Skip to main content

Recept på ADHD-medicin burde være fornyet, fastslår Disciplinærnævnet

En praktiserende læge har fået kritik af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn for ikke at forny en recept på ADHD-medicinen Methylphenidat til en ny patient i praksis. Patienten havde tidligere været i behandling i psykiatrien, men var afsluttet og overgik til egen læge i januar 2024. Efter lægeskiftet henvendte patienten sig i perioden 27. august til 1. september 2024 for at få fornyet recepten – uden held.

Lægen oplyste, at klinikken ikke følte sig tryg ved at varetage behandling med ADHD-medicin og derfor generelt henviser patienter til psykiater. Patienten blev samtidig opfordret til at bestille tid i klinikken. Ifølge patientens klage var det imidlertid ikke muligt at komme igennem til lægen, og derfor skiftede vedkommende igen praksis.

Disciplinærnævnet vurderer, at lægen burde have fornyet recepten midlertidigt eller konfereret med en psykiater for at sikre fortsat behandling.

Disciplinærnævnet understreger, at behandlingsansvaret overgår til den nye læge ved lægeskifte – også selv om behandlingen er opstartet i speciallæge-regi. Det gælder især, når der er tale om vedvarende behandlinger som for eksempel ADHD-medicinering.

"Behandling med medicin kan være nødvendig for, at en patient kan få sin dagligdag til at fungere. Når en patient skifter læge, overtager den nye læge behandlingsansvaret, herunder igangværende behandlinger, receptfornyelser etc.," skriver nævnet i afgørelsen.

Det anerkendes, at en læge kan have faglige forbehold over for en igangværende behandling. Men i så fald bør patienten henvises til speciallæge, og i ventetiden – som ved psykiatriske patienter ofte er op til et år – har den praktiserende læge ansvaret for at sikre, at patientens behandling ikke ophører.

Notat fra Sundhedsstyrelsen fritager ikke for ansvar

Den pågældende læge henviste til et notat fra Sundhedsstyrelsen fra 2013, hvoraf det fremgår, at en læge ikke er forpligtet til at forny recepter udstedt af andre. Disciplinærnævnet fastslår, at dette ikke ændrer vurderingen, da der ikke findes vejledninger for alle konkrete situationer, og lægen derfor har et generelt ansvar for at handle med omhu og samvittighedsfuldhed.

Afgørelsen er truffet efter autorisationslovens § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed samt klage- og erstatningslovens § 2 og § 3. 

Afgørelsen kan læses i fuld længde på Sundhedsvæsenets Disciplinærnævns hjemmeside.