Skip to main content

Roar Maagaard: Kloge valg i klinikken og bæredygtighed hænger sammen

Roar Maagaard

Et bæredygtigt sundhedsvæsen kræver færre unødvendige behandlinger og større fokus på både klima og kerneværdier i almen praksis. Det fastslår nordiske praktiserende læger i en ny fælles erklæring, præsenteret på kongressen NCGP 2026 i Jönköping.

Patienters sundhed kan ikke adskilles fra hverken sundhedspersonalets trivsel eller planetens tilstand. Det er budskabet i et nyt fælles nordisk statement fra praktiserende læger, som sætter bæredygtighed og kerneværdier i almen praksis øverst på dagsordenen.

Erklæringen blev præsenteret på sidste dag af den nordiske praksiskongres NCGP 2026, der i år fandt sted i Jönköping fra den 26. til den 29. maj.

Roar Maagaard er tidligere praktiserende læge og formand for paraplyorganisationen Nordic Federation of General Practice. Han fortæller om en kongres, der havde 1.400 deltagere fra naturligvis Norden, men også lande som USA, Storbritannien og Singapore.

”Det var gennemgående for hele kongressen, ikke mindst i en række keynote speeches, at vi skal undgå det, man kalder low value-care, altså behandlinger, som udgør lille gevinst for patienterne. Kan man luge ud i behandlinger, der ikke er til særlig meget gavn, så kan vi også brænde mindre drivhusgas af. Så bæredygtighed og kloge valg i klinikken hænger sammen. Vi havde en internmediciner, altså en hospitalslæge, til at holde det afsluttende oplæg. Hun havde rejst i hele EU og nået frem til, at low value-care især udgår fra hospitalerne, og at det er en stærk almen praksis, som er svaret,” siger Roar Maagaard.

Årets kongres er nærmest blevet skamrost af de delegerede, fortæller Roar Maagaard, og deltagerne ser ifølge formanden frem til om to år, hvor kongressen skal foregå i Reykjavik. Kongressen finder kun sted hvert andet år. Roar Maagaard håber at fortsætte alle de seks år, man kan sidde i den formandsstol, han har haft siden 2023. ”Jeg vil gerne fortsætte tiden ud, men så heller ikke længere,” siger den 71-årige almenmediciner.

Den pensionerede læge fra Risskov præsenterede det fælles nordiske statement til forsamlingen på kongressens sidste dag.

En sund planet er altings forudsætning

Et centralt budskab i fællesudtalelsen er, at sundhedsvæsenets klimaaftryk ikke længere kan ignoreres. “Uden en sund planet er intet andet bæredygtigt,” hedder det i erklæringen, som lægerne kalder The Jönköping Statement.

Praktiserende læger har et ansvar for at ”modstå markedsgørelsen af sundhedsvæsenet”, som udnytter menneskers bekymringer om deres helbred og driver behandling med lav værdi frem, skriver forfatterne bag udtalelsen, der er forfattet på engelsk.

Ved at integrere patientperspektiver, klinisk erfaring og videnskabelig evidens kan praktiserende læger reducere overdiagnostik og overbehandling – og dermed frigøre ressourcer til behandling, der reelt gavner patienterne, styrker bæredygtigheden og mindsker belastningen af miljøet.

”Bæredygtig behandling af høj kvalitet er inden for rækkevidde – vi må gribe muligheden,” lyder det fra de nordiske læger.

Udtalelsen bærer signaturer fra formændene for de almenmedicinske faglige selskaber i både Danmark, Norge, Island, Finland og Sverige. Derudover er Roar Maagaard som nordisk formand også medunderskriver.

Ifølge udtalelsen fra sammenslutningen skal fremtidens almen praksis bygge videre på de klassiske nordiske værdier: kontinuitet, lighed i adgang til sundhed og personcentreret behandling. De nordiske praksislæger peger også på behovet for stærke faglige miljøer og løbende efteruddannelse i en tid, hvor kunstig intelligens og digitale værktøjer både giver nye muligheder og øger risikoen for misinformation.