Skip to main content

-først med nyheder om ny medicin

Psoriasis indebærer risici for kvinder og børn ved graviditet og fødsel

Kvinder med psoriasis har øget risiko for graviditetskomplikationer, og læger kan med god grund være ekstra opmærksomme over for disse kvinder, viser ph.d.-forskning af Cæcilie Bachdal Johansen, Dermatologisk Afdeling, Bispebjerg Hospital.

Cæcilie Bachdal Johansen står bag tre registerstudier, hvor hun har undersøgt, hvordan det går for kvinder med psoriasis i forbindelse med graviditeter og fødsler. Studierne, der er unikke både i en dansk og international kontekst, viser, at kvinder med moderat til svær psoriasis har næsten tre gange så stor risiko for en graviditet uden for livmoderen som kvinder uden sygdommen. Den absolutte risiko svarer til, at fire ud af 100 kvinder med psoriasis får en graviditet uden for livmoderen, mens det kun sker for 1,5 per hundrede kvinder uden psoriasis. Resultaterne fremkommer, selv når der justeres for en lang række risikofaktorer, som for eksempel uddannelse, indkomst, alder, vægt og komorbiditeter.

“Det er usædvanlige fund og kom lidt bag på os. For en graviditet uden for livmoderen er en meget sjælden graviditetskomplikation. Og der er ingen andre, der tidligere har undersøgt dette, hvorfor det er første gang, vi ser denne sammenhæng,” forklarer Cæcilie Bachdal Johansen, læge, ph.d. studerende, Bispebjerg Hospital

Mange føder for små børn

I det tredje studie i rækken - som var støttet af Psoriasisforskningsfonden - så hun og kollegerne på, om børn født af mødre med psoriasis har risiko for at blive født for tidligt eller for små. Den gode nyhed er her, at de ikke fødes for tidligt, sammenlignet med børn født af kvinder uden psoriasis. Til gengæld er der en øget risiko for, at de fødes for små i forhold til gennemsnittet.

“Når vi skal bekymre os om, at børn bliver født for små, er det fordi vi ved, at det får konsekvenser for barnet resten af livet. Børnene er i øget risiko for eksempel for indlæringsvanskeligheder og  koncentrationsbesvær, og senere i livet også for overvægt, hjertekarsygdomme, diabetes, demens og andre sygdomme. Og det interessante for kvinderne med psoriasis er, at det også er påvist, at kvinder der føder for små børn, selv har øget risiko for hjertekarsygdom senere i livet. Så den går begge veje. Det er en risikomarkør at være født for lille - både for barnet og moderen,” understreger Cæcilie Bachdal Johansen.

For de øvrige risici - spontane aborter, dødfødsel og død inde i livmoderen - viser studierne, at de nok var forøgede, men ikke tilstrækkeligt til at være statistisk signifikante. Over en bred kam kunne forskerne dog se, at kvinder med psoriasis i de reproduktive år har mange risikofaktorer. Det vil sige rygning, overvægt, lavere uddannelse, lavere indkomst, flere ledsagesygdomme, et højere forbrug af sundhedsydelser, og et højere forbrug af lægemidler, herunder smertestillende og antidepressivmedicin. Og man fandt også øget forekomst af angst og depression og en visse andre inflammatoriske sygdomme, som leddegigt og inflammatoriske tarmsygdomme.

“Kvinderne kommer med en hel kuffert fuld af risikofaktorer, der øger deres risiko for dårlige udfald i forbindelse med en graviditet,” konstaterer Cæcilie Bachdal Johansen og understreger, at det er væsentlig viden, når man som læge sidder over for disse kvinder:

“Når vi som hudlæger skal rådgive kvinden, både før hun planlægger at stifte familie, og når hun bliver gravid, er det vigtigt, at vi tager samtalen med hende om hendes risici, og om hvilken behandling der vil være bedst egnet for hende. Desuden skal vi vurdere, om der er behov for, at hun skal følges tættere under graviditeten, og om der er brug for et samarbejde med fødselslægerne i forløbet, i tilfælde af, at hun skal medicineres for sin psoriasis.” 

Behov for tværfagligt samarbejde

Med sin forskning lægger Cæcilie Bachdal Johansen op til, at læger skal lære at identificere de kvinder, der er i risiko. Det vil sige særligt dem med moderat til svær psoriasis, som er i behandling med piller eller er i biologisk behandling. Og med den aktuelle viden skal lægerne gøre mere for at forebygge de dårlige udfald af disse kvinders graviditeter. Blandt andet via et bedre tværfagligt samarbejde mellem dermatologer og fødselslæger.

“Det er vigtigt, at vi undgår ”silobehandling”, hvor lægerne ikke snakker sammen. Jeg ser et stort  behov for, at vi på et strukturelt niveau får fastlagt vilkårene for det tværfaglige samarbejde, så vi kan få løftet kvaliteten af behandlingen og blive bedre til at forebygge,” siger hun.

På samme måde ser hun behov for, at det i dermatologernes kliniske guidelines bliver beskrevet i detaljer, hvordan man håndterer en kvinde med psoriasis i den reproduktive alder. Eksempelvis hvordan man gennemfører en struktureret rådgivning for at optimere kvindernes sygdomskontrol og dermed indirekte deres graviditetsudfald.

Og hun har også et budskab til kvinderne. For erfaringsmæssigt ved lægerne, at kvinder med psoriasis har en tilbøjelighed til selv at stemple ud, når de begynder at planlægge en graviditet. Så holder de op med at rådføre sig med deres hudlæge ift. deres behandling, lige som de stopper med at komme i ambulatorierne, fordi de er bange for, at medicinen kan skade deres foster. Og det betyder, at mange af disse kvinder går med en ubehandlet svær psoriasis under graviditeten - med de forøgede risici, der nu kendes.

“Det er vigtigt at gøre kvinderne det klart, at der skal styr på deres psoriasis, fordi den kan have negative konsekvenser for deres graviditet. Ligesom de skal være klar over, at det er en rigtig god ide, at de holder ekstra kontakt til lægerne under graviditeten,” siger hun.

Forklaringen kan være inflammationen

Da der er tale om registerstudier kan Cæcilie Bachdal Johansen ikke sige så meget om årsagen til de sammenhænge, hun finder i sin forskning. Men hun har en tese:

“Formentlig skyldes det den inflammation, der er i hele kroppen, hos kvinden med psoriasis. På samme måde forestiller vi os, at inflammationen er med til at fremme et miljø i æggelederne og i livmoderen, som gør, at det befrugtede æg sætter sig fast det forkerte sted. Og ligeledes påvirker den systemiske inflammation moderkagens funktion, med det resultat, at børnene ikke opnår den størrelse, som de burde have i forhold til deres genetiske potentiale,” siger hun.

I sine studier har hun ikke set direkte på lægemidlernes betydning. Og hun har dem heller ikke umiddelbart under mistanke for at være en del af forklaringen. Tværtimod:

“Det er mere oplagt at forvente, at en kvinde, som er velbehandlet for sin psoriasis, vil have bedre vilkår i forbindelse med graviditet, idet der er mindre inflammation i kroppen. Det ved vi også fra kvinder med tarmbetændelsestilstande, hvor det viser sig, at deres graviditeter og fødsler forløber bedre, hvis deres sygdom er under kontrol,” siger hun.