
"En opsigelse vil spille godt sammen med regionens lægedækningsstrategi," siger regionsformand Mads Duedahl (V).
Region Nordjylland stopper samarbejdet med Alles Lægehus
Region Nordjylland har besluttet at stoppe samarbejdet med Alles Lægehus om de fire udbudsklinikker, der findes i Nordjylland.
Det blev besluttet på et møde i Forretningsudvalget i regionen i mandags, oplyser regionsrådsformand Mads Duedahl (V) overfor TV2 Nord.
Opsigelsen vil træde i kraft ved udgangen af februar næste år.
Derudover er Alles Lægehus også at finde i Aalborg, Fjerritslev, Frederikshavn, Hirtshals, Thisted og Øster Jølby i Region Nordjylland. Her er der tale om såkaldte partnerskabsklinikker.
En udbudsklinik er en praksis, hvor driften varetages af en ekstern aktør, når regionen ikke har kunnet finde en fast praktiserende læge. En partnerskabsklinik er derimod ejet af en læge, men driften er udliciteret til en privat sundhedsudbyder.
Regionens forretningsudvalg varslede 5. juli opsigelser af de fire udbudsklinikker, der ligger i Brovst, Dronninglund, Frøstrup og Hurup og tilsammen har knap 12.000 borgere tilknyttet. Siden har der været en høringsperiode, som nu er slut.
"Og der er ikke kommet noget, som har fået os til at ændre holdning," siger Mads Duedahl til TV2 Nord.
I marts blev Alle Lægehus politianmeldt af regionen efter en række afsløringer fra DR's Kontant-program, som pegede på systematisk svindel i klinikken, herunder misbrug af psykometriske tests.
Det er dog blevet understreget af Mads Duedahl, at opsigelsen ikke har sammenhæng med disse skandaler, men er en "strategisk" beslutning. I juli udtalte han:
"En opsigelse vil spille godt sammen med regionens lægedækningsstrategi, og den tilgang af almen medicinske speciallæger, som vi har oplevet i en periode. I vores strategi er førstevalget lægepraksis drevet af alment praktiserende læger på overenskomst, og hvis det ikke lader sig gøre, er regionsklinikker andetvalget".
En regionsklinik er en praksis, der ejes og drives af regionen selv, i modsætning til en privat praksis, der ejes af en læge.
Mads Duedahl bemærker desuden, at lægedækningen i Region Nordjylland er forbedret i år, hvilket allerede har medført, at tre regionsklinikker er blevet overdraget til overenskomst-drevne lægepraksisser.
