Skip to main content

Medicinsk Tidsskrift

-først med nyheder om ny medicin

DCS og patienter til kamp for NOAK

Problemet med regioner, der tvinger lægerne til at behandle hjertepatienter i AK-behandling med warfarin frem for de nyere NOAK-midler, breder sig.

Det bekymrer både Hjerteforeningen og Dansk Cardiologisk Selskab, der nu forventes at komme med en fælles udmelding til fordel for brug af NOAK.

Dansk Cardiologisk Selskabs formand, Christian Gerdes, oplyser, at den Nationale Behandlingsvejledning (NBV), der offentliggøres på DCS’ årsmøde, vil have en opdatering om emnet.

For nylig kom det frem, at Region Syddanmark kræver, at lægerne behandler med warfarin. Men forskningschef i Hjerteforeningen, Gunnar Gislason, har erfaret, at det samme gælder i flere andre regioner.

”Det har overrasket mig, at det tilsyneladende er en mere udbredt tendens, at regionerne tvinger lægerne til at bruge warfarin, og at de straffer dem økonomisk, hvis ikke de gør det,” siger han.

”Denne praksis er meget uhensigtsmæssig, da alle jo i dag ved, at behandlingen med NOAK-midler er mere sikker og rummer færre bivirkninger. Så når regionerne kræver, at warfarin skal være førstevalg til AK-behandling gør de det mod bedre vidende og tager dermed patienterne som gidsler,” siger Gunnar Gislason, der også er professor i kardiologi på Gentofte Hospital.

Senest har et dansk registerstudie bekræftet, at patienter med atrieflimren, som behandles med NOAK-midler har bedre compliance og færre blødninger end patienter i warfarin-behandling.

Han kalder det rendyrket kassetænkning fra regionernes side, hvor man fuldstændig ser bort fra, hvad der er bedst for patienterne og alene lader pengene bestemme. Og det giver ifølge Gislason ingen mening. Især ikke, når man ser man på f.eks. blødningsrelaterede strokes, som er en af de alvorlige bivirkninger ved brugen af warfarin. Dem og andre komplikationer vil man kunne spare en masse udgifter til, hvis man i stedet vælger at satse på NOAK-midlerne, påpeger Gunnar Gislason og ser dermed ikke noget økonomisk argument for at bruge det billigere lægemiddel warfarin.

Men ikke kun patienterne i Hjerteforeningen er bekymrede for udviklingen. Det samme er lægerne. Således har problematikken også været diskuteret i toppen af Dansk Cardiologisk Selskab. Og inden længe vil der formentlig komme en fælles udmelding fra læger og patienter  på området. Ideen om en sådan støttes således også af Hjerteforeningens formand, Anne Kaltoft.

I Dansk Cardiologisk Selskab vil formand Christian Gerdes ikke sige noget før i morgen, hvor han oplyser, at den Nationale Behandlingsvejledning (NBV) vil blive opdateret.