Skip to main content

-først med nyheder om ny medicin

Bivirkninger er den hyppigste årsag til stop af systemisk AD-behandling

Christian Vestergaard.

Kun få børn med atopisk eksem har behov for systemisk immundæmpende behandling, men et nyt dansk studie belyser for første gang hvad der ligger bag, når man vælger at afbryde en sådan behandling.

Studiets resultater giver læger et bedre grundlag for at beslutte, hvordan børnene skal behandles, fortæller overlæge og klinisk lektor på Hud- og Kønssygdomme ved Aarhus Universitetshospital Christian Vestergaard.

Methotrexat er den hyppigst anvendte systemiske behandling til børn med atopisk eksem. Medicinen er billig, men giver mange børn flere gastrointestinale bivirkninger end nogle af de nyere -  men også dyrere - behandlinger. Studiet fra OUH skal klæde lægerne på til at afveje fordele og ulemper, når de skal vælge systemisk behandling til et barn med atopisk eksem.

”Vi har brugt systemisk immunsupresserende behandling til børn i mange år, og nu kommer så de biologiske lægemidler og JAK-inhibitorerne. Når vi skal vurdere de nye behandlinger i forhold til børn, så giver vores studie nogle data, vi kan holde beslutningen op imod,” siger Christian Vestergaard, som desuden er formand for Dansk Dermatologisk Selskab. 

Han står bag den nye undersøgelse, der for nylig blev publiceret i International Journal of Women’s Dermatology med stud. med. Stine Elsgaard og Anna Kathrine Danielsen som førsteforfattere. Der er tale om et retrospektivt follow-up studie af 99 børn, der i en tiårig periode frem til marts 2020 var blevet behandlet for svær atopisk eksem med systemisk immundæmpende medicin på hospitalet. Gennemsnitligt blev børnene første gang diagnosticeret med atopisk eksem i en alder af 1,6 - 2,3 år, og de påbegyndte systemisk behandling, da de var 10,5 - 4,6 år.

Methotrexat og azathioprin har lige god effekt

Methotrexat (MTX) var det primære valg for førstegangsbehandling (n=63) efterfulgt af azathioprin (AZA, n=32) og cyclosporin (CsA, n=4). Heraf oplevede 60 procent af patienterne, som fik MTX, en god effekt af behandlingen, mens det samme var tilfældet hos 53 procent af dem, der blev behandlet med AZA. Den gode behandlingseffekt kom blandt andet til udtryk i forbedret søvnkvalitet. Søvnkvaliteten blev vurderet hos 46 patienter (47 procent), og heraf havde halvdelen havde søvnproblemer til at begynde med. Men efter endt førstegangsbehandling havde søvnproblemerne fortaget sig hos 83 procent af dem.

”Rigtig mange af børnene har god effekt af behandlingen. En af de hyppigste grunde til, at de ophører med behandlingen, er faktisk, at de har bedring i deres eksem,” siger Christian Vestergaard. Af resultaterne fremgår det nemlig, at 20,6 procent og 34,4 procent af dem, der som førstegangsbehandling fik henholdsvis MTX og AZA, ophørte med behandlingen, fordi deres eksem kom under kontrol. Henholdsvis 9,5 procent og 18,8 procent oplevede omvendt ikke en tilfredsstillende effekt og afsluttede behandlingen af den grund.

Efter ophør med førstegangsbehandlingen fortsatte i alt 26,3 procent af patienterne (n=26) med andengangsbehandling, mens henholdsvis 10,1 procent (n=10) og 6,1 procent (n=6) forsatte med tredje- og fjerdegangsbehandling. Grundet de små populationsstørrelser blev årsagen til behandlingsophør ikke opgjort for disse behandlingslinjer.

Bivirkninger er hyppigste årsag til behandlingsophør

Opgjort hen over alle behandlingslinjer var den væsentligste årsag til afsluttet behandling imidlertid bivirkninger, og den blev opgjort til 25,4 procent og 40,6 procent for henholdsvis MTX og AZA. For begge lægemidler var gastrointestinale symptomer den hyppigste bivirkning med over halvdelen af alle registrerede tilfælde. Træthed, levertoksitet, knoglemarvssupression og hovedpine stod hver især for omkring 5-10 procent af alle bivirkninger.

”På trods af den gode effekt ser vi, at der er bivirkninger af disse behandlinger og i særdeleshed gastrointestinale bivirkninger. Så man skal bruge medikamenterne med omtanke, men samtidigt huske på at de giver nogle muligheder. Når vi skal vurdere de nye typer af behandlinger i forhold til børn, så er her faktisk nogle data, som man kan holde dem op imod,” forklarer Christian Vestergaard.

Forfatterne bag studiet undersøgte også, hvor længe patienterne vedblev med at bruge de systemiske immundæmpende midler, før behandlingen blev afbrudt på grund af remission eller bivirkninger (drug survival). For førstegangsbehandling med henholdsvis MTX, AZA og CsA var denne periode 1,58, 1,14, og 0,28 år. Såkaldte Kaplan-Meier-kurver viste, at frafaldet ved MTX og AZA fulgte nogenlunde det samme forløb indtil fire år inde i behandlingen. Efter 1, 2 og 4 år var der således henholdsvis 69 procent, 50 procent og 18 procent tilbage blandt patienterne, som havde fået MTX, mens de tilsvarende tal for patienterne på AZA var 63 procent, 53 procent og 21 procent. Den sidste patient ophørte imidlertid med at bruge AZA efter knap fem år, hvorimod der stadig var patienter, som havde brugt MTX i mere end ni år, da forsøget sluttede. Blandt patienterne på CsA var 50 procent faldet fra efter ét år, og ingen fortsatte brugen frem til to år.

Studiet hjælper med at vurdere nye behandlingsmetoder

”Jeg tror, at studiet kan få en betydning, fordi det viser, hvilke erfaringer vi har med de gamle behandlinger, og det kan vi holde op mod de nye behandlinger, der kommer. Eksempelvis har methotrexat mange gastrointestinale bivirkninger, men det er billigt, og det skal vi holde op mod de nye behandlinger, som er dyre, men måske har knap så mange bivirkninger,” siger den kliniske lektor og dermatolog.

Christian Vestergaard gør desuden opmærksom på, at der faktisk ikke er ret mange børn, som har brug for systemisk behandling: ”De 99 børn i undersøgelsen, omfatter alle dem i alderen nul til 18 år, som fik behandling for svær eksem på Aarhus Universitetshospital over en tiårig periode. Hvis man går ud fra, at 15-20 procent af alle børn har atopisk eksem, så er 99 børn i Aarhus jo ikke mange. Så det er en lille procentdel, som har behov for systemisk behandling.”