Skip to main content

Kardiologisk Tidsskrift

Nyt om den sejlivede myte om det gode HDL

Det giver ikke mening at forebygge eller behandle hjertesygdom ved at øge niveauet af HDL kolesterol i blodet.

Den myte vil professor Børge Nordestgaard meget gerne have manet i jorden. I stedet skal vi interessere os for triglyceriderne, siger han.

”Det er ikke rigtigt, at HDL beskytter mod hjertesygdom. Det er skrevet så mange gange, fortalt i en stribe foredrag, og der er uendelig megen forskning af den slags. Men det har aldrig været vist,” understreger Børge Nordestgaard, der er professor og overlæge på Institut for Klinisk Medicin, Københavns Universitet og Klinisk Biokemisk Afdeling, Herlev-Gentofte Hospital. Han tilføjer for en sikkerheds skyld: ”Men at LDL giver hjertesygdom, og at statiner hjælper, det er vist ud over enhver tvivl.”

Børge Nordestgaard er medforfatter på et opsigtsvækkende, internationalt studie, publiceret i Science, der viser, at personer med en særlig genmutation, der øger niveauet af HDL kolesterol, ikke er beskyttet mod hjertesygdom, men i virkeligheden har en øget risiko. Forskernes fund tyder på, at HDL kolesterolniveauet i sig selv ikke er så vigtigt, som hvor effektivt det er til at fjerne kolesterol fra kroppen.

Ingen tog det alvorligt

Børge Nordestgaard og danske forskerkolleger begyndte allerede omkring år 2000 at publicere studier, der viste, at HDL ikke beskytter mod hjertesygdom: ”Men dengang blev det ikke taget alvorligt,” siger han og gør opmærksom på, at guidelines rundt omkring i verden aldrig har sagt, at man skulle behandle HDL.

Den mest sandsynlige sammenhæng er, ifølge Børge Nordestgaard, at personer med et lavt niveau af HDL samtidig har høje triglycerider og omvendt, at lave triglycerider hænger sammen med højt HDL.

Men den sejlivede myte om, at HDL skulle beskytte mod hjertekarsygdom, har ført til en række randomiserede og blindede studier, hvor man afprøvede lægemidler, der kunne øge HDL. ”Men selv om de øgede HDL meget kraftigt, i nogle tilfælde med op til 70 procent, fik deltagerne i nogle studier endda mere hjertesygdom. I dag er der færre og færre, der tror på, at HDL har noget med hjertekarsygdom et at gøre,” siger Børge Nordestgaard.

Det gode, det onde og det grusomme…

I stedet taler han om ”Det gode, det onde og det grusomme” kolesterol. Det grusomme, også kaldet remnants hænger sammen med triglyceriderne. Er de forhøjede, er det grusomme kolesterol forhøjet. I en tidligere undersøgelse Børge Nordestgaard har bidraget til, fandt forskerne, at højt grusomt kolesterol fremmer åreforkalkning og tredobler risikoen for iskæmisk hjertesygdom. Det er en alvorlig sag, for hver femte dansker har forhøjet grusomt kolesterol. Den vigtigste årsag er overvægt og fedme.

Medicinalfirmaerne har også forladt tesen om det gode HDL. Nu går øvelsen ud på at sænke triglyceriderne, og her er fiskeolier og fibrat-lignende stoffer den store åbenbaring, siger Børge Nordestgaard. Han fortæller, at der for tiden foregår tre randomiserede multicenter studier med mange tusinde deltagere, der skal afklare, om disse medikamenter, ved at sænke triglyceriderne, også sænker risikoen for hjertekarsygdom.

Man kan ikke satse på kosten

Du siger, at den vigtigste årsag til højt grusomt kolesterol er overvægt og fedme. Skal man så ikke sætte ind med kosten?

 ”Det er meget sjældent nok med kosten, og det har været svært at bevise. Man ved, at man sænker kolesterol med måske 15 procent, hvis man gør sig umage og lever kolesterolfattigt – men det gør folk jo ikke,” siger Børge Nordestgaard.

”Men vi ved, at højt LDL giver høj risiko for hjertesygdom og, at statiner hjælper, det er der overhovedet ingen tvivl om. De er effektive, billige og der er stort set ingen bivirkninger.

Men der er stadig risikofaktorer, vi ikke har styr på – folk får stadig hjertekarsygdom. Og her er det lipoproteinerne og triglyceriderne, der står i første række,” siger han.