Skip to main content

Endokrinologisk Tidsskrift

Lilly tager kampen op med Novos overvægtsmiddel i nyt head-to-head-studie

Lillys overvægtsmiddel, Mounjaro (tirzepatid), skal afprøves overfor Novo Nordisks Wegovy (semaglutid 2,4 mg) i nyt studie.

Tirzepatid har i en række fase III-studier med navnet SURMOUNT allerede slået andre konkurrerende lægemidler mod diabetes af vejen, når det kom til at sænke HbA1c  og overvægt hos personer med diabetes. 

Nu vil selskabet bag prøve kræfter med deres absolutte konkurrent på overvægtsmarkedet, nemlig Novo Nordisks semaglutid (2,4 mg). Det kommer til at ske i head-to-head-studiet SURMOUNT-05, hvor tirzepatid i højeste dosis (15 mg) vil stå overfor semaglutid i højeste godkendte dosis (2,4 mg) blandt overvægtige, har de fortalt i et investormøde. 

Tirzepatid har umiddelbart givet lidt større vægttab hos overvægtige med og uden diabetes end semaglutid 2,4 mg, når man sammenligner på tværs af enkelte studier.

Spørgsmålet er, om der er en signifikant forskel, når de to præparater prøves på samme kohorte. Der er endnu ikke offentliggjort en dato for færdiggørelsen af studiet.