Skip to main content

Endokrinologisk Tidsskrift

 - først med nyheder om ny medicin

Sygeforsikringen danmark overvejer at lukke for tilskud til Wegovy

Fra 1. januar 2024 kan det være slut med tilskud til Wegovy for medlemmer af Sygeforsikringen danmark.

”Vi har registreret en stigende efterspørgsel på at få tilskud til vægttabsmedicin, og hvis det fortsætter i samme omfang, kan vi se frem til, at vores udgifter til medicin stiger markant. Det kan betyde, at vi skal reducere eller helt fjerne tilskuddet,” udtaler foreningens direktør Allan Luplau til DR.

Han vil ikke oplyse til DR, hvor meget foreningen har udbetalt i tilskud, men han udtaler, at han i sine 18 år i Sygeforsikringen ”danmark” ikke har set noget lignende.

Direktør: ikke med vores gode vilje

DR har indhentet tal fra Sundhedsdatastyrelsen, som viser, at 16.593 danskere indløste recept på præparatet i januar. Wegovy koster mellem 17.000 og 31.000 årligt, og som medlem af Sygeforsikringen ”danmark” kan man indtil videre få 25 eller 50 procent i tilskud afhængig af, hvilken forsikringsgruppe man tilhører. Men det kan snart ændre sig.

”Medicinen er relativt dyr og et middel, man skal tage resten af livet, hvis man skal opretholde vægttabet. Dermed har vi udsigt til voldsomme udgifter og dermed vil de 2,7 millioner danskere, der er medlem af Sygeforsikringen "danmark", betale for vægttabsmedicinen,” siger Allan Luplau til DR.

”Det er ikke med vores gode vilje, hvis vi laver ændringer, men når vi ser så markante stigninger, skal vi kigge på, om alle 2,7 millioner medlemmer skal finansiere de store udgifter.”

En ændring af tilskuddet kan tidligst træde i kraft fra 1. januar 2024.