Når medicin ikke er svaret, kan en recept på fællesskab lindre

I Vesterbro–Sydhavnen i København henviser de praktiserende læger patienter til lokale fællesskaber. Det aflaster klinikken og hjælper især ensomme og sårbare patienter til at finde deres ben i tilværelsen.

Mens Jette er ved at anlægge et nyt bed, Majid plukker oregano, og Jonas griller græskar over åben ild, står Michelle for en improviseret rundvisning. Vi befinder os i Økohaven i Københavns Sydhavn, som er en del af den sociale organisation SydhavnsCompagniet. Her har stifteren af stedet, sociolog og naturterapeut Brian Lentz, i 25 år givet udsatte borgere en ramme for det, de har haft svært ved at finde andre steder. Haven udgør et udfoldelsesrum, hvor den enkelte får mulighed for at være noget for andre, mens andre mennesker får en betydning for den enkelte selv. Et sted hvor ens bidrag til fællesskabet værdsættes, uanset om det er hårdt havearbejde eller hygge ved optænding og pasning af bålet.

Ingen skarp definition

Vi er blevet fulgt over i Økohaven af Louise Hage Dose, Karin Jensen Burns og Janni A. Hansen, som alle er en del af Projekt Sociale Henvisninger: Danmarks hidtil mest ambitiøse bud på det lovende engelske koncept social prescribing. De har til huse i Frivilligcenteret Karensminde lige bag Økohaven, som blot er ét af de mange sociale tilbud, projektet henviser til. Magasinet har ved en tidligere lejlighed besøgt en af projektets stiftere, praktiserende læge Berit Enggaard Kaae. Nu er vi taget ud for at få syn for sagen: Hvordan fungerer sociale henvisninger i praksis?

”Det hele begynder i lægeklinikken, hvor enten en læge eller andet klinikpersonale er engageret i at få spottet og opsporet de relevante deltagere,” forklarer Janni A. Hansen, som er brobygger i projektet. Der er ikke nogen skarp definition på, hvad der tæller som relevante deltagere, men fællesnævneren er patienter, hvor medicinsk behandling alene ikke synes at være svaret.

”Et godt eksempel er en deltager, vi har, som egentlig gik til lægen med noget helt andet, altså en fysisk problematik. Men så bliver han rigtig ked af det og bryder sammen deroppe, fordi han har mistet sin mor, som var hans livline,” fortæller Janni A. Hansen. Den midaldrende mand havde passet moren i 10 år, og da hun dør, er hans netværk smuldret væk, og han står meget alene tilbage uden at vide, hvem eller hvad han skal gribe fat i.

”Lægen henviser ham til os – i praksis sker det via et krypteret system, som almen praksis i forvejen anvender – og så starter brobygningsforløbet med en samtale. I samtalen får jeg afklaret, hvad motivationen er, og hvad der er af barrierer,” siger Janni A. Hansen. De besluttede i fællesskab at kontakte Cykling uden Alder, hvor såkaldte cykelpiloter kører ældre medborgere rundt i rickshaw, og det viste sig at være det helt rigtige.

”I dag er han tilknyttet et af vores lokale plejehjem, og nu går han bare selv ind og finder nogen, der vil med ud at cykle. Så han er blevet sådan en lille husven og kommer der ofte, og det matcher rigtig godt med hans motivation om både at være noget for andre og at få noget mere luft og motion,” siger Janni A. Hansen.

Bevægelse mod ensomhed

Det er et tilbagevendende træk ved mange deltagere, at de er ensomme og ofte så socialt rustne, at de simpelthen har svært ved at komme ud. Men det betyder ikke, at det er det, de kommer og beder om, fortæller en anden af projektets brobyggere, Karin Jensen Burns.

”Der er for eksempel mange, der gerne vil gå til noget fysisk. Det kunne være svømning, gåture eller træning,” siger hun. Det er dog ikke altid, at en almindelig idrætsforening er svaret.

”Nogen kan have nogle komplekse problemer og har ikke lyst til at komme ud i en stor klub. Men så har Dansk Røde Kors for eksempel noget, der hedder Bevægelses­venner, hvor man finder en lille gruppe med samme interesser, man kan bevæge sig sammen med,” siger Karin Jensen Burns.

Janni A. Hansen bryder ind med endnu en historie, denne gang om en 80-årig mand, som dårligt havde forladt huset, siden hans kone døde, men med projektets hjælp fandt en velegnet fodboldklub. I dag er han fast mand på klubbens 65+ hold, som mødes hver onsdag til både træning og snak. Han er nu så socialt selvkørende, at der i princippet ikke længere er brug for projektets mellemkomst.

Glad og utålmodig læge

Projekt Sociale Henvisninger er et partnerskab mellem de praktiserende læger i Vesterbro-Sydhavnen, Ældre Sagen og, ikke mindst, Frivilligcenter VSV i Karensminde Kulturhus. Til borgere på Vesterbro fungerer Vesterbro Bibliotek og Kulturhus som knudepunkt. Før besøget i Sydhavnen har vi været forbi Berit Enggaard Kaae, som er praktiserende læge på Vesterbro. Vi har interviewet hende i forbindelse med projektets opstart, men denne gang holder hun os lidt hen. Hun vil gerne vente, til projektet har kørt lidt længere, så hun kan give en realistisk status på, hvordan det går. Men det er en optimistisk læge, der åbner døren for os.

”Vi har netop gjort det op med udgangen af august, og status er, at der i løbet af cirka et år har været 122 henviste i projektet,” siger Berit Enggaard Kaae, som trods de ret pæne tal godt synes, det måtte gå lidt hurtigere.

”Men der sker noget hele tiden. Der kommer hele tiden henvisninger,” siger hun og forklarer, at projektets succes i høj grad beror på, at lægerne skal lære at tænke på en anden måde.

”De skal for eksempel lære at tænke på ensomhed som et sundhedsmæssigt problem, og de skal lære at tænke på sociale henvisninger som en mulighed. Og så skal de selvfølgelig lære projektet rigtigt at kende og have det på lystavlen,” siger Berit Enggaard Kaae.

Til gavn for stressede læger

Selvom der stadig er læger i bydelen, der slet ikke har henvist patienter endnu, er der også læger, der henviser rigtig meget. Noget af forskellen handler om kultur og vaner, men varians i patientgruppen i de forskellige klinikker spiller også en rolle. Derfor glæder det Berit Enggaard Kaae, at de med en bevilling fra Novo Nordisk Fonden for nylig har kunnet udvide fra at være forbeholdt patienter over 60 år til at tilbyde henvisninger til alle over 18. Dermed bør alle lægerne kunne få gavn af projektet, vurderer hun.

”Vesterbro og Sydhavn er et område med mange unge mennesker, og også mange, der er udfordrede på den ene og den anden måde. Nogle er ensomme, og andre har problemer med psykisk uro og svært at finde deres ben i tilværelsen. Den slags patienter, vil jeg tro, man møder i alle klinikker i lokalområdet,” siger Berit Enggaard Kaae.

I skrivende stund er der tilknyttet 48 læger fra 20 forskellige praksisser, og Berit Enggaard Kaae er, ikke mindst efter udvidelsen af målgruppen, optimistisk om fremtiden. Hun vurderer, at også de mindre aktive nu vil komme med og minder om, at projektet ikke bare aflaster patienterne og – i hvert fald hvis man skal tro evalueringer fra England – statskassen. Det aflaster også den enkelte læge, hvilket hun selv har adskillige eksempler på alene fra sin egen praksis.

”Vi kan have patienter, som kontakter os meget ofte, og det skal de selvfølgelig være hjerteligt velkomne til, men vi har jo også meget at lave,” siger hun og nævner flere konkrete eksempler på, at kontakthyppigheden er faldet, fordi en social henvisning simpelthen rammer patientens behov mere præcist og giver en mere vedvarende lindring, end lægen kan tilbyde. En af dem er den cykelpilot, brobyggeren Janni A. Hansen fortalte om før. Men der er også en anden grund til, at de sociale henvisninger har en aflastende effekt på almen praksis.

”Sådan noget som ensomhed er jo også en generel risikofaktor for sundhed. Hvis du har et eller andet liggende latent i kroppen, så bryder det nemmere ud, hvis du er ensom,” siger Berit Enggaard Kaae. Dermed kan det at få ensomme patienter ud i gode sociale tilbud medvirke meget konkret til en mindre syg patientgruppe.

Tæt på tilbuddene

Når en patient kommer ud til brobyggerne i projektet, kalder de dem ikke længere patienter, men deltagere. Fordi de selv er medskabere af deres egen trivsel og sundhed. Det lader sig i sagens natur ikke gøre uden engagement og deltagelse fra borgerens side, hvilket er en forstærkende årsag til, at en stor del af projektets arbejde er at holde overblik over og, ikke mindst, at have dialog med de sociale tilbud i distriktet.

