Skånsom undersøgelsesmetode mod åreforkalkning
Et nyt ph.d.-projekt fra Aarhus Universitet viser, at der er en anden og mere skånsom metode til at undersøge åreforkalkning i hjertets kransårer.
Mere nøjagtigt viser det, at analyse af hjertemusklens sammentrækningsevne bedømt ved ultralydsundersøgelse af hjertet (ekkokardiografi), samtidig med indsprøjtning af medikamentet adenosin, kan medvirke til at afklare, hvorvidt patienter med brystsmerter har forkalkninger i hjertets kransårer.
Ph.d.-projektet er gennemført af overlæge June Anita Ejlersen fra Nuklearmedicinsk Afdeling og viser en sammenhæng mellem hjertemusklens sammentrækning og åreforkalkning i hjertets kransårer.
Brystsmerter forekommer hyppigt, og selvom årsagen oftest er en anden, udløser smerterne frygt for og mistanke om hjertesygdom. Mange patienter må derfor gennemgå en eller flere mere eller mindre risikofyldte undersøgelser for at afklare smerternes årsag. I ph.d.-projektet blev ekkokardiografi-metoden sammenlignet med to etablerede undersøgelser til påvisning af kransåreforkalkning, og resultaterne viste, at ekkokardiografi var sammenlignelig med en cykeltest med EKG-overvågning, men knapt så nøjagtig som undersøgelse med radioaktivt sporstof. I modsætning til sidstnævnte udmærker ekkokardiografi sig ved at være en billig og meget skånsom metode, der ikke udsætter patienten for vævsskadelig stråling eller risiko for klaustrofobi.
