Patientuddannelse i atrieflimren: Langt fra ambition til virkelighed
Viden giver ro. Når patienten mestrer sin sygdom, giver det bedre livskvalitet og reducerer akutte indlæggelser. Alligevel viser friske tal fra 2024, at alle regioner, minus én enkelt, halter langt bagefter, når det handler om at tilbyde patienter og pårørende uddannelse i atrieflimren.
Kun 16 procent af de nydiagnosticerede patienter med atrieflimren har modtaget struktureret patientundervisning inden for det første år efter deres diagnose. Standarden, man arbejder efter, er på mindst 50 procent. Tallene er at læse i RKKPs årsrapport 2024 (red. per 2025 Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut)’Atrieflimren i Danmark’ og dokumenterer, at der er særdeles langt fra ambition til virkelighed, når det handler om at klæde patienterne på til at leve med deres sygdom.
Mange bidragende faktorer
Ifølge Axel Brandes, som er professor i kardiologi og ledende overlæge ved Esbjerg Sygehus, Syddansk Universitetshospital, og med i styregruppen bag rapporten, så er der flere årsager til det markante efterslæb på patientuddannelsen.
”Mange afdelinger har et registreringsproblem, og deraf opstår en underrapportering. Dernæst er der en usikkerhed om, hvad patientudddannelse egentlig er; er det tilstrækkeligt at tage en snak med patienten, eller er det nærmere gruppeundervisning, der skal til? Hvem skal undervise patienten – lægen eller sygeplejersken? Og hvornår i forløbet er det bedst? For det kan måske virke overvældende, at man som nydiagnosticeret – ud over at blive undersøgt på kryds og tværs – også ved bliver overdynget med information om, hvordan man nu skal mestre sin sygdom. Måske er det bedre at vente til lidt længere henne i forløbet,” siger Axel Brandes.
Men ser man bort fra de forskellige og mulige bidragende forklaringer, så er der alligevel ingen tvivl om, at man i Danmark stadig ikke håndterer patientuddannelsen hverken struktureret eller tilfredsstillende, mener han.
”Der er stor variation mellem de enkelte regioner, og det kan være med til at bidrage til ulighed i sundhed, at patienterne i én region, men ikke i en anden, lærer at håndtere og leve med deres sygdom. Det handler naturligvis om ressourcer på afdelingerne, men det handler også om at beslutte sig for at have det som et fokusområde, ligesom det i høj grad handler om at have en struktureret tilgang til området. Ikke mindst om enkeltpersoners engagement.”
