
"Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at vi i første omgang ikke fik bud ind på opgaven. Det betyder, at udbuddet ikke sad lige i skabet," siger Bo Libergren.
Ingen private vil byde på lægevagten i Region Syddanmark
Tavshed på linjen. Region Syddanmark har ikke modtaget et eneste bud på privat drift af den fremtidige lægevagt ved fristens udløb 4. juli.
Politikerne i regionsrådet stak derfor 9. august hovederne sammen og lavede en ny plan for lægevagtens i tidsrummet 23.00-08.00. Det skete ved et møde med udbuddet som eneste punkt på dagsordenen. Her blev det besluttet at gøre et ekstra forsøg og fintune oplægget. Kun Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten stemte imod forslaget.
”Vi har i forbindelse med det tidligere udbud været i dialog med flere leverandører, som har vist interesse for udbuddet. Derfor justerer vi udbuddet, så det forhåbentlig giver flere mulighed for at byde på opgaven,” siger Bo Libergren (Venstre) i en pressetekst. Han blev tidligere i denne uge genvalgt som formand for Udvalget for Det Nære Sundhedsvæsen efter at have vikarieret som regionsformand for Stephanie Lose, mens hun har været på Christiansborg.
Hidtil har det været de praktiserende læger, som har drevet lægevagten om natten. Men fra 1. februar 2024 har PLO ingen del i nattevagterne i Region Syddanmark, Region Midtjylland og Region Nordjylland i tidsrummet 23.00-08.00.
Bo Libergren understreger, at Region Syddanmark fortsat betoner fagligheden i det nye udbud, der ligesom det foregående vil stille krav til tilstedeværelsen af speciallæger i almen medicin og kommende speciallæger i almen medicin i en række af den natlige lægevagts centrale funktioner.
"Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at vi i første omgang ikke fik bud ind på opgaven. Det betyder, at udbuddet ikke sad lige i skabet. Men der eksisterer ikke en lignende driftsform i landet, og det har gjort det svært at ramme markedet. Man kan ikke bare tage materialet frem fra skuffen fra sidst," siger Bo Libergren til Dagens Medicin.
Deadline er 1. oktober
Får Region Syddanmark ingen bud fra private aktører, står Region Syddanmark tilbage med driftsansvaret, og den opgave skal regionen nok løse, understreger Bo Libergren over for Dagens Medicin.
Esbjerg Sygehus har henvendt sig til Region Syddanmark med et forslag om, at lægevagten om natten i fremtiden skal varetages af de Fælles Akutmodtagelser (FAM) i regionen som et selvstændigt vagtlægespor.
Region Syddanmark træffer beslutning om, hvorvidt en ekstern leverandør eller Region Syddanmark selv skal varetage opgaven senest 1. oktober 2023.
