Skip to main content

Kardiologisk Tidsskrift

Stroke-konference: Samarbejde er ledetråden

Grethe Andersen

Kodeordet er ’samarbejde’, både på tværs af nationale grænser og mellem de forskellige professionelle discipliner.

”Vi ønsker at stimulere samarbejdet i Norden og med de baltiske lande og mellem de forskellige professionelle discipliner og give de unge forskere en platform, hvor de kan præsentere deres arbejde i trygge rammer,” siger professor Grethe Andersen, Aarhus Universitetshospital.

Konferencen Nordic Stroke, der åbner dørene i dag den 23. august i Aarhus, har som mål at fremme forskning i cerebrovaskulære lidelser i de nordiske og baltiske lande.

”Et af temaerne er at udvide samarbejdet i Norden og med de baltiske lande, som meget gerne vil knytte sig tættere til Norden. De kom med i samarbejdet for otte år siden,” siger professor Grethe Andersen, der leder Dansk Stroke Center i Aarhus.

”Konferencen forsøger at stimulere samarbejdet både nationalt og mellem de syv deltagende lande, samt give de unge forskere en platform, hvor de kan få lov til at præsentere deres arbejde i trygge rammer.”

Grethe Andersen fortæller, at tidligere blev Norden stort set ikke inviteret med i lægemiddelforsøg: ”Det skyldtes, at de østeuropæiske centre rekrutterede mange flere patienter og kunne gøre det til en lavere pris, men kvaliteten af samarbejdet var måske ikke så god. Selv om betalingen i vor del af verden er højere, har lægemiddelindustrien opdaget, at hos os i Norden er kvaliteten bare i orden, og i mange studiesammenhænge er det nu os, man først henvender sig til,” siger hun.

”Men vi kan jo også køre det selv,” siger Grethe Andersen, ”vi behøver ikke altid være med i de store studier, og lige så stille kan vi se, at der kommer flere penge ind i uafhængig stroke research i Norden, hvilket er fantastisk glædeligt.”

Mød forskeren

Det er konferencens organisatorer meget om at gøre at opmuntre yngre forskere, og her fik Grethe Andersen en idé, da hun besøgte Bogforum:

”Vi har simpelt hen lavet en stand, hvor vi i pauserne vil arrangere små sessioner med flere af de forskere, der gerne vil foretage forsøg i samarbejde med andre centre. Vi ved, at der er studier på vej, og på den måde håber vi at kunne skabe kontakt mellem de relevante parter på en effektiv måde. Her kan man møde forskerne og se, hvem der står bag et kommende projekt og hvad de vil med det. Så kan man gå derhen i pausen og opleve, at der også sker mere end det, lægemiddelindustrien står bag.”

Desuden vil der være interaktive programmer ’for at få de nye guidelines ind i hovederne på folk’, som Grethe Andersen udtrykker det.

Konferenceprogrammet byder på et stort videnskabeligt program, hvor alle grene af både eksperimentel og klinisk forskning indenfor stroke vil blive belyst gennem foredrag med førende forskere, guidelines, tema-baserede blokke, nye behandlinger og nye måder at organisere arbejdet på.

Der har meldt sig knap 400 deltagere, herunder mange opinionsdannere fra Norden. 

Nordic Stroke finder sted fra 23.-25. august 2017 i Aarhus. http://nordicstroke2017.org/