Skip to main content

Professor om reform: Husk ny teknologi og øremærk midler til forskning i almen praksis

Jens Søndergaard

Praktiserende læge, professor Jens Søndergaard fra Forskningsenhed for Almen Praksis på Syddansk Universitet, er glad. Han finder, at politikerne har udvist rettidig omhu med en historisk sundhedsreform, der har fokus på demografisk udvikling og det nære sundhedsvæsen.

”De har ændret sundhedsvæsnet og været fremsynede, samtidig med at de har været villige til at inddrage sagkundskaben. Det, synes jeg, er flot,” siger Jens Søndergaard kort efter pressemødet, hvor syv partier har fremlagt en færdig sundhedsreform.

Men som forsker i primærsektoren med interesse for AI og sundhedsteknologi har Jens Søndergaard også et par opmærksomhedspunkter, som kunne have gjort dagens færdige produkt endnu bedre.

”Man er nødt til at afsætte midler til forskning i det primære sundhedsvæsen på samme måde, som det allerede gør sig gældende i det sekundære. Tre procent bør øremærkes til forskning i begge lejre, så de to sektorer bliver ligestillet, også hvad forskning angår,” siger Jens Søndergaard.

Når han efterlyser en klar procentsats til forskning ude i det nære sundhedsvæsen bunder det også i en utålmodighed:

”Det går for langsomt med udvikling af IT og medico-teknologi. Vi er et land med en tradition for at lancere IT-løsninger, der ikke virker. Så på det her område er der virkelig brug for mere forskning, kvalitetsudvikling og implementering, også i sundhedsvæsnet. Men det er også for svært i dag, for der er for meget bureaukrati og for meget afkrydsning, der forstyrrer klinikken, og det gælder i begge sektorer. Den praktiserende læge skal i meget højere grad rustes til at gå en fremtid i møde, hvor AI kan hjælpe og understøtte i det daglige arbejde.” siger professoren og lægen.

Jens Søndergaard glæder sig over, at der kommer flere praktiserende læger. Mindst 5.000 i 2035, har indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde sagt både på dagens pressemøde og til mandagens tale på Lægedage 2024 i Bella Center.  

”Vi skal bare stadig have fokus på, hvor vi kan optimere ved brug af teknologi og AI. Forventningen om de 5.000 læger må ikke blive en sovepude,” siger Jens Søndergaard.