Skip to main content

Medicinsk Tidsskrift

-først med nyheder om ny medicin

PCSK9-hæmmer forstærker statinbehandling

Næsten to tredjedele af patienterne udviklede mindre åreforkalkning ved at få tilføjet en PCSK9-hæmmer til deres statinbehandling i fase3-forsøg med evolucomab (Repatha).

GLAGOV-studiet fortsætter med at kaste positive resultater af sig. På American Heart Associations (AHA) kongres i USA fremlagde Amgen, der står bag studiet, i går resultater, der viser, at det med en PCSK9-hæmmer er muligt både at reducere plak i kranspulsårerne og dæmme op for yderligere åreforkalkning hos et stort flertal af patienter, der i forvejen behandles med statiner. Studiet er det første til at vise disse resultater. Og det opfylder både de primære og de sekundære mål i undersøgelsen, der brugte ultralydsbilleder til at måle forskellene i plakdannelsen.

Studiet omfatter forsøg på 968 patienter med koronar åreforkalkning, som allerede fik en optimal statinbehandling. De blev tilfældigt udvalgt til enten 420 mg evolocumab (Repatha) eller placebo.

En af de danskere, der overværede præsentationen, er Mogens Lytken Larsen, professor og overlæge ved Aalborg Universitetshospital. Han kalder resultatet ’et meget positivt fund, fordi vi før har set, at hvis man kan opnå regression i udviklingen af plak, så har det ofte også god effekt på de kliniske endepunkter og dermed på udviklingen af hjertekar-sygdomme’.

”På den måde er det lovende resultater, der giver mig håb om, at de studier, der skal vise effekt på hjertekarsygdom, for eksempel blodpropper, også falder positive ud,” siger han og henviser til, at både evolocumab (Repatha) og alirocumab (Praluent) er ved at blive undersøgt for at teste, om de har en signifikant effekt på hjertekar-komplikationer som hjerteanfald og slagtilfælde, og at de første hints fra disse studier forventes i begyndelsen af næste år.

Hjertekar | 26, sep 2016

PCSK9-hæmmere reducerer behov for kolesterol-dialyse

Patienter med familiær hyperkolesterolæmi (FH) kan markant reducere deres behov for…

GLAGOV-studiet var ikke beregnet på at vurdere effekter på hjertekar-sygdomme. Men i præsentationen af de aktuelle resultater, fremhæver Amgen, at noget tyder på, at Repatha også medfører færre tilfælde af behov for akut behandling – f.eks. ballonudvidelse eller KAG – og færre tilfælde af myokardieinfarkter. Men resultaterne på dette felt er ikke signifikante endnu.

Det andet resultat af det nye GLAGOV-studie, som Mogens Lytken Larsen fremhæver er, at man aldrig tidligere har set så lave værdier af det dårlige kolesterol, som her, og at det viser en effekt helt derned, er også positivt.

Han mener dog ikke, at studiet vil ændre noget i den aktuelle behandling af patienter med forhøjet kolesterol i Danmark. Slet ikke fordi alle ved, at der om hjørnet venter endnu mere interessante PCSK9-studier. Men det giver ham dog en øget tiltro til fremtidig behandling med PCSK9-hæmmere.