Skip to main content

-først med nyheder om ny medicin

Forskere ser på nye sammenhænge mellem psoriasis og hjertekar-sygdom

Et nyt dansk forskningsprojekt vil gennem avanceret forskningsteknologi afsløre nye sammenhænge mellem psoriasis og hjertekarsygdom og på sigt udnytte den viden til at udvikle præcisions-medicin til patienter med psoriasis.

Undersøgelsen håber at kunne afklare hvilke mekanismer, der ligger til grund for samspillet mellem psoriasis og hjerte-kar-sygdom og om de forklarer en øget risiko for blodprop i hjertet eller slagtilfælde – og hvordan man kan udvikle nye behandlingsformer rettet mod begge sygdomme?

Professor og overlæge Peter Riis Hansen, Hjerteafdelingen på Herlev og Gentofte Hospital er sammen med et antal Ph.d.-studerende lige nu i gang med at rekruttere 120 patienter med psoriasis til projektet. 60 af dem med hjertekarsygdom.

Man mener, at betændelsesmekanismer i kroppen er en del af forklaringen på sammenhængen mellem psoriasis og hjerte-kar-sygdom, men sagen er kompleks og langt fra klarlagt, forklarer Peter Riis Hansen.

”Vi ser i forskningsprojektet nærmere på et hav af forskellige parametre med henblik på at finde frem til centrale mekanismer, som driver sammenhængen mellem de forskellige sygdomme. Vi foretager således en lang række undersøgelser af patienterne: Eksempelvis blodprøver og molekylærbiologiske undersøgelser, hudbiopsier af rask og syg hud, samt kortlægning af mikrobiomet på huden og i mave-tarm-kanalen. Vi undersøger ligeledes patienternes hovedkar med PET-scanner for mulig inflammation, og vi scanner hjerte og halskar. Alt sammen med henblik på at analysere samspillet mellem data og få overblik over, hvordan aktører og mekanismer spiller sammen og øger risikoen for hjerte-kar-sygdom.”

Avanceret og nyskabende teknologi

Det er ifølge Peter Riis Hansen kun i de senere år blevet muligt at håndtere og samkøre den store mængde data fra et sådant forsøg, fordi der tidligere ikke fandtes et passende analyseværktøj til at løfte opgaven. De danske forskere får her hjælp af amerikanske kollegaer på Icahn School of Medicine i New York, som har udviklet metoder til formålet.

”Deres avancerede og nyskabende forskningsteknologi vil integrere alle vores data og skabe systembiologiske netværksmodeller, der gør det muligt at afsløre nye og centrale mekanismer for sammenhængen mellem psoriasis og hjerte-kar-sygdom,” forklarer Peter Riis Hansen, og tilføjer:

”Vi har længe været klar over, at psoriasis er en system-sygdom, og at den ikke blot omfatter huden, men vi har ikke kunnet klarlægge de centrale årsagsmekanismer i det brogede spil af sammenvævede årsager og virkninger, som sammenknytter psoriasis og hjerte-kar-sygdom.”

Store forventninger

Forhåbningen er, at forskningen vil tilvejebringe ny indsigt og især, at den vil medvirke til at udvikle mere præcisions-medicin til patienter med psoriasis og øget risiko for hjerte-kar-sygdom, understreger Peter Riis Hansen:

”Hver eneste patient er grundlæggende forskellig. Men på grund af den begrænsede viden, vi har i dag, tæppebomber vi så at sige ofte samtlige patienter med medicin, der måske kun virker på cirka halvdelen. Resten har ingen effekt og udvikler desuden også ofte bivirkninger. Så hvis vi kan målrette og individualisere behandlingen ud fra en mere præcis sygdomsforståelse, vil meget være vundet.” Modellen kan derfor blive en nyskabelse, mener Peter Riis Hansen:

”Der kan støtte forskningen ikke bare inden for sammenhængen mellem psoriasis og hjerte-kar-sygdom, men på sigt også inden for andre områder i grænsefladen mellem hjerte-kar-sygdom andre kroniske betændelsestilstande for eksempel gigtsygdomme.” 

LEO Fondet har støttet forskningsprojektet med 13,1 mio. kr. Projektet afsluttes i 2022.