ellers er at løse det på. Og det er vi jo allerede i gang med i nogle sammenhænge,« sagde Heino Knudsen til Sundhedsmonitor.
