
Sundhedsministeren åben for ændring af lov om koncernklinikker
Efter en periode med medieopmærksomhed omkring alles Lægehus er sundhedsminister Sophie Løhde (V) åben over for en diskussion af reglerne, der muliggør koncernklinikker.
Det fremgår af et svar givet til Folketingets Sundhedsudvalg den 4. april. Spørgsmålet er stillet på udvalgets vegne af formand Lars Arne Christensen (Moderaterne).
Spørgsmålet går på, hvorfor muligheden for at eje op til seks ydernumre kan anvendes i alle dele af landet– også i områder, der ikke er lægedækningstruede.
Ministeren er ikke afvisende over for en diskussion af de udskældte klinikker:
”Jeg er åben for at drøfte, om reglerne om ydernumre i almen praksis virker efter hensigten, eller om der er brug for ændringer,” fremgår det af svaret fra ministeriet.
Spørgsmålet til sundhedsministeren er opstået i kølvandet på en historie fra Jyske Vestkysten.
I 2022 forsøgte to yngre læger at købe en klinik i Sydjylland, som samarbejder med alles Lægehus. En ekspert har over for Jyske Vestkysten rejst spørgsmålet, om koncernen forsøgte at tage sig for dyrt betalt i forhold til reglerne på området.
Udtalelsen fra ministeren står i en vis kontrast til tidligere udmeldinger.
Sophie Løhde har tidligere i et samråd i september 2023 henvist til en rapport fra revisionsfirmaet BDO og påpeget, at ”partnerskabsklinikker og udbudsklinikker leverer et nødvendigt og relevant alternativ til PLO-klinikker, [og] der er ikke fundet væsentlige og systematiske forskelligheder i opgaveløsningen.”
Ministeren svarer også Sundhedsudvalget, at et ”eventuelt behov for nye tiltag på området vil (...) skulle ses i sammenhæng med Sundhedsstrukturkommissionens kommende afrapportering og anbefalinger, som jeg ser frem til at modtage.”
Muligheden for, at læger kan eje op til seks ydernumre, blev indført ved en ændring af sundhedsloven i 2013. Formålet med lovændringen var at sikre lægedækning i alle egne af landet ved blandt andet at åbne for nye organisationsformer i almen praksis.
Ændringen af sundhedsloven betød således, at regionsrådene fik mulighed for at sælge ydernummer til læger, som allerede havde et ydernummer, og at en læge kunne eje op til seks ydernumre.
En ændring af sundhedsloven, som trådte i kraft 1. januar 2018, muliggjorde, at læger der ønsker at eje flere ydernumre, også kan købe ydernumre direkte fra andre praktiserende læger. Lovændringen i 2018 muliggjorde således, at alment praktiserende læger kan overdrage deres ydernummer til en anden læge, som vil praktisere i henhold til overenskomsten, uden at regionsrådet har fået overdraget ydernummeret. Lovændringen betød en forenklet overdragelse af ydernumre mellem læger, mens der ikke blev ændret i antal ydernumre, som en læge samlet set kan eje, hvilket vil sige op til seks ydernumre.
