Skip to main content

Endokrinologisk Tidsskrift

 - først med nyheder om ny medicin

Fedmeforskere fra 100 lande til kamp mod stigmatisering af overvægt

I et storstilet consensus statement anbefaler en internationalt sammensat ekspertgruppe retningslinjer for eliminering af stigmatisering og bias på grund af vægt.

I statementet, der i foråret blev publiceret i Nature Medicine, opfordrer forfatterne alle interessenter over hele verden til at tilslutte sig opfordringen: ”Vi erkender, vi fordømmer, vi lover”.

Statementet er efterfølgende tiltrådt af over 100 verdensomspændende organisationer, der alle beskæftiger sig med fedme og overvægt. Selv pointerer forskerne bag initiativet, at det er første gang, videnskabelige organisationer og eksperter taler med én stemme mod stigmatisering.

Også formanden for Dansk Selskab for Adipositasforskning (DSAF) Ph.d. og læge ved Diabetes og Hormonsygdomme på Århus Universitetshospital Sigrid Bjerge Gribsholt, mener, at fokus på stigmatisering er tiltrængt.

"Det er et både relevant og vigtigt opråb," siger hun.

"Der er brug for at nedbryde fordomme og berøringsangst, og som fagfolk skal vi være med til at sætte fokus på stigmatisering og bias i forhold til mennesker med overvægt. Den faglige samtale, som dette lægger op til, skal styrkes. Vi taler meget om stigmatisering og overvægt, men der er behov for konkret at italesætte det."

Tavsheden skyldes afmagt

Den samtale, Sigrid Bjerge Gribsholt, efterlyser, kan dog være svær at tage hul på, erkender hun.

"Vi ved, at stigmatisering er et stort problem," siger hun.

"Men nogle sundhedsfaglige er tilbageholdende i forhold til at tage fat i såvel overvægten som dens konsekvenser i form af stigmatisering, simpelthen fordi vi kun har få løsninger og begrænsede tilbud. Der mangler reelle behandlingstilbud."

En anden snublesnor for et fælles fodslag mod stigmatisering i Danmark, er ifølge Sigrid Bjerge Gribsholt også de konflikter, der hersker mellem fedmeforskere, og som senest kom til udtryk i opbremsningen af de anbefalinger til kommunerne, som Sundhedsstyrelsens arbejdsgruppe havde sendt til høring.

"Det var ærgerligt, fordi vi har brug for alle tiltag og flere ressourcer samt en prioritering af området både indenfor forebyggelse og behandling," siger hun.

"Men det siger måske også noget om, hvor kompliceret overvægt er, og at det kan være vanskeligt at finde en fælles retning."

Store stimatiseringsomkostninger

I den gruppe, der har udarbejdet consensus-papiret sad 36 eksperter fra ti nationer. De repræsenterede mange forskellige faglige discipliner blandt andre endokrinologi, intern medicin, kirurgi, psykologi, pleje og sundhedspolitik. I gruppens regi blev tilgængelig litteratur om forekomsten og konsekvenser af stigmatisering undersøgt, og agendaen, som har til formål at fjerne bias og stigmatisering af overvægt, blev formuleret ud fra den eksisterende evidens.

Litteraturen viste blandt andet, at det er veldokumenteret, at stigmatisering på grund af vægt finder sted i multiple sociale sammenhænge, på arbejdspladser, i uddannelses- og sundhedssystemet og i familierne. Forekomsten af stigmatiseringen blandt voksne med fedme er i størrelsesordenen 19-42 procent, stiger med stigende BMI og er mere udbredt blandt kvinder end blandt mænd. Blandt teenagere betyder overvægt blandt meget andet, at de er mere udsat for at opleve social isolation og ud over somatiske sygdomme er de i større risiko for at udvikle psykiske sygdomme, angst og depression. Studierne understreger også stigmatisering i sundhedsvæsenet, som resulterer i dårligere behandlingsresultater, ligesom forskerne dokumenterer, at stigmatisering på grund af vægt er meget omfattende og f.eks. har betydning for forsikringsdækning, ansættelsesmuligheder, lavere lønniveau, offentlige forskningsmidler etc.

Energi ind og ud

Forskerne påpeger forskellige grunde til stigmatiseringen og dermed konsekvenser af den. Blandt andet understreger de, at en vigtig grund er, at overvægt stadig - også blandt sundhedsfaglige – anses for et personligt ansvar. De fremhæver, at den fremherskende tese, at overvægt udelukkende er et resultat af et skævt energiregnskab, er med til understøtte stigmatiseringen på trods af, at der er solid evidens for meget mere komplicerede sammenhænge. Forenklingen fører til opfattelsen af overvægt som et personligt livsstilsvalg og dermed et selvskabt problem.

Sigrid Bjerge Gribsholt genkender forfatternes argumenterne.

"En af de store trends i hele behandlingsverdenen har tidligere været, at patienter, der vil tabe sig, skal være motiverede," siger hun.

"På den måde bliver det patientens eget ansvar, hvorvidt det lykkes. Men behandling af overvægt afhænger i høj grad også af en lang række andre ting. Derfor er dette opråb meget vigtigt, fordi vi både har en samfundsinteresse i og ikke mindst et samfundsansvar for udviklingen af overvægt og konsekvenser i form af stigmatisering."

På dagsordenen

Som medlemmer af EASO (European Association for Study of Obesity) har DSAF også tiltrådt forskernes opråb, men om foreningen vil gribe bolden og samle danske forskere og andre, der beskæftiger sig med overvægt til et lignende nationalt budskab, kan Sigrid Bjerge Gribsholt ikke sige.

"Vi er jo en lille forening med ca. 250 medlemmer, og vi har endnu ikke diskuteret, om vi skal gøre noget lignende nationalt," siger Sigrid Bjerge Gribsholt.

"Men det er da inspirerende. Forandringer sker ikke på en gang, men gennem mange, små tiltag, der som en snebold ruller i den rigtige retning, så det er da bestemt en mulighed. Stigmatisering er i hvert fald et vigtigt emne i vores organisation. Det optager os, fordi det berører vores patienter. Vi har planer om, at diskutere det på vores temadage, og når DSAF afholder årsmøde i efteråret, vil stigmatisering også være på dagsordenen."