Ny rapport finder få forskelle mellem typer af lægehuse

Der er begrænsede forskelle på honorering eller antal konsultationer, når man sammenligner traditionelle PLO-klinikker med eksempelvis partnerskabsklinikker.

Sådan lyder en af konklusionerne i en rapport fra Sundhedsministeriet. PLO mener, at alternative klinikformer stadig henviser til sygehusene i højere grad. 

Rapporten kortlægger og sammenligner praksisformer i almen praksis på tværs af nye og traditionelle praksisformer, hvoraf de nye former er overrepræsenteret i Region Sjælland og Region Nordjylland. På landsplan dækker disse klinikformer fem procent af lægedækningen, men hvis man ser isoleret på lægedækningstruede områder udgør partnerskabsklinikker som alles Lægehus og Nordic Medicare sammen med udbuds- eller regionsklinikker 23 procent af det samlede antal lægehuse.

Den totale honorering per patient, inklusiv afregnede ydelser og basishonorar, er relativt ens på tværs af de traditionelle praksisformer, fremgår det af rapporten. Honoraret per patient er højest for praktiserende læger med flere ydernumre (1.186 kroner), mens det er mindst for samarbejdende solopraksisser (1.013 kroner).

Sundhedsminister Sophie Løhde (V) har trukket på rapporten i et samråd, hvor hun med udgangspunkt i analysen udtalte, at ”partnerskabsklinikker og udbudsklinikker leverer et nødvendigt og relevant alternativ til PLO-klinikker, der er ikke fundet væsentlige og systematiske forskelligheder i opgaveløsningen.”

For alles Lægehus’ CEO Thomas Helt understreger rapporten, at de forskellige klinikformer trods strukturelle forskelle ikke er så forskellige endda, når det det kommer til den samlede opgaveløsning i almen praksis. 

”Med udgangspunkt i rapportens fund ser jeg bestemt, at de forskellige klinikformer både kan inspirere og supplere hinanden, ligesom de bidrager til at styrke det samlede fundament i det nære sundhedsvæsen,” siger han.

Rapporten belyser for ham at se særligt mange ensartede tendenser mellem eksempelvis større kompagniskaber og så de udskældte klinikker, han selv driver.

For professor i sundhedsøkonomi Jes Søgaard fra Syddansk Universitet er rapporten et vidnesbyrd om, at de nye praksisformer udfylder den rolle, de var tiltænkt fra politikernes side:   

”Det flugter godt med, at formålet med disse nye praksisformer netop er at dække de lægedækningstruede områder.”

Han hæfter sig også ved, at de nye klinikformer er mere smidige end den traditionelle praksisform, der stadig er den gængse.

”De nye praksisformer er netop, fordi de er nye, ikke belastet af en lidt forældet organisering, hvorfor de har lettere ved at have mere praksispersonale og høj delegationsgrad. Det har man ønsket fra både regionernes side og diverse udvalg og kommissioner i årevis, men den udvikling kommer nok først i de traditionelle praksisformer ved generationsskifter.” 

PLO: Nye klinikformer bag flest henvisninger 

Rapporten finder selv ingen væsentlige forskelle i, hvordan forskellige slags lægehuse henviser til sygehuse, speciallæger og fysioterapi.

”Kortlægningen indikerer, at forskelle i henvisningsmønstre på tværs af praksisformer især er relateret til forskelle i patientgrundlag og rammebetingelser,” som det er formuleret i rapporten. 

Hos PLO hæfter man sig dog ved, at der foregår øget henvisning til hospital- og billeddiagnostik i de nye klinikformer. PLO har sammenlignet antallet af henvisninger til sekundærsektoren hos traditionelle lægehuse og sammenlignet med antallet af henvisninger hos nye klinikformer: Her fremgår det, at traditionelle PLO-klinikker henviser 40 borgere per 100 tilmeldte patienter: I de nye praksisformer er tallet lidt over 50.

”Der er en tendens at spore i tallene (på rapportens side 42, red.) Der er også en del videnskabelige undersøgelser, der konkluderer, at manglende kontinuitet mellem læge og patient kan føre til flere henvisninger, derfor giver det god mening, at det også kan spores i data i denne undersøgelse,” udtaler PLO.   

PLO noterer sig også, at ”rapporten konkluderer, at koncernklinikker udfordrer kontinuiteten, og at det kan risikere at påvirke det helhedsorienterede patientkendskab baseret på patient-behandler-relationen med afledt virkning for gatekeeper- og tovholderfunktion herunder henvisningspraksis.”

PLO fortsætter:  

”Alle er enige om, at fremtidens nære sundhedsvæsen skal henvise endnu færre borgere til hospitalerne. Derfor bør Sundhedsstrukturkommissionen og politikerne tager resultaterne om henvisningsmønstrene alvorligt, fordi vi ved, at især klinikker med koncerner i ryggen vokser hastigt frem.” 

Denne udlægning er Thomas Helt uenig i. 

”Rapporten konkluderer ingen væsentlige forskelle i relation til henvisningsmønster på tværs af de forskellige praksisformer. Det, der er særligt interessant hvad henvisningsmønstre angår, er, at analysen fremhæver demografiens betydning i den sammenhæng. Denne tendens taler ligeledes ind i, at patientpopulationens behov er centrale for opgaveløsningen i den enkelte praksis. Dette understøtter, ligesom øvrige fund i rapporten, honorarstrukturrådets anbefaling om at gøre op med den nuværende ensartede honorarafregnings-model og erstatte denne med et forenklet honorarsystem, der blandt andet understøtter populationsansvar,” siger han.

Anbefaler mere praksispersonale og faglig bredde

Rapporten peger også på, at antallet af ansatte praktiserende læger er steget relativt markant siden 2017, også i traditionelle praksisformer, derudover er der sket en stigning i antallet af personale ud over læger på cirka 20 procent fra 2018 til 2022. Herunder viser analysen, at der i nye praksisformer i større udstrækning bemandes med ansatte læger, og at der typisk her er mere praksispersonale og relativ høj grad af delegation sammenlignet med gennemsnittet af traditionelle praksis. Men det fremgår også af rapporten, at der foregår en lignende udvikling inden for traditionelle praksisformer: Også her opstår nye organisationsformer såsom tværfaglige behandlerteams og kompagniskabs-praksisser med øget delegation og mere praksispersonale i front, forlyder det i rapporten. 

Rapportens forfattere anbefaler, at hvis der er et ønske om at opbygge kapacitet og kompetencer til omstilling, så er der mulighed for at styrke grundlaget for delegation og frigøre lægeressourcer ved at øge mængden af praksispersonale og bredden i de faglige profiler, der er til rådighed i almen praksis. 22 til 29 procent af solo-praksisser har p.t. ikke sygeplejersker ansat.   

Rapporten blev bestilt i forbindelse med Sundhedsaftalen 2022 og er udarbejdet af det statsautoriserede revisions- og konsulenthus BDO.