Skip to main content


PLO-formand ærgrer sig over ny dimensioneringsplan

Over de næste to år vil antallet af uddannelsespladser for speciallæger blive øget med i alt 100 pladser, har Sundhedsstyrelsen meddelt. De ekstra pladser går til akutmedicin, radiologi og psykiatri, ikke almen praksis.

Dimensioneringsplanen fastlægger de årlige rammer for dimensionering i hver enkelt videreuddannelsesregion og for hvert enkelt lægefagligt speciale.

Der er lagt op til i alt 1.140 hoveduddannelsesforløb om året i både 2024 og 2025. 50 ekstra pladser hvert år går til blandt andet specialerne akutmedicin, radiologi og de to psykiatriske specialer, som udgør en tredjedel af de nye uddannelsespladser. Dermed er der altså ikke lagt op til ekstra pladser indenfor almen medicin.

PLO’s formand finder planen utiltstrækkelig.

”Det er ærgerligt, at der i planen ikke oprettes et højere antal pladser inden for almen medicin. Det er politisk aftalt, at vi skal være 5.000 praktiserende læger senest i 2035 – det er 43 procent flere end i dag. Hvis det mål skal nås, har vi i PLO beregnet, at der over en 6-årig periode skal oprettes 400 pladser inden for almen medicin, det er 50 flere, end dimensioneringsplanen lægger op til. Vi vil i PLO og Lægeforeningen blive ved med at presse på for, at antallet af pladser på almen medicin øges med 50 om året,” siger PLO’s formand Jørgen Skadborg.

Skyder ved siden af

Dimensioneringsplanen for speciallægeuddannelsen er toårig og gælder dermed frem til 2025. Den er baseret på rammerne i den årlige økonomiaftale mellem regeringen og Danske Regioner. Dimensioneringsplanen 2024-2025 er udarbejdet på baggrund af blandt andet Sundhedsstyrelsens Lægeprognose 2021-2045 samt sundhedsfaglige vurderinger fra læger, sygehuse og andre interessenter.

Også Yngre Lægers forperson, Helga Schultz har ifølge Sundhedspolitisk Tidsskrift rystet på hovedet over planen.

"Det handler om at sikre en målrettet og systematisk rekrutteringsindsats. Det er det eneste, der reelt vil gøre en forskel. Den nuværende strategi er simpelthen forkert og skyder meter forbi skiven,” siger Helga Schultz.  

Hun udtaler også:

”Vi står med et umiddelbart behov for at få oprettet flere stillinger, for der er en enorm mangel på speciallæger indenfor en række specialer. Allerede i dag står der 200 læger klar til at udfylde de 200 ekstra speciallægestillinger, så Sundhedsstyrelsen skyder helt ved siden af, når de kun vil oprette 50 ekstra stillinger om året,” siger Helga Schultz.