Skip to main content

Endokrinologisk Tidsskrift

Testosteron beskytter mænd med hypogonadisme mod diabetes 2

Behandling med testosteron kan forhindre udvikling af type 2-diabetes hos mænd med prediabetes og hypogonadisme.

Det viser en ny undersøgelse fra Bayer, der er offentliggjort i Diabetes Care, hvor forskere fra Institut for Urologi og Andrologi i Norderstedt i Tyskland har fulgt 316 mænd med prediabetes og symptomer på hypogonadisme i otte år.

De 316 mænd med prediabetes og totale testosteronniveauer under 12,1 nmol/L kombineret med hypogonadismesymptomer blev delt op i to grupper, hvor den ene på 229 mænd fik parenteral testosteron-undecanoat (T-gruppe) og de 87 øvrige mænd var ubehandlede kontroller.

I otte år blev metaboliske og antropometriske parametre målt to gange årligt.

Forskerne observerede et fald i langtidsblodsukkeret (HbA1c) med 0,39 ± 0,03 procent i T-gruppen, men en stigning i HbA1c på 0,63 ± 0,1 procent i den ubehandlede gruppe.

90 procent af deltagerne i T-gruppen opnåede normal glukose-regulering med et HbA1c under 5,7 procent.

Til gengæld oplevede 40,2 procent af deltagerne i kontrolgruppen en forværring med et HbA1c over 6,5 procent.

I T-gruppen oplevede mændene betydelige forbedringer af fastende glucose og det såkaldt gode HDL-kolesterol, triglycerid-glucose indekset og andre parametre for forbedring af lipid-tal. Også andre aldringssymptomer i T-gruppen blev forbedret, mens mændene i den ubehandlede gruppe oplevede signifikante fald på disse parametre.

"Testosteronbehandling har et enormt potentiale til forebyggelse af diabetes i den hurtigt voksende gruppe af mænd med hypogonadisme og prediabetes," skriver forskerne på baggrund af deres resultater.