Skip to main content

Cheflæge: Der gik et lettelsens suk gennem forsamlingen, da første opkald tikkede ind

Natten til torsdag i sidste uge lød startskuddet for Region Syddanmarks egen natlægevagt, som blev besluttet hjemtaget af regionen i september måned efter et forløb fuld af bump på vejen.

Nøjagtigt 23.00 onsdag aften i sidste uge tikkede det første opkald ind, mens afdelingsledelse og en koncerndirektør holdt vejret.

Poul Henning Madsen

”Vi var mange mennesker samlet i AMK-vagtcentralen, da det første opkald dukkede op på wall boardet. Og der gik et lettelsens suk gennem rummet, da lægen kort derefter havde borgeren i telefonen. Selvom vi har lavet generalprøve og alting, var vi da spændte på, om det også ville køre som forventet,” fortæller Poul Henning Madsen. Han er cheflæge på Fælles Akutmodtagelse, hvor den såkaldte Natlægevagt Syd er placeret.

Han har som leder af den nye ordning fulgt slagets gang på nærmeste hold den første uges tid.

”Overskriften er helt sikkert, at det kører, som det skal," siger han.

Der var småting den første nat, det var bagbutiksproblemer med IT, systemintegration og indlogning, men det var alt sammen problemer, der var nemme at løse med støtte IT-afdelingen. Og i weekenden var der så mange opkald mellem klokken 6 og 8 om morgenen, at servicemålet blev overskredet, men kun i kort tid. Ifølge servicemålet skal 9 ud af 10 opkald besvares indenfor 10 minutter.

I alt modtog Natlægevagt Syd fra kl. 23.00-08.00 210 opkald fra syddanskere, som havde brug for lægehjælp. Af dem blev 25 tilset ved en fysisk konsultation, og 15 fik besøg i eget hjem. Ventetiden til at komme igennem til lægevagten var i gennemsnit 1 minut og 20 sekunder den første nat, oplyser regionen i en pressemeddelelse.

Poul Henning Madsen nævner muligheden for tilsynet af en paramediciner som noget nyt i forhold til den tidligere PLO-natlægevagt.

”Vi skal finde ud af, til hvilken type henvendelser dette giver mest mening, og her må vi følge udviklingen. Indtil videre har det i de fleste tilfælde været lægebesøg, som har givet mest mening i forhold til de henvendelser, vi har modtaget, hvor det var nødvendigt med fysisk konsultation, men der har også været tilfælde, hvor paramedicinerne har løst opgaven fuldt tilstrækkeligt.

Den nye natlægevagt ligner den tidligere løsning set udefra. Det er altså fortsat læger, som besvarer telefonerne, ligesom borgere fortsat kan komme til fysisk konsultation på akutsygehusene eller blive tilset derhjemme, betoner regionen i sin kommunikation.

Medicinsk Tidsskrift: Borgerne skal ikke mærke nogen forskel. Har de mærket nogen forskel?

”De skal kontakte lægevagten med problemer, som ikke kan vente til næste dag, men som ikke kræver 112. Det er samme telefonnummer, de ringer på, og i vores region en del af de samme læger, som de møder. Der er stadig muligheder for eksempelvis videokonsultation og besøg, som der var før. Så jeg har svært ved at se hvad der skulle være forskelligt fra borgerens perspektiv, selvom der kører andre rutiner og logistik i bagbutikken. Men du er selvfølgelig nødt til at spørge borgerne selv om deres oplevelse,” siger Poul Henning Madsen.  

Poul Henning Madsen har været med på vagt den første uges tid, hvorefter det er forventningen, at man kan drosle ned for tilstedeværelsen fra ledelseslaget om natten  idet man holder løbende evalueringsmøder.

Hvad har for dig været den største opgavepost i dette forløb?  

”Det har helt sikkert været bekymringen om, hvorvidt der var kvalificerede almenmedicinske læger nok til at løse opgaven eller ej. Det har fyldt meget, når vores beslutning har været at basere natlægevagten på almenmedicinere.  Andre regioner kan løse det på andre måder, og det er sikkert også fint.”

I alt 68 læger med mod på natarbejde er blevet ansat i Natlægevagt Syd, har Region Syddanmark tidligere skrevet i en pressemeddelelse. 51 er speciallæger i almen medicin, og 17 er læger under specialuddannelse i almen medicin eller med erfaring i lægevagtarbejde.

Formand for Udvalget for Det Nære Sundhedsvæsen Pernelle Jensen (V) glæder sig over, at nattjenesten er kommet godt fra start:

”Vi har etableret en løsning, som giver borgerne god og nær lægehjælp. Med Natlægevagt Syd er vi med til at sikre borgerne tryg lægehjælp, uanset hvornår på døgnet de har brug for det – og uanset hvor de bor. Det er resultatet af mange måneders hårdt arbejde,” siger hun i en pressemeddelelse.