Dansk studie viser at nasale øvre luftvejssymptomer er hyppige hos KOL-patienter

Nicolai Obling

I behandling af patienter med KOL er fokus oftest rettet mod de mange nedre luftvejsproblematikker og de komorbiditeter, der ofte følger patientgruppen. Derimod er øvre luftvejssymptomer blandt KOL-patienter ofte oversete, præcis som viden om de bagvedliggende årsager til de øvre luftvejssymptomer halter noget bagefter.

Det forsøger dansk forskning at rette op på i et studie offentliggjort i tidsskriftet Respiratory Medicine, hvor forskere blandt andet har kigget på patofysiologien bag symptomer i de øvre luftveje, og på hvilken betændelsestyper der sparker gang i KOL-patienters irritation i det nasale område.

”I studiet viser vi blandt andet, at nasale øvre luftvejssymptomer er et hyppigt fænomen hos patienter med KOL, ligesom vi viser, at disse symptomer er associeret med tegn på inflammation,” fortæller forskeren bag studiet, Nicolai Obling, 1. reservelæge og ph.d. på Lungemedicinsk Afdeling, Herlev og Gentofte Hospital og tilknyttet Forskningsenheden på Lungemedicinsk Afdeling Næstved Sygehus, da studiet blev til.

Symptomer associeret med inflammation

I en tidligere undersøgelse af 180 patienter med KOL, har Obling og kolleger vist, at øvre luftvejssymptomer var forbundet med forhøjet COPD Assessment Test (CAT) score og med mere udtalt blod- og sputum eosinofili.

”I dette studie har vi undersøgt de underliggende inflammatoriske mekanismer bag disse symptomer, og vi fandt, at patienter med KOL med øvre luftvejssymptomer havde flere symptomer fra de nedre luftveje end de, der ikke havde øvre luftvejssymptomer. Desuden udviste patienter med øvre luftvejssymptomer tegn på både neutrofil og eosinofil inflammation med forhøjede niveauer af IL-1 beta og IL-3 i de prøver, der blev taget fra deres næsehule,” forklarer Nicolai Obling.

Han peger også på, at patienter med øvre luftvejssymptomer rapporterede højere i CAT-score end patienter, der ikke i samme grad var plaget af symptomer i de øvre luftveje.

I undersøgelsen deltog 180 patienter, som efter brug af Sino Nasal Outcome Test-22 (SNOT22) blev opdelt i to grupper – en gruppe med betydende øvre luftvejssymptomer (41 procent) og en med få symptomer fra deres øvre luftveje (59 procent).

Deltagere i første gruppe havde signifikant højere niveauer af IL-1 beta og IL-3 i de næsetests, der blev lavet (p = 0,016 og 0,02) og højere serumniveauer af IL-1 beta (p = 0,003). Desuden korrelerede øvre luftvejsscore positivt med nasale niveauer af IL-3 (rho = 0,195/p=0,01) og serumniveauer af IL-1 beta (rho = 0,226/p=0,005).

”Blandt deltagere med øvre luftvejssymptomer, så vi højere niveauer af IL-1 beta og IL-3. Det er to cytokiner, som har en rolle i både neutrofil- og eosinofile inflammation, og hvor IL-3 spiller en rolle i de eosinofiles modning, er IL-1 beta traditionelt en neutrofil-cytokin. IL-1 beta er involveret i aktivering af de neutrofile granulocytter, men der er studier, som viser, at eosinofile kan udskille IL-1 beta, og derfor kan det indirekte være et tegn på eosinofil inflammation i de øvre luftveje,” lyder det fra Obling. 

I studiet har forskerne målt deltagernes systemiske inflammation ved blodværdier i serum, og undersøgt inflammationsniveauerne i den nasale slimhinde ved nasale podninger.

”Desuden har vi kigget på eosinofile i blodet, og her så vi, at dels havde patienterne højere værdier, dels var de mere tilbøjelige til at ligger over 0,3 mill/L, som er den cut off, der peger på KOL-patienters risiko for eksacerbationer. Man kan se, at der er en tendens til, at patienterne har en øget risiko for at få eksacerbationer, når eosinofile ligger over 0,3, ligesom det taler for, at de har bedre gavn af ICS, hvis de ligger over grænseværdien,” forklarer Nicolai Obling.

Han fortæller, at der var markant flere deltagere i gruppen med øvre luftvejssymptomer, der lå over 0,3 grænsen, og at forskerne fandt samme signal i sputumprøver.

”Men fordi der var lidt færre patienter, der havde lavet en sputum-prøve, var det resultat ikke signifikant, men der var den sammen tendens,” fortæller Obling og peger på, at patienter med øvre luftvejssymptomer også havde tendens til at have lidt andre cytokiner i næsen end dem, der ikke havde symptomer i de øvre luftveje. Studiet fandt dog ikke tegn til at øvre luftvejssymptomer var associeret med hyppigere exacerbationer. 

”Vi ved også, at patienter med flere øvre luftvejssymptomer har nedsat livskvalitet. Det så vi i resultaterne fra SNOT22 skemaet, hvor disse patienter havde større udslag i alle kategorier, der blandt andet omfatter søvnkvalitet, produktivitet, træthed mm.,” siger Nicolai Obling og understreger, at selv om patienterne har en symptomgivende irritationstilstand i næseslimhinden, tyder studiet på, at de ikke lider nasale polypper, som ofte ses hos nogle patienter med astma. Der var heller ikke hyppigere forekomst af allergi (vurderet med priktest eller IgE måling i blodet) i gruppen af patienter med øvre luftvejssymptomer.

Forsøg med intranasale steroider

Det, at patienterne ikke er ramt af næsepolypper eller allergi, bør ifølge Obling ikke hindre, at der sker en behandlingsindsats og gerne med steroid, der hvor symptomerne er.

”Jeg ville bestemt forsøge at behandle en patient med øvre luftvejssymptomer med intranasale steroider, idet tidligere randomiserede kliniske forsøg, der har undersøgt behandling med henholdsvis placebo og aktiv medicin, har vist en effekt på sådanne symptomer. Med intranasale steroider reduceres graden af symptomerne, og nogle tidligere undersøgelser har desuden peget på, at nogle inflammationsmarkører (IL-8) i næsen mindskes af at behandlingen - de studier er dog ret små,” fortæller Nicolai Obling og runder af:

”Selv om der endnu ikke findes solid evidens for, at behandlingen har en effekt, ved man, at de intranasale steroider har effekt hos patienter uden KOL med øvre luftvejssymptomer. Man ved også, at det hjælper på deres livskvalitet - og da patienter med KOL generelt har lavere livskvalitet, er det et vigtigt fokusområde i behandlingen af denne patientgruppe.”