Tarmkræftprøver strandede i postovergangen
Kaotiske forhold i flere regioner efter skiftet fra PostNord til DAO har ført til forsinkede kræftscreeningsprøver og borgere uden svar. I Region Hovedstaden er problemerne endnu ikke løst, og hospitalerne oplever fortsat flaskehalse.
Skiftet i brevomdelingen ved årsskiftet har ramt en opgave, der normalt kører i en fast rytme: Borgere tager en afføringsprøve hjemme, lægger kuverten i postkassen, og laboratoriet analyserer prøven, så svaret kan sendes tilbage. De nyeste tal fra Cancerregisteret viser, at denne screening har reduceret tarmkræft med 20 procent på ti år.
Men flere steder i landet blev den rutine brudt, da PostNord fra 1. januar 2026 ikke længere håndterede breve, og Dansk Avis Omdeling (DAO) overtog brevomdelingen.
Regionerne forklarer, at problemerne blandt andet udsprang af vaner. Mange borgere afleverede prøver samme sted som altid, selv om returkuverterne var ændret. I orientering til regionsrådet i Region Hovedstaden den 5. februar 2026 beskriver administrationen, at alle returkuverter siden november 2025 var DAO-frankerede, og at prøvekittene indeholdt en tydelig gul informationsseddel om, at prøven skulle indleveres til DAO. Alligevel fremgår det af orienteringen, at ”på trods af en intensiv informationsindsats har mange borgere fortsat afleveret deres prøver i DAO-kuverter hos PostNord, samtidig med at nogle borgere har anvendt ældre forudbetalte PostNord-kuverter”.
Da PostNord efter 31. december 2025 ikke længere videresendte breve, blev de forsendelser ifølge Region Hovedstaden ”hverken behandlet eller videresendt, men lå i stedet på Post-Nords terminaler uden håndtering”. Regionen skriver, at problemet blev opdaget, da der blev konstateret et fald i leveringerne, hvorefter der blev taget kontakt til både DAO og PostNord.
Flaskehalse på Herlev Hospital
Region Hovedstaden oplyser, at der blev etableret en fast aftale, hvor PostNord dagligt orienterede DAO, når der var post til regionen, hvorefter DAO afhentede forsendelserne, sorterede og leverede videre. Aftalen blev senere justeret, så PostNord leverer brevene direkte til DAO´s terminaler.
Selv med aftalen peger Region Hovedstaden på, at problemer stadig præger driften. Herlev Hospital, der modtager prøverne til tarmkræftscreening, oplever ”fortsat store udsving i leveringsmængderne, da prøverne bliver sendt i større klumper i stedet for at komme ind løbende”. Regionen skriver, at udsvingene ”skaber perioder med flaskehalse i laboratoriets analysearbejde og i udsendelsen af prøvesvar, da mange prøver ankommer samtidigt”.
I samme afsnit fremgår det, at ”DAO har senest oplyst, at ca. 60 procent af prøvesvarene til tarmkræftscreening, fortsat bliver indleveret via PostNord, hvilket er med til at skabe flaskehalsene”.
Forsinkelserne har ført til flere borgerhenvendelser om manglende prøvesvar, men der er ikke en samlet opgørelse over omfanget.
Region Hovedstaden skriver, at der har ikke været tilfælde, hvor modtagne prøver har ligget så længe, at de ikke kunne analyseres, og at regionen derfor vurderer, at der ikke har været sundhedsmæssige konsekvenser i forbindelse med prøverne til tarmkræftscreening.
Syddanmark ser stigning i henvendelser
Også i Region Syddanmark har leverandørskiftet givet problemer med breve til og fra patienter.
Koncerndirektør Kurt Espersen understreger, at overgangen har givet udfordringer, og at regionen er i dialog med DAO:
”Det er forventeligt, at der kan være større eller mindre udfordringer, når så stor en opgave overdrages fra én leverandør til en anden. Vi er derfor også i tæt dialog med DAO om at få løst de udfordringer, der er opstået, hurtigst muligt. Det er vigtigt at understrege, at patienter ikke skal være urolige. Regionens sygehuse har klare og gennemprøvede procedurer, som sikrer, at de følger op, gensender brevene eller kontakter patienterne, hvis et brev ikke er nået frem,” siger Kurt Espersen.
Region Syddanmark retter i en pressemeddelelse en særlig opfordring mod borgere, der har bestilt eller afsendt et prøvekit til tarmkræft- eller livmoderhalskræftscreening. Regionen skriver, at man kan kontakte screeningssekretariatet, hvis prøvekittet ikke er kommet frem som forventet, eller hvis der ikke er modtaget svar efter afsendelse.
Region Syddanmark har også oplyst i mailsvar til Medicinske Tidsskrifter, at udfordringerne blandt andet har bestået i, at patienter ikke modtager de prøvekit, der er bestilt, og at regionen har set en stigning i henvendelser til tarmkræftscreeningssekretariatet i uge 5 sammenlignet med niveauet før årsskiftet.
Region Nordjylland har i mailsvar til Medicinske Tidsskrifter oplyst, at der i begyndelsen af året har været udfordringer med postomdeling, men at udfordringerne på nuværende tidspunkt er stærkt faldende. Region Midtjylland har ikke meldt om problemer, og Region Sjælland er ikke vendt tilbage på Medicinske Tidsskrifters henvendelse.
