Dansk studie: FeNO og blodeosinofile målinger bør kombineres

Målinger af FeNO og blodeosinofile bør kombineres ved udredning for diverse kroniske luftvejssygdomme, da resultater fra de to testmetoder tilsammen bedre afdækker, hvordan patientens luftveje har det.

Det antyder ny dansk forskning, som Yunus Çolak, post.doc, reservelæge og ph.d. ved Klinisk Biokemisk Afdeling og Herlev-Østerbroundersøgelsen, Herlev og Gentofte Hospital, har stået i spidsen for sammen med i samarbejde med Peter Lange, professor i forebyggelse med fokus på KOL og Lungekræft ved Institut for Folkesundhedsvidenskab.

Målingen af udåndingsluften for nitrogenoxid (FeNO) er en god markør for eosinofil inflammation i luftvejene samt for dennes følsomhed i forbindelse med steroidbehandling. Sommetider måles FeNO af specialisterne i forbindelse med patientens udredning og behandling for at give en indikation af patientens luftvejsproblematikker, men ifølge Yunus Çolak bør FeNO målingen kombineres med en blodprøve, hvor de eosinofile celler måles.

”Vores forskning peger på, at FeNO og blodeosinofile synes at være to separate biomarkører, som man helst skal kombinere for at komme eosinofil inflammation nærmere og for at få mere information om patienten,” forklarer Çolak, der samtidigt understreger, at mere forskning i de to markører bestemt er essentielt fremover.

Alligevel mener Çolak, at man er kommet et skridt nærmere i at kunne behandle patienterne, ved at kombinere information fra flere redskaber inklusiv FeNO og blodeosinofile er det muligt at personificere patientens behandling.

Nye udredningsredskaber kan målrette patientens behandling

”Tidligere har man været fokuseret på at passe symptomer sammen med diagnoser, men man er blevet mere åben for at bevæge sig væk fra de diagnostiske kasser og fokusere mere på patientens konkrete problemer,” siger Çolak og pointerer, at netop i den forbindelse kan resultater fra FeNO og blodeosinofile være særdeles brugbare blandt fremtidens værktøjer hos lægerne.

”Patienterne vil helt klart få en bedre behandling, når man benytter de to biomarkører som redskaber. Tidligere har lungesyge patienter i første omgang fået lavet en lungefunktionsmåling, men nu er man begyndt at introducere blodprøver og andre målemetoder, så patienterne kommer til at opleve, at der bliver taget prøver for at målrette deres behandling yderligere,” uddyber Çolak, som er svært tilfreds med udviklingen og henviser til, at man tidligere havde en given behandling til en given diagnose, hvor man nu dykker dybere ned i patientens problematik og blandt andet ser på, hvilken type inflammation den lungesyge patient eksempelvis har.

”I stedet for at arbejde ud fra, om patienten har astma, KOL eller astma/KOL overlap, skal man snarere kigge på, hvad patientens problematik er. Hvis det er eosinofil luftvejsinflammation, skal man behandle dette – man bør fokusere på patientens problematik i stedet for at kigge på navnet på diagnosen,” pointerer Çolak og fortsætter:

”For at komme den bedste behandling nærmere, bliver vi nødt til at måle flere ting på patienterne, alene derfor kommer de nye metoder bestemt patienterne til gavn,” forklarer Çolak og peger på, at begreb som præcisionsmedicin (precision medicine) vinder frem i det danske sundhedsvæsen, samtidigt med at man bevæger sig væk fra kassetænkning og hen imod det, der hedder treatable traits – som betegner de sygdomskarakteristika, der kan behandles.

”Når vi kommer nærmere præcisionsmedicin, betyder det to ting. Det første er, at patienten får bedre effekt af sin behandling, det andet, at patienten får færre bivirkninger,” understreger Çolak og pointerer, at der er behov for endnu mere forskning i biomarkører for at optimere behandlingen af patienter fremover.