Skip to main content

Medicinsk Tidsskrift

-først med nyheder om ny medicin

Forskere finder årsag til alvorligt blodtryksfald ved IV-paracetamol

Paracetamol givet intravenøst har den velkendte bivirkning, at det kan udløse et forbigående men alvorligt fald i blodtrykket. Forskere fra Københavns Universitet har nu fundet årsagen til blodtryksfaldet.

Studiets resultater lanceres på et vigtigt tidspunkt: Nu hvor mange patienter er kritisk syge md Covid-19 og hvor feber og smertedækning i udstrakt grad sker med IV-paracetamol.

Læger og sygeplejersker kan hjælpe kritisk tilredte patienter, som ikke har mulighed for at synke piller, ved at behandle og smertedække med paracetamol givet intravenøst. Stoffet virker hurtigere end hvis patienten får det oralt, og IV-dosering giver sundhedspersonalet mulighed for at kontrollere doser og timingen af deres virkning meget præcist. Men den intravenøse paracetamol har en alvorlig bivirkning: Nemlig et forbigående stort fald i blodtrykket. Det har man i flere studier påvist.

Studierne antyder endda, at der er tale om et ganske betydeligt dyk.

I nogle af dem sker et fald i området omkring 20-25 mm Hg fra et systolisk tryk på 120. Dykket i blodtrykket kan spores hos både almindelige patienter og hos kritiske patienter. I den sidstnævnte gruppe er det blevet rapporteret, at seks ud af 10 oplever bivirkningen. En tredjedel af disse i en sådan grad, at det kræver lægelig indgriben. Et hold forskere fra Biomedicinsk Institut ved Københavns Universitet mener nu at kende mekanismen bag den alvorlige bivirkning.

Kritisk syge COVID-19 patienter

Studiet udarbejdet af forskerne på Københavns Universitet er særligt aktuelt lige nu med det høje antal kritiske patienter i forbindelse med COVID-19. Nogle af de mest alvorligt syge patienter bliver nemlig behandlet med IV-paracetamol for at dæmpe smerter og feber, fortæller Thomas Qvistgaard Jepps, som er adjunkt og med i forskergruppen:

”Det er naturligvis vigtigt, at sundhedspersonalet monitorerer patienternes blodtryk tæt – men i øjeblikket er der ikke noget bedre alternativ til paracetamol, og fordelene ved at give paracetamol som IV-behandling er langt større end bivirkningerne og risikoen. Så det er vigtigt at understrege, at vores studie ikke anbefaler, at man ikke benytter paracetamol til kritisk syge patienter.”

Forskellige former for nedbrydning

Trods statistikken anses IV-paracetamol altså som et relativt stabilt medikament og anvendes i stigende grad i sundhedsvæsnet. Også selvom mange læger og sygeplejersker er klar over de potentielle bivirkninger. På den baggrund satte Thomas Qvistgaard Jepps og hans team sig for at finde en årsag bag det store blodtryksfald. Som de første i verden er det nu lykkedes gennem forsøg med rotter.

"Paracetamol går uden om leveren, når det gives intravenøst. Derfor nedbrydes det anderledes, end når man indtager det oralt," siger Thomas Qvistgaard Jepps og tilføjer:
”Det bliver stadig metaboliseret, men det sker andre steder i kroppen, hvor de kemiske restprodukter kan give en effekt, der normalt ikke ses, når stoffet bliver indtaget oralt.”

Paracetamol tilsat et andet lægemiddel

Mere præcist lader det til, at det smertestillende stofs restprodukter påvirker nogle af de kaliumkanaler, som blandt andet regulerer, hvordan blodårer trækker sig sammen og slapper af. Og dermed hvordan de kontrollerer blodtrykket. Ved at anvende lægemidler, der specifikt blokerer disse kaliumkanaler, lykkedes det efterfølgende forskningsgruppen at reducere bivirkningen med det store fald i blodtryk hos forsøgsrotterne.

”Fordi vi har identificeret mekanismen for, hvordan bivirkningen opstår, mener vi, at vi er i stand til at tilbyde et potentielt farmaceutisk design til en slags ny kombineret behandling: En type paracetamol tilsat et andet lægemiddel, der forhindrer faldet i blodtrykket,” fortæller Thomas Qvistgaard Jepps.

Imidlertid er de blokkere af kaliumkanalerne, som forskerne har undersøgt, endnu ikke godkendt til brug på mennesker og har derfor brug for at blive udviklet og testet korrekt. Man ønsker naturligvis ikke at erstatte én bivirkning med en anden, fastslår Thomas Qvistgaard Jepps. Næste skridt i forskningen er derfor at undersøge, hvordan medikamenter, der blokerer kaliumkanalerne, kan tilpasses til mennesker, fortæller Thomas Qvistgaard Jepps:

”Vi undersøger alternativer til at blokere kaliumkanalerne, for eksempel ved at påvirke de enzymer, der indgår i nedbrydelsen af paracetamol udenfor leveren.”

Thomas Qvistgaard Jepps understreger, at man ikke skal være bange for at indtage smertestillende paracetamol oralt. Så længe man stadig holder sig inden for den maksimalt anbefalede dosis.