Skip to main content


PLO-formand Jørgen Skadborg.

Jørgen Skadborg: Vi skulle have forudset loftet noget før

Selvom PLO-formand Jørgen Skadborg nu lægger op til opbremsning af klinisk arbejde i almen praksis, holder han fast i, at loftet skal hæves, og at Danske Regioner er nødt til at anerkende dette.

Nogle vil nok tænke, at du skulle have sat hårdt mod hårdt, når du nu lægger op til opbremsning af aktivitet. SÅ mange penge er det ikke for regionerne, har jeg hørt en praktiserende læge sige. Har du været for blød som formand?

”Men vi sætter jo hårdt mod hårdt, i den forstand at vi fortsat forhandler om, at økonomirammen bliver løftet. Det er kun et spørgsmål om hvornår og hvordan. Vi mener ligesom ministeren, at parterne skal løse dette i fællesskab. Eller har vi er alvorligt problem. Og der er forhold som epidemier, Wegovy og en demografisk tilvækst, der er større end forventet, som det bliver nødvendigt at tage hensyn til i de videre forhandlinger.”

Praktiserende læger kan ikke lide at blive administreret ovenfra, man siger typisk I er stolte selvstændige erhvervsdrivende. Nu anbefaler PLO dosisdispensering og udkørende besøg. Hvordan har du det med at detailanvise på den måde her?

”Vi detailanviser overhovedet ikke. Vi kommer med en vejledning i, at man kan lave nogle ting, der ikke er en del af økonomirammen, og som der hos patienter og fra det omgivende samfund er stor efterspørgsel efter. Det har man måske ikke prioriteret i årets løb, og nu får man chancen. Det er også i patientens interesse med et personale, der modtager efteruddannelse. Faktisk efterspørger flere af medlemmerne mere tydelighed og klarere instrukser. Men det eneste, vi kan, er at vejlede. Vi kan ikke instruere eller pålægge nogen noget. For vi er ikke en koncern, men en forening, der er en sammenslutning af selvstændige erhvervsdrivende.”

Jeg har hørt fra en læge, der ønskede, at det her foregik på klinikniveau frem for som en kollektiv øvelse?

”I sagens natur er det cirka halvdelen af lægerne, der ligger under ’deres’ andel af økonomirammen. Og det er vel helt forventeligt, at det er sværere for dem at handle på den kollektive overskridelse. Men som jeg var inde på tidligere, er det her udløst af demografi, epidemier, Wegovy og et ændret sygdomsbillede i befolkningen. Det er patienternes tilstrømning, der afgør, om loftet bliver nået, det er ikke noget, den enkelte læge er herre over.”

I sådan et forløb her bliver man tryktestet som formand. Hvad er den vigtigste lektie, du har lært?

”Det er jo, at en aftale, man har, skal være til at forvalte. Og det ser ud til ikke at være tilfældet her. Næste aftale må se anderledes ud, også for så vidt angår økonomiloftet. Den ramme, vi opererer med, har eksisteret siden 2013, og måske har vi været lullet i søvn af 10 år uden overskridelser, så jeg ville gerne, at vi havde opdaget kursen mod overskridelse tidligere, måske allerede før sommer. Fra nu af handler det om at monitorere og vejlede omfattende året ud. 15. januar, plus lidt ekspeditionstid, kender vi det fulde omfang af overskridelsen, når de sidste regninger er sendt.”