Skip to main content

-først med nyheder om ny medicin

Lebrikizumab er sikkert og effektivt mod atopisk eksem

EADV: Omkring halvdelen af AD-patienterne i fase III-studierne ADvocate 1 og 2 opnår gode resultater med det eksperimentelle biologiske lægemiddel lebrikizumab, viser foreløbige resultater.

Lebrikizumab er et monoklonalt antistof, som binder sig til cytokinet interleukin 13 (IL-13) og derved bryder signalvejen, der leder til inflammationer i blandt andet atopisk eksem. Lægemidlet er under udvikling af Lilly og bliver afprøvet i to igangværende fase III studier, ADvocate 1 og ADvocate 2, der løber over 52 uger.

Ved EADV Spring Symposium 2022 blev delresultater efter 16 uger præsenteret (#504). De to parallelle, dobbeltblindede studier omfattede i alt 851 patienter over 12 år med moderat til svær atopisk eksem. Patienterne blev randomiseret 2:1 til enten 250 mg subkutan lebrikizumab eller placebo hver anden uge.

Signifikant bedre

Efter 16 uger blev behandlingseffekten opgjort som andelen af patienter, der havde opnået klar eller næsten klar hud defineret ved IGA 0/1 (Investigator Global Assessment scale). For patienterne i lebrikizumab-gruppen var denne andel 43 procent og 33,1 procent i hvert af de to parallelle studier. Det var signifikant bedre (p<0,001) end i placebogruppen, hvor andelene var 12,8 procent og 10,9 procent.

Det eksperimentelle lægemiddel var også signifikant mere effektivt (p<0,001), når effekten blev vurderet som andelen af patienter, der opnåede en forbedring på mindst 75 procent i Eczema Area Severity Index (EASI-75). Dette mål blev opnået hos 59,3 procent og 50,8 procent i lebrikizumab-grupperne, mens det kun var tilfældet for 16,4 procent og 18,2 procent i placebogrupperne.

Et sekundært endemål for de to studier var en forbedring på mindst fire point i Peak Pruritus Numerical Rating Scale (PP-NRS4) fra baseline til de 16 uger. Dette mål blev nået hos 46,3 procent og 38,3 procent af patienterne i lebrikizumab-grupperne, men kun hos 12,7 procent og 11,3 procent i placebogrupperne (p<0,001). Andelen af patienter med mindst én behandlingsrelateret bivirkning (TEAE) var mindre i de to lebrikizumab-grupper (45,4 procent og 53,0 procent) end i placebogrupperne (51,1 procent og 66,2 procent).

EADV