Skip to main content

Danske data knytter lichen planus til øget kræftrisiko

Lichen planus er forbundet med forhøjet risiko for mundhule- og genitalkræft, særligt ved sygdom i samme anatomiske område. Den absolutte risiko er dog lav.

Det viser et nyt dansk registerstudie, som er publiceret 14. oktober i JAMA Dermatology.

Forskerne identificerede 35.845 patienter uden tidligere kræft med en lichen planus-diagnose i perioden 1978-2020. Nye kræfttilfælde blev fulgt til udgangen af 2023 og sammenholdt med kræftforekomsten i den danske baggrundsbefolkning.

Blandt kvinder med lichen planus uanset lokalisation var forekomsten af mundhulekræft forhøjet (standardiseret incidensratio [SIR] 7,5; 95% CI 6,4-8,9), ligesom forekomsten af vulvacancer (SIR 2,6; 95% CI 2,0-3,4). Også mænd havde forhøjet risiko for orale og genitale kræftformer.

Ved oral lichen planus var forekomsten af orale kræftformer 9-14 gange højere end forventet, mens genital lichen planus var forbundet med 17-24 gange højere forekomst af genitalkræft.

De rapporterede absolutte 20-årsrisici for mundhulekræft var 0,8 procent hos kvinder og 1,0 procent hos mænd. Tungekræft blev opgjort separat med risici på henholdsvis 0,5 og 0,6 procent.

Resultaterne peger på kræft som en mulig senkomplikation, der bør indgå i langtidsopfølgningen. Registerdesignet kan imidlertid ikke fastslå en årsagssammenhæng eller afgøre, hvilke kontrolintervaller der er mest hensigtsmæssige.