Skip to main content

Godkendt behandlingsvejledning for biologiske lægemidler til svær astma

Skrevet af Jette Marinus den i kategorien Lunger og luftveje.

Charlotte Suppli Ulrik

Medicinrådet har for nyligt godkendt første del af behandlingsvejledningen til patienter med svær eosinofil astma. Rådet anbefaler patienter i målgruppen at modtage anti-IL5-behandling med mepolizumab eller reslizumab.

Kun de sværest ramte patienter med eosinofil astma kan modtage anti-IL5- behandling med mepolizumab eller reslizumab - en behandling der blokkerer aktiveringen af de eosinofile celler, mindsker inflammation i patientens luftveje og dermed sikrer bedre sygdomskontrol. Opstart af behandlingen er kun indiceret, hvis systematisk udredning har bekræftet diagnosen svær eosinofil astma. Samtidigt skal der være taget hånd om en lang række faktorer af potentiel betydning for sygdomskontrollen, inklusiv triggers, komorbiditeter og barrierer for egenomsorg, ligesom patienten skal have en vis sygdomsforståelse, sufficient adhærens med den forebyggende astma-behandling, og have tilstrækkelig god inhalationsteknik.

”Det er udelukkende patienter med svær eosinofil astma, som har mange forværringer med behov for behandling med binyrebarkhormon og/eller patienter, der er i vedligeholdelsesbehandling med binyrebarkhormontabletter, som kan komme i betragtning til anti-IL5- behandlingen,” siger professor, dr.med. og overlæge på lungemedicinsk afdeling på Hvidovre Hospital, Charlotte Suppli Ulrik. Hun understreger samtidigt, at hun er enig med Medicinrådets vurdering af, hvorfor patienter med svær astma bør have mulighed for at komme i behandling med anti-IL5-behandlingen.

”Man vil naturligvis så vidt muligt reducere hyppigheden af patienternes eksacerbationer, men der er ingen tvivl om, at det helt overordnede mål med den biologiske behandling af denne patientgruppe er at reducere deres samlede eksposition for kortikosteroid,” pointerer professoren og peger på, at længevarende behandling - også i lave doser - med binyrebarkhormontabletter har mange bivirkninger på langt sigt.

I forhold til hvilke patienter der får mulighed for at få behandlingen, er Ulrik ligeledes parat med opbakning til Medicinrådet:

”Rådets afgrænsning i forhold til patientgruppen ligger meget tæt på de studier og den evidens, vi har på området,” siger Charlotte Suppli Ulrik og peger på, at i Storbritannien har patienterne først mulighed for at blive behandlet med de biologiske lægemidler, hvis de har mange flere akutte forværringer og dermed får flere prednisolonkure om året, end de danske patienter.

”Jeg synes det er fint, at man i udmeldingen fra Medicinrådet har lagt sig tæt op ad det, vi rent faktisk ved fra de studier, der ligger til grund for, at lægemidlerne er kommet på markedet, og samtidigt skal man huske, at der er langt færre bivirkninger ved de biologiske lægemidler end ved de lægemidler, der hidtil har været anvendt til at behandle denne gruppe af patienter med svær eosinofil astma,” påpeger Ulrik, der ikke selv har oplevet patienter med betydende bivirkninger i sin klinik.

"Jeg har patienter, som efterhånden har modtaget biologisk behandling i et par år, og langt hovedparten af dem har det rigtigt godt og er glade, fordi de ikke har været indlagt siden de begyndte på anti-IL5-behandlingen. Deres livskvalitet er steget betydeligt,” slutter professoren.

Behandling med anti-IL5-lægemidlerne mepolizumab og reslizumab anbefales til patienter med svær, eosinofil astma som opfylder følgende kriterier:

  • Der er foretaget systematisk udredning af mulig svær astma, jf. DLS retningslinjer
  • Behandlingstrin svarende til svær astma, jf. ERS/ATS retningslinjer, dvs. kombinationsbehandling med højdosis ICS samt en eller flere tillægsbehandlinger og/eller fast behandling med oral kortikosteroid (OCS).
  • Eosinofili - der er ikke klinisk relevant forskel i effekt og bivirkninger mellem mepolizumab og reslizumab, som derfor ligestilles til 80 % af populationen. Evidenskvaliteten er meget lav.
  • blodeosinofile er ≥ 150 celler per mikroliter observeret indenfor den seneste måned inden opstart af behandling med anti-IL5 eller
  • blodeosinofile ≥ 300 celler per mikroliter er observeret indenfor det seneste år eller
  • 3 % sputum eosinofili er observeret indenfor det seneste år
  • FeNO-niveau kan ikke anvendes som proxymål for blod- eller sputum eosinofili.
  • ≥ 2 årlige eksacerbationer eller daglig vedligeholdelsesbehandling med OCS i en dosis på ≥ 5 mg prednisolon ækvivalent i mere end 50 % af tiden i det foregående år.
  • Anti-IL5-behandlingen medfører ikke et ubehag for patienten i forhold til den gavnlige effekt.
  • Anvendelse af anti-IL5 er forbundet med hyppige hospitalsbesøg, hvilket kan have negative konsekvenser for patienternes dagligdag. De fleste patienter vil være villige til at risikere de beskrevne bivirkninger og et øget tidsforbrug for at opnå den beskrevne effekt.
  • Eneste medicinske alternativ til anti-IL5 til disse patienter er daglig OCS.
  • Daglig OCS er forbundet med en stor tyngde af bivirkninger såsom knogleskørhed, sukkersyge, overvægt mm.
  • Det er vigtigt for patienterne, at den samlede mængde af OCS reduceres så meget som muligt for at undgå alvorlige langsigtede bivirkninger.

Kilde: Medicinrådet