"Vi havde store forhåbninger til resultaterne af ODYSSEY-studiet, fordi myosinhæmmerne er helt inde og pille ved mekanismerne bag sygdommen. Men Camzyos virker altså ikke, og det er meget skuffende,” siger Morten Steen Kvistholm Jensen.
Solidt studie af Camzyos til behandling af non-obstruktiv HCM skuffer
ESC: Kardiologer verden over havde store forhåbninger til myosinhæmmeren Camzyos (mavacamten) til behandling af symptomatiske patienter med non-obstruktiv hypertrofisk kardiomyopati. Men resultaterne af ODYSSEY-studiet skuffer. Patientgruppen er dermed fortsat efterladt uden en effektiv behandling.
ODYSSEY-HCM-studiet skulle afklare, om myosinhæmmeren Camzyos forbedrer den patientrapporterede helbredstilstand og arbejdskapaciteten hos patienter med symptomatisk nHCM sammenlignet med placebo. Var det tilfældet, kunne man nemlig etablere Camzyos som standardbehandling på tværs af hele HCM-spektret. De første resultater af fase-III-studiet blev fremlagt i forsommeren, så skuffelsen har nu bundfældet sig hos kardiologerne.
På en Hotline-session ved ESC-kongressen i Madrid blev fase III-studiets data gennemgået i detaljen. Samtidigt blev studiet publiceret i New England Journal of Medicine. Resultaterne bekræftede, hvad der tidligere er publiceret: behandling med Camzyos er ikke forbundet med signifikante forbedringer i patientrapporteret helbredsstatus eller maksimal iltoptagelse sammenlignet med placebo.
”I dag behandler vi lidt efter, hvad vi synes er rigtigt i den enkelte situation, og det er langt fra at være tilfredsstillende for os eller for patienterne. Vi havde store forhåbninger til resultaterne af ODYSSEY-studiet, fordi myosinhæmmerne er helt inde og pille ved mekanismerne bag sygdommen. Men Camzyos virker altså ikke, og det er meget skuffende,” siger Morten Steen Kvistholm Jensen, som er overlæge ved Afdeling for Hjertesygdomme, Aarhus Universitetshospital og klinisk lektor ved Aarhus Universitet.
Solidt studie med en enkelt svaghed
Den kardiale myosinhæmmer Camzyos er godkendt til behandling af symptomatisk obstruktiv HCM, og resultater fra et mindre fase II-studie indikerede forbedringer i biomarkører hos non-obstruktiv HCM. ODYSSEY-HCM-studiets fase III blev udført for at undersøge, om Camzyos kunne forbedre patientrapporteret helbredsstatus og fysisk kapacitet hos patienter med symptomatisk non-obstruktiv HCM.
”Derfor var der også en reel forhåbning om, at Camzyos kunne hjælpe patienter med non-obstruktiv HCM. Men det kan det tilsyneladende ikke. Ved præsentationen ved ESC fik vi lidt flere data på eksempelvis ultralyd, cykeltests og blodprøver. Det er et solidt studie, og samlet set ser Camzyos ikke ud til at gøre en forskel for patientgruppen.”
Der er dog en enkelt svaghed ved studiet, mener Morten Steen Kvistholm Jensen.
”Næsten 80 procent af patienterne i ODYSSEY-studiet er i behandling med betablokkere. Min kollega Louise Bjerregaard har netop vist i sit studie, som også er præsenteret i en Young Investigators Award ved ESC i år, at patienterne ikke får det bedre, måske endda værre af behandling med betablokkere. Der er derfor en lille risiko for, at patienterne med betablokkerne får en behandling, som ikke gavner dem og som måske ophæver den effekt, som Camzyos måtte have. Men det ved vi ikke. Det kan også være, at der ikke er en gavnlig effekt af Camzyos. Næste skridt kunne derfor være at udføre et studie på patienter, som ikke er i behandling med betablokkere, men det er naturligvis forbundet med mange omkostninger.”
ODYSSEY-studiet er udført på 201 centre i 22 lande. Voksne patienter med symptomatisk non-obstruktiv HCM blev inkluderet, hvis de opfyldte følgende kriterier: Maksimal udløbsgradient i venstre ventrikel <30 mmHg i hvile og <50 mmHg ved provokation, NYHA funktionsklasse II eller III, Kansas City Cardiomyopathy Questionnaire 23-item Clinical Summary Score (KCCQ-23 CSS) ≤85, venstre ventrikels uddrivningsfraktion (LVEF) ≥60 procent samt forhøjede biomarkører. Patienterne blev randomiseret 1:1 til at modtage Camzyos 5 mg med blændet dosistitrering efter behov baseret på LVEF eller placebo én gang dagligt i 48 uger. De to primære endepunkter var ændring fra baseline til uge 48 i patientrapporteret helbredsstatus (målt med KCCQ-23 CSS) og i maksimal iltoptagelse.
Blandt 580 randomiserede patienter var gennemsnitsalderen 56 år. 46 procent var kvinder. Den gennemsnitlige tid fra første diagnose til randomisering var 10,3 år, og 43,3 procent havde familiær disposition for HCM.
Der var ingen signifikante forskelle i de to primære endepunkter mellem mavacamten og placebo ved uge 48. KCCQ-23 CSS steg med 13,1 (95% CI; 10,7-15,5) i Camzyos-gruppen og 10,4 (95% CI; 8,0–12,8) i placebogruppen Den gennemsnitlige stigning i maksimal iltoptagelse var 0,52 (95% CI; 0,09–0,95) i mavacamten-gruppen og 0,05 (95% CI; 0,38-0,47) i placebogruppen.