”Det giver noget at komme ud og fornemme stemningen. Når man sidder med deltageren, kan man hurtigere lave et match oppe i hovedet. Fordi man har været derude og ved, hvad målgruppen er, og har gode relationer til tilbuddet,” siger Janni A. Hansen og peger i øvrigt også på det helt lavpraktiske i at vide, hvem man skal ringe til, når man står med en deltager og gerne vil ud til en rundvisning. Karin Jensen Burns supplerer:

”Ja, og faktisk går vi jo også med ned og spiser de steder, hvor de laver mad. Det har jeg virkelig også oplevet som en fordel. Jeg var ude hos en deltager, der havde problemer med tænderne, så han følte ikke, at han kunne gå ned og spise de steder. Men der kunne jeg så fortælle ham, at de af samme årsag netop serverede mad, der var let spiseligt,” siger hun.

Efter at have været i drift i et års tid har de opbygget et godt overblik over, hvad der findes af foreninger og en stærk fornemmelse af, hvad der kan lade sig gøre, og hvad der passer til de deltagere, de får henvist fra lægerne.

Frokost i Økohaven

I den lille økohave er frokosten ved at være klar. Nogle af grøntsagerne er købt i det lokale supermarked, men krydderurterne er plukket på stedet af blandt andre Majid, og den røgede makrel fanget af en af stedets brugere i Øresund lige om hjørnet. I øjeblikket har Projekt Sociale Henvisninger kun en enkelt deltager, som kommer fast i Økohaven, men planen er, at det skal vokse, hvilket føromtalte Brian Lentz er meget åben overfor. I det hele taget er det en afledt effekt af den intensive dialog med de sociale tilbud, at de spiller tilbage på hinanden. På den måde finder de ud af, om der måske er en overvægt af tilbud til én type borgere og en undervægt af tilbud til andre.

”Sådan nogen som SydhavnsCompagniet er i princippet til dem fra 18 år og op, men den yngre målgruppe er ikke så hyppigt repræsenteret i projektet. Men i dialog med os vil de gerne gøre noget mere for at prøve at sætte noget på benene for den yngre målgruppe. Så projektet spreder også nogle ringe i vandet i forhold til at opbygge den rette kapacitet,” siger projektkoordinator Louise Hage Dose og kommer ind på, at der på den måde også ligger et element af sektor- eller silonedbrydning i hele projektet.

”Nogle gange kan vi også komme med viden om, hvad der bliver efterspurgt, og hvad der skal til, for at man føler sig godt modtaget. Og hvad der måske skal til, for at man har mod på at være deltager eller frivillig. Så på den måde medvirker det også til, at vi alle sammen – forhåbentlig også de forskellige sociale tilbud – kommer lidt tættere på hinanden,” siger hun og suppleres af Janni A. Hansen, som giver et eksempel.

”Helt konkret kan der for eksempel være en borger, der ikke længere kan gå på trapper, og derfor stopper med at komme i et tilbud. I sådan et tilfælde skal der være nogen til at sige, at ”jamen det kan godt være, at du ikke længere kan komme her, men ovre i SydhavnsCompagniet har de faktisk noget, du måske vil synes rigtig godt om,” siger hun.

Det har de i hvert fald i Økohaven, hvor maden nu er serveret, og både Brian Lentz og flere af brugerne inviterer os til at spise med. Også selvom vi ikke selv har rørt en finger. Men det er lige meget, forklarer Brian Lentz. Det er slet ikke det, det handler om. For, som det også står beskrevet i den folder, han stikker i hånden på os, før vi lister af: 

”Vi giver mulighed for at yde efter evne og nyde efter behov – alle er velkomne, uanset, hvor meget den enkelte har bidraget med arbejdet.”

Det kan Michelle, som viser os rundt i haven i dag, skrive under på. Da hun første gang kom i haven, måtte hun gemme sig lidt for ikke at blive væltet omkuld af alt det sociale i haven. I dag er hun selv frivillig med både fornyet ydeevne og mere mod på livet.

Forskning på vej

Projekt Sociale Henvisninger har kørt i omtrent et år. Finansieringen til den nære fremtid er på plads, men Berit Enggaard Kaae håber på permanent økonomisk rygdækning på længere sigt. En del af argumentationen for det skal komme fra et forskningsprojekt på Hvidovre Hospital, der indsamler data om projektet og kortlægger effekterne på både sundhed og trivsel. Evalueringen forventes dermed også at give indikationer på de samfundsøkonomiske gevinster.

Artiklen har været bragt i Medicinsk Tidsskrifts printmagasin fra november 2025

Læs også: Nyt projekt: Læger kan henvise patienter til sociale fællesskaber