Skip to main content

Indstilling: Region Midtjylland springer udbud af lægevagten over

Private leverandører skal ikke stå for lægevagt om natten i Midtjylland – i Region Midtjylland fravælger man udbud på lægevagten af den type, som man har besluttet i Region Syddanmark. Sådan lyder det i en indstilling, der 9. maj har opnået flertal i regionens udvalg for nær sundhed.

”Der er fundet flertal for at vælge en model, hvor vi selv håndterer alle de delopgaver, der er i forbindelse med lægevagten, altså både visitation, sygebesøg og konsultationer. Vi vil håndtere det hele selv,” fortæller Else Søjmark (Soc.), der er formand for Udvalg for nære sundhedstilbud i Region Midtjylland.

Fra marts 2024 overtager Region Midtjylland lægevagten i tidsrummet 23-08. Lige som både Region Syddanmark og Region Nordjylland står Region Midtjylland altså over for en helt ny opgave i at skulle finde en løsning på lægedækning i de små timer.

Else Søjmark betoner, at det er tryggest som region selv at have en hånd på rattet hele tiden: 

Else Søjmark

”For mig er det vigtigt, at vi kan opbygge noget erfaring omkring den her helt nye opgave, så vi sikrer borgerne en sikker og stabil drift. Det er også centralt, at vi undervejs i processen kan justere og bevare kontrollen,” siger Else Søjmark. 

Hvordan delopgaverne skal løses, og hvilket beredskab der skal opbygges i denne sammenhæng, ønsker udvalgsformanden ikke at blive konkret omkring, mens indstillingen fra hendes udvalg endnu ikke er behandlet i regionsrådet og forretningsudvalget.

Lægevagtaftalen forpligter også parterne på udvikling af samarbejdet med kommunerne og psykiatrien og at sikre øget tilgængelighed via eksempelvis apps og videokonsultationer, lød det, da aftalen mellem PLO og Region Midtjylland blev underskrevet i januar 2023.

Venstre: Det handler om ideologi

Med den aktuelle indstilling går Region Midtjylland i en anden retning end i Region Syddanmark, hvor Bo Libergren (Venstre) er fungerende regionsrådsformand.

Regionen Syddanmark har sendt lægevagten i både udbud og delvist udbud samtidig med, at der også undersøges en tredje model. De to udbud adskiller sig ved, at hele betjeningen i det fulde udbud varetages af en privat leverandør, mens det i det delvise udbud vil være regionens ansvar at organisere og sikre bemanding til sygebesøg. Den sidste model undersøger i stedet muligheden for, at lægevagten om natten varetages af regionen i et selvstændigt vagtlægespor.

Men i Region Midtjylland ønsker man altså slet ikke at benytte sig af muligheden for udbudsrunder.

Thrine Rimdal Nørgaard (Venstre) er medlem af Udvalg for nære sundhedstilbud i Region Midtjylland. Hun lægger ikke skjul på, at hun havde foretrukket en model for den videre proces som i Region Syddanmark. Hun minder om, at indstillingen afventer endelig politisk behandling i regionsrådet 24. maj. 

”Vi synes, det er værd at undersøge, når man får en ny opgave, om den kan varetages af private virksomheder. I Region Syddanmark undersøger man flere muligheder, som man kan sammenligne med hinanden. Den mulighed vil vi også gerne have. Jeg har tillid til, at det her også kan løses også ved et udbud, men det handler om ideologi til syvende og sidst. Hvis en løsning fra en anden aktør er for dyr, så er det, som det er – men så ved vi besked. Vi skal gøre det bedst muligt, men også billigst muligt,” siger Venstre-medlemmet af Udvalg for nære sundhedstilbud.

Hospitalsudvalget og Psykiatri- og socialudvalget i regionen har ifølge Else Søjmark også haft spørgsmålet om lægevagten til behandling og i hvert fald i Hospitalsudvalget er det også blevet at indstillet, at man holder på opgaven.