
"Børn med milde symptomer behøver hverken læge eller øjendråber – og røde øjne i sig selv er ikke en grund til at blive sendt hjem. Vi passer bedre på børnene ved at se tiden an og holde god hygiejne. Det er mere skånsomt – og mere meningsfuldt,” siger Anton Pottegård.
Vælg Klogt: Undgå antibiotika til milde tilfælde af øjenbetændelse
Vælg Klogt anbefaler nu, at antibiotika undgås ved milde tilfælde af øjenbetændelse.
Anbefalingen er udviklet i samarbejde mellem patientrepræsentanter og faglige selskaber, herunder Dansk Selskab for Almen Medicin og Dansk Oftalmologisk Selskab. Baggrunden er solid evidens for, at antibiotika kun har begrænset effekt ved milde forløb, mens unødig behandling kan medføre bivirkninger og øge risikoen for antibiotikaresistens.
Øjenbetændelse er en betændelsestilstand i bindehinden med symptomer som rødme, øjenløb og sekretdannelse – ofte mest udtalt om morgenen. De fleste milde tilfælde går over spontant i løbet af få dage til cirka en uge.
Studier viser, at 83 ud af 100 børn bliver raske uden antibiotika efter en uge, mod 86 ud af 100 med antibiotika. Behandlingen forkorter forløbet med gennemsnitligt et halvt døgn. Samtidig er der risiko for bivirkninger som irritation og allergiske reaktioner, og unødvendig brug øger risikoen for resistensudvikling.
I anbefalingen defineres ”milde tilfælde” som let rødme, let øjenløb og upåvirket almentilstand. Antibiotikabehandling kan overvejes ved moderat til svær symptombyrde eller ved særlige forhold. Nyfødte, kontaktlinsebrugere, immunsupprimerede patienter samt patienter med øjensymptomer efter traume eller kemisk påvirkning skal altid vurderes for målrettet behandling.
”At udsætte børn for en ubehagelig behandling, hvor man skal dryppe deres øjne flere gange dagligt for en meget begrænset effekt, giver ikke mening. Sygdommen er sjældent alvorlig, og ved milde tilfælde hjælper behandlingen kun lidt eller slet ikke. Børn med milde symptomer behøver hverken læge eller øjendråber – og røde øjne i sig selv er ikke en grund til at blive sendt hjem. Vi passer bedre på børnene ved at se tiden an og holde god hygiejne. Det er mere skånsomt – og mere meningsfuldt,” siger Anton Pottegård, professor i brug af lægemidler ved Syddansk Universitet til Vælg Klogts hjemmeside..
Tryghed i praksis og fælles budskab
Anbefalingen er udviklet for at reducere overforbrug og frigøre ressourcer i almen praksis og lægevagt. Ifølge Anton Pottegård er en væsentlig barriere myten om, at børn skal have antibiotika for at kunne komme i dagtilbud.
”Vi har et meget højt forbrug af den her antibiotika til børn. Det er særligt tydeligt, hvis vi sammenligner os med vores naboer i Sverige. Noget kan handle om struktur – længere barsel, mere hjemmepasning – men kultur spiller også ind: Vi udskriver mere, fordi sådan plejer vi at gøre,” siger han.
Styrelsen for Patientklager har samtidig afklaret, at læger trygt kan følge anbefalingen.
”Lægerne har fagligheden til at vurdere situationen, og hvorvidt patientens omstændigheder lever op til, at man kan undgå visse procedurer. Derfor kan de også trygt følge anbefalingerne fra Vælg Klogt, som er fagligt funderede,” sagde direktør Lizzi Krarup Jakobsen til styrelsens hjemmeside den 20. marts 2024.
I praksis anbefales håndhygiejne, rensning af øjenlåg med vand, undgåelse af fælles håndklæder og pause fra kontaktlinser, indtil patienten er symptomfri. Lægekontakt bør ske ved forværring eller manglende bedring inden for cirka en uge.
Undersøgelser og konsultationer
- ● Helbredstjek: Undgå helbredstjek til voksne uden symptomer eller mistanke om sygdom.
- ● Digital kontakt: Undgå fysisk fremmøde, når digital kontakt er fagligt forsvarligt.
- ● Samtale før bedøvelse: Undgå fysisk forundersøgelse før lavrisiko-operationer.
- ● Diabeteskonsultation: Undgå unødvendige konsultationer ved velbehandlet diabetes.
- ● Lindrende behandling: Undgå unødig lidelse – sikr tidlig palliativ vurdering.
Medicin
- ● Antibiotika – øjenbetændelse: Undgå antibiotika ved milde tilfælde.
- ● Opioider: Undgå opstart uden behandlingsplan.
- ● Brug af mange lægemidler: Undgå medicin uden relevans eller med flere bivirkninger end gavn.
- ● Medicinafhentning: Undgå fysisk fremmøde for afhentning af vederlagsfri medicin, hvis unødvendigt.
- ● Antibiotika – luftveje: Undgå antibiotika til øvre luftvejsinfektioner uden bakterietegn.
- ● Antibiotika – urinveje: Undgå antibiotika ved bakterier i urin uden symptomer.
Scanninger
- ● CT-scanning ved mavesmerter: Undgå uden konkret mistanke.
- ● CT-scanning ved besvimelse: Undgå uden specifik indikation.
- ● CT-scanning ved lette hovedtraumer: Undgå uden specifik indikation.
- ● MR-scanning af lænden: Undgå ved nyopståede smerter uden mistanke om alvorlig sygdom.
Blodprøver
- ● D-vitamin: Undgå analyse hos raske uden symptomer eller særlig risiko.
- ● Blodsænkning: Undgå analyse, med få undtagelser.
- ● Blodprop-markør (D-dimer): Undgå test før klinisk vurdering.
- ● Blodprøvepakker: Undgå standardpakker før lavrisiko-operationer.
- ● Blodprøver: Undgå prøver uden indikation eller hvor svar allerede findes.
- ● Screening for autoimmune sygdomme: Undgå ANA-test uden kliniske tegn.
- ● Kønshormon: Undgå rutinemåling af hormoner ved overgangsalder.
- ● Langtidsblodsukker: Undgå HbA1c-test, hvis der findes et resultat inden for 2 måneder.